Liv

Sigurd Barrett: “Nu passer jeg på mig selv”

27. juni 2022

Efter at have sagt ja i mange år, er Sigurd Barrett begyndt at sige nej. Han ville glæde andre og leve op til deres forventninger, men til sidst drønede han så meget rundt, at han holdt op med at kunne mærke noget. I en alder af 47 år er der gjort status, så livet stadig kan leves i fuldt gear.

Han kommer drønende ned af vejen i sin Mercedes Cabriolet. Vinden har uglet hans hår, og han springer ud af bilen med et stort smil.

– Undskyld jeg kommer lidt for sent! Jeg troede liiige, jeg kunne nå at hente min kæreste og hendes datter…

Helt typisk for Sigurds liv, viser det sig. Han vil allerhelst være alle steder på en gang, gøre folk glade, hjælpe, overholde aftaler.

– Men jeg øver mig i ikke at sige ja til så meget, siger han, og slår sig ned ved havebordet med en kop kaffe.

– Fra jeg var en lille dreng, fik jeg at vide, jeg var så talentfuld og kunne så meget. Jeg kunne lave musik og skrive tekster, fra jeg ikke var ret gammel, og jeg kom til at føle, der lå nogle enorme forventninger i det. Hver eneste gang, jeg præsterede noget, fik jeg ros. Men jeg tror, børn skal have credit for den, de er, ikke for det de kan. De skal have at vide: ”Hvor er du dejlig”, ikke ”hvor er du dygtig”.

– Jeg læste noget forleden dag, som jeg synes var klogt. I stedet for at fokusere på det, vi hver især ikke er så gode til og forsøge at blive bedre, skulle vi måske i stedet sige: ”Hvor er vi en rig familie. Vi har en, der kan regne, en, der er god til at skrive historier, en, der maler flot osv. Sammen er vi mega stærke, og du er vigtig for vores familie, fordi du er den, du er.” Det handler selvfølgelig også om kompetencer, men jeg tror, det er vigtigt, at vi ser og elsker børnene som dem, de er.

Behov for at bevise sig selv

Sigurd Barrett, musiker, tv-vært, forfatter, entertainer, børnenes ven, far til fem og skilt for to år siden fra sin kone gennem 21 år. Han blev født den 20. januar 1967 i Rødovre og tilbragte det første halve år af sit liv blandt søstrene på Sct. Lucas Stiftelsen i Hellerup, inden han blev adopteret af et lærerpar i Viborg, der gav ham navnet Søren Barrett. I 1990 fik han kontakt til sin biologiske mor, Lisbeth, som han stadig ser, og begge hans adoptivforældre er i dag døde.

– Mine sociale forældre, eller hvad vi nu skal kalde dem, var to mennesker med hjertet på rette sted. De var store pædagoger, så jeg klandrer ikke dem noget. Men jeg følte, jeg skulle bevise noget for at have lov til at eksistere i denne verden. Så jeg har lavet 250 tv-programmer, skrevet 30 bøger, udsendt 27 cd’er, som har solgt en kvart million eksemplarer og spillet 4000 koncerter i 17 lande. Efter alt det står jeg i en alder af 47 år og opdager, at det ikke er mit hovedfokus længere, og det bliver det aldrig igen. Det handler om at være et andet sted i livet. Med det jeg har præsteret, kunne jeg gå på pension, men hallo, jeg er kun 47 år! Jeg har 20 år endnu på arbejdsmarkedet, men i virkeligheden tænker jeg, at jeg aldrig går på pension.

Sigurd siger, at hans fokus nu er at passe på sig selv. Han holder sig i form med sin motionscykel, sin romaskine og sin balancebold, han spiser overvejende sundt, og han sover om natten. I det hele taget kører han ikke sig selv så hårdt, som han gjorde før i tiden. Koncerterne har han også skåret ned på.

– Før i tiden sagde jeg ja til stort set alt. For det kunne være lige i dag, der sad den der talentspejder, filminstruktør, pladeselskabsmand, som opdagede mig. Jeg ville ikke gå glip af noget, og det er noget, jeg tror, ligger fundamentalt i os mennesker. Problemet er, at hvis man aldrig vil gå glip af noget, risikerer man at gå glip af det hele. Fordi jeg ræsede fra det ene til det andet, kunne jeg til sidst ikke mærke nogen af delene.

Sigurd fortæller, at han også altid har været fokuseret på ikke at skuffe nogen.

– Jeg har været glad for hver eneste udfordring og for at have følt mig valgt. Det var dejligt, at nogen valgte mig, og jeg ville ikke skuffe dem, der gerne ville have mig. Jeg har sagt ja for at påskønne, at man havde valgt mig. Men når det er sagt, har jeg stort set ikke spillet et job, hvor jeg ikke er kørt glad hjem. Det er måske sket tre gange, og det er jo ikke mange ud af 4000. Så jeg fortryder ikke noget, men det har været sundt at se på den drivkraft, der har drevet mig som menneske.

 

Latent rastløshed

Sigurd og hans ekskone skiftes til at have de fire børn, der stadig bor hjemme. Han har købt et smukt, gammelt bjælkehus med græs på taget, som er ved at blive gjort klar til, at hans kæreste og hendes tre børn flytter ind. Blandt andet har han fået bygget annekser i haven, for når de alle er hjemme, er de ni, og klog af skade har Sigurd planer om at få en au pair, som også skal bo her.

– Min ekskone og jeg drønede begge rundt, men vi ville samtidig gøre alting selv derhjemme på trods af, at vi havde råd til at købe os til praktisk hjælp, siger han og tilføjer, at han godt kan lide at være mange, og han kan godt lide selv at lave mad til mange.

– Jeg har altid gang i ideer, planer eller sociale arrangementer. Til nytår inviterede vi 31, og de kom alle sammen, og så køber jeg bare ind til det og finder plads rundt om bordet. Andre gange siger jeg til mig selv: Rolig, rolig! Men det er noget, jeg skal tvinge mig selv til. Det ligger i mine gener, at der skal være gang i den, og jeg kan godt blive grebet lidt af panik, hvis der ikke sker noget. Det er nok sådan en latent rastløshed, jeg har i mig. Min kæreste, Sara, er et meget mere roligt gemyt, og det er rigtig godt, siger Sigurd om kæresten gennem to år, Sara Wallevik, der er violinist på Det Kongelige Teater.

På Sigurds køleskab hænger en recept fra hans læge, som har ordineret ”middagslur efter behov”, den hænger der, så Sigurd ikke glemmer det.

– Jeg har aldrig undt mig selv en middagslur, men jeg er på vej til at blive bedre til at lytte til min krop og give den det, den har brug for. Mine venner siger, de har været bange for, jeg arbejdede mig ihjel, og det vil jeg ikke. Hvis min krop vil sove, må det have første prioritet, og mon ikke det går, hvis jeg ikke får svaret på mails lige nu? spørger Sigurd retorisk.  

– Jeg kender nogle, der siger, jeg har to gear. Et fuld fart frem og et ingenting. Enten farer jeg rundt og arbejder, ellers holder jeg helt fri og går rundt i undertrøje. Jeg kunne godt tænke mig at blande det lidt mere.

Til det har Sigurd nogle metoder, han bruger.

– Jeg har indrettet et kontor, og når der er noget, jeg skal huske, skriver jeg det på en post-it-seddel og sætter den på skrivebordet. Så længe, den sidder der, kan jeg godt tillade mig at glemme det, slippe tanken om det, for jeg får det gjort, når jeg ser sedlen igen. Desuden har jeg indført tidspunkter, hvor jeg tjekker mails i stedet for at gøre det hele tiden. Jeg har haft en tendens til at synes, at det var bedre at overstå det, jeg skal tage mig af, men pointen er, at der er noget hele tiden. Jeg får mange henvendelser fra alle mulige mennesker, f.eks. fik jeg et flot, stort kort fra en skoleklasse, der ser mine udsendelser i deres musikundervisning. Det glæder mig, og de skal selvfølgelig have et ordentligt svar. Det er kærlighed, og det skal returneres, fastslår Sigurd.

Pligt til det, man evner?

Sigurd Barrett siger, han har levet sit liv efter ”bør og skal”. Når han har haft en pause, har han følt, han burde gøre noget ved et eller andet; skrive den bog, Politikens Forlag har bedt ham om, tage kontakt til ham, der kender en i New York Philharmonics og få taget et møde om en børnekoncert osv.

– Som der står i Biblen: ”Den, der har evnen, har pligten”. Hvis man er i stand til at gennemføre en fantastisk børnekoncert med New York Philharmonics, hvorfor så sidde her? Omvendt, hvad er formålet? Og har jeg kræfterne til det? For det er jo ikke bare at flyve derover og lave koncerten, der er møder, forberedelse, salgsarbejde, presse… Og så er jeg nervøs for, om det går dårligt. På trods af, at det nu ikke har gjort det indtil nu.

Han er flere gange blevet spurgt, hvorfor han ikke hiver et halvt, et helt eller to år ud af kalenderen til f.eks. at rejse?

– Jeg bliver altid mega provokeret af, at folk spørger om det. Dels er der angsten for, at jeg bliver glemt, mens jeg holder fri. Hvis de festivaller, jeg plejer at spille på, hyrer en anden, der så viser sig at være bedre end mig, hvad så? Dels er der fornemmelsen af ikke at være en del af det, der foregår, ikke at figurere på plakaterne. Dengang for 25 år siden, da jeg var ved at etablere mig, følte jeg ikke, jeg kunne tillade mig at slappe af og ikke være i action. Mange siger, man skal smede, mens jernet er varmt, og det er nok rigtigt for nogles vedkommende. Men for mig er det aldrig gået ned, jeg har altid haft noget at lave, selv om jeg også har mærket finanskrisen. Før var der arbejde til fire Sigurder, nu er der arbejde til en. Men det er også nok, for jeg er jo kun en!

Sigurd kan dog også se fordelen ved at tage en lang pause.

– Det er som om, der er et oprør i gang inde i mig, for jeg bliver heller ikke yngre, og jeg har ikke de kræfter, jeg havde tidligere. At holde fri en periode ville give stof til eftertanke. Hvad er jeg for en, og hvor vil jeg hen? I mange år har jeg løbet efter alting, måske var det ikke dumt at stoppe lidt op. Men det der med at rejse et sted hen og være der bare for at være der, det gider jeg ikke. Nogle tager til Indien og rejser rundt, men hvad skulle jeg der? Jeg elsker at komme rundt i Danmark, hvor jeg kender mange i forsamlingshusene, publikum, radioværter og journalister, og det er hyggeligt at komme rundt og hilse på de mennesker.

Regnskab med sundheden

Kost og motion spiller også en rolle i Sigurds nye, sundere livsstil. Han har anskaffet en romaskine, en motionscykel og en balancebold, det sidste på anbefaling fra en fysioterapeut og med henblik på at holde balancen ved lige.

– Jeg er blevet meget bevidst om at holde mig i form af flere grunde. Dels fordi jeg ikke kan drøne rundt på en scene, hvis jeg er i dårlig form, dels for helt almindeligt velbefindende. Jeg kan mærke, at jeg i mange år ikke har taget hensyn til mit helbred, og jeg kan stadig nemt falde i en fælde med god mad, rødvin og slik. Men jeg prøver at holde mig fra sukker, pasta, kartofler og hvidt brød, og jeg synes, det er svært og krævende at spise sundt. Før i tiden var det helt umuligt, når jeg var på landevejen, men tankstationerne har heldigvis fået et større udvalg end de hotdogs, som var det eneste, man kunne få før i tiden. Og nej, hvor har jeg spist mange af dem…

Sigurd fortæller, han er begyndt at holde regnskab med, hvor meget han motionerer, og at det virker kostregulerende og selvforstærkende.

– Hvis jeg er inde i en god spiral med motionen, er det nemmere at spise ordentligt, siger Sigurd Barrett, der til efteråret udgiver efterfølgeren til ”Sigurd fortæller om de nordiske guder”, denne gang om de græske guder, et skrivearbejde, han synes, er fantastisk.

– Jeg sidder og læser om Zeus, Poseidon, Narcissos og Ekko. Narcissos, der kun tænker på sig selv, og som er en utrolig samtidskommentar til hele realitybølgen og Ekko, der ikke gør noget selvstændigt, og som er en samtidskommentar til, at hvis man bare følger strømmen og gør som alle andre, kan det ikke gå helt galt. Begge dele er skrækscenarier og virkelig noget, nutidens børn kan bruge, slutter Sigurd Barrett, der liiige skal nå at spille et par akkorder med sin ældste søn, der er kommet forbi, inden han skal købe ind til middag og se sin yngste datter spille teater på skolen.

Forrige artikelHumor mod hjerneskade

Næste artikelHormonelt roderi? Vend det til din styrke!