De senere år har opfattelsen af psoriasis ændret sig. Det er en mere kompleks sygdom end tidligere antaget, og livsstil betyder meget for udviklingen. Sollys og D-vitamin er vigtige kilder til lindring.
Omkring 165.000 danskere menes at lide af psoriasis, og statistisk kan man regne med, at omkring tre pct. af befolkningen på et tidspunkt i deres liv udvikler sygdommen i en eller anden form.
Psoriasis er en hudsygdom, der typisk angriber albuer, knæ, negle, ansigt, hårbund, balder eller håndflader. Nogle får blot en lille rød plet på armen, mens andre får voldsomme udbrud, der kan dække store dele af kroppen. Lægevidenskaben har ikke helt fundet ud af årsagerne til sygdommen, men den har ofte vist sig arvelig, hvorfor man gætter på, at det er en fejlkodning i nogle gener, der rummer svaret på gåden. Men man kan også rammes af psoriasis, uden at sygdommen tilsyneladende har været kendt i familien før. Psoriasis kan typisk dukke op i kølvandet på en graviditet, en periode med meget stress eller et længere sygdomsforløb. Hvis ”systemet” har været under pres, vokser risikoen tilsyneladende for at udvikle psoriasis.
Psoriasisanfald betegnes som en betændelsestilstand uden bakterier, hvor der sendes unormalt mange hvide blodlegemer ud til de angrebne områder. Det kan betyde, at der dannes alt for meget overhud, der drysser af i hvide flager, og det kan betyde på de rødmende områder, at man blot skal kradse en smule, før blodet pibler ud igennem huden.
– De seneste ti år er der kommet et nyt syn på psoriasis. Det er en mere kompleks sygdom end tidligere antaget, for den påvirker ikke blot huden, men også led og blodlipider, siger Birgitta Stymne, overlæge ved hudklinikken på universitetssygehuset i Linköping, til halsa.se.
Næsten 40 pct af alle psoriasispatienter får problemer med leddene, såsom smerter, stivhed og træthed. Det er svært at finde en årsag til koblingen mellem hudsygdommen og de gigtlignende symptomer.
Mennesker med psoriasis har også ofte højere risiko for at udvikle hjertekarsygdomme, og risikoen for inflammatorisk tarmsygdom er også større.
Hvis du har psoriasis og gerne vil lægge en dæmper på anfaldene, er der en del at gøre med et naturligt afsæt. Først og fremmest skal du leve sundt: Du må ikke ryge, for rygning kan betyde større tilbagefald og har indflydelse på virkningen af en behandling. Alkohol er også en skidt vane, for det lader til, at alkohol både kan fremprovokere sygdommen og gøre anfaldene værre hos mennesker, der allerede har psoriasis. Ellers gælder det om at undgå overvægt og få en masse motion og søvn.
Sollys og D-vitamin er lindrende for psoriasispatienter. Men det kan være svært at få tilstrækkeligt med sollys i vinterhalvåret, da solen hænger så lavt på himlen, at den ikke har samme effekt som i sommerhalvåret. Derfor bør psoriasispatienter sørge for at få tilstrækkeligt med D-vitamin igennem kost og kosttilskud, men det kan også være en god idé at bruge salver med D-vitamin.
Behandling med UVB-stråler er også udbredt i behandlingen af psoriasis.
Kilder: halsa.se, psoriasisforeningen.dk