Mad

Løvemad med avocado

Kirsten Skaarups bog har mere end 100 forskellige stykker smørrebrød. Fristende og farverige anretninger, der sandt at sige er smukkere end de traditionelle stykker, som de giver en ny fortolkning på

Foto: Kirsten Skaarup
11. maj 2023

Smørrebrød er en særlig del af den danske folkesjæl, og derfor ville det være ærgerligt, hvis det skulle blive sværere at samle familien til de hyggelige frokostborde, fordi flere og flere af os vælger at satse på det plantebaserede køkken.

På Kirsten Skaarups blog ligger op mod et par tusind opskrifter på plantebaseret mad, også smørrebrød: www.kirstenskaarup.dk

Prøv denne lækre løvemad med avocado til 4 personer

DET SKAL DU BRUGE:

Marinade

  • 2 spsk olivenolie
  • 1 økologisk citron
  • 1 spsk hakkede kapers
  • 1 spsk finthakkede cornichoner eller andre syltede agurker
  • ½ spsk sennep
  • salt, friskkværnet peber, ahornsirup

Grøntsager

  • 300 g rødbeder
  • 2 faste avocadoer

Pynt

  • ½ mangofrugt
  • 2 spsk sort caviart (kan udelades)
  • frisk koriander

SÅDAN GØR DU:
Kog rødbederne møre, 25-35 minutter afhængig af størrelsen. Lav imens marinaden: Rør olie, 2 spsk citronsaft, 1-2 tsk reven citronskal, kapers, cornichoner og sennep sammen. Smag godt til med salt, peber, sirup og evt. mere sennep. Sæt marinaden til side. Lad rødbederne afkøle, og smut skindet af. Skær rødbederne i meget små terninger, og vend dem i marinaden. Skær avocadoerne i meget små terninger, og vend dem straks i lidt citronsaft. Skræl mangoen, og form fire ‘blommer’ med en ske. En isske er bedst egnet.

Lav smørrebrødet lige før serveringen: Stik fire skiver brød ud med en lille metalform. Lad brødet sidde i bunden af formen, mens du bygger smørrebrødet op. Læg først et lag avocado på brødet. Afdryp rødbederne helt, og læg dem ovenpå. Pres rødbeder og avocado godt sammen med en ske.

Lav fire løvemadder, og fjern forsigtigt formene. Læg en mango-‘blomme’ ovenpå. Pynt med lidt caviart, og drys med frisk koriander, kapers samt peber.

Prøv også smørrebrødene: Karrysild eller hummerfri salat

Forrige artikelKarrysild

Næste artikelHummerfri salat

Carsten Gottlieb

Redaktør