De hormonforstyrrende stoffer kan genfindes i børns urin, viser amerikansk undersøgelse.
Brug kun cremer, shampoer og babypudder til de små, hvis det fremgår, at produktet ikke indeholder ftalater og andre hormonforstyrrende stoffer, lyder rådet i ny amerikansk rapport. Forskere har nemlig fundet spor af potentielt hormonforstyrrende ftalater i amerikanske babyers urin, som sandsynligvis stammer fra plejeprodukter til børn. Kan forstyrre hormonerFtalater er kemikalier, der blandt andet bliver brugt til at blødgøre plast og bevare duften i kosmetiske produkter. Der findes forskellige typer af ftalater. Nogle er dokumenteret hormonforstyrrende i dyreforsøg, mens andre mistænkes for at være det, og endnu andre er uden for mistanke. Forskere mistænker, at hormonforstyrrelserne kan være årsag til, at børnene kan få svært ved selv at få børn, når de bliver voksne. Derfor er visse ftalater forbudt i legetøj og i personlige plejeprodukter i EU. Men de samme regler gælder ikke på det amerikanske marked. Derfor råder forskerne de amerikanske forbrugere til at være ekstra varsomme med at bruge de mange plejeprodukter til børn. Bleerne sladrerForskerne undersøgte urinen i bleerne fra 163 babyer i alderen 2-28 måneder. Samtlige babyer viste sig at have ftalater i kroppen på testtidspunktet, og over 80 procent af prøverne indeholdt mere end syv forskellige varianter. De spurgte også børnenes forældre om, hvilke typer plejeprodukter de havde givet børnene inden for 24 timer før testen. Her fandt forskerne en klar sammenhæng mellem mængden af creme, shampoo og babypudder, barnet havde været i kontakt med, og forekomsten af ftalater i deres urin. Afviser kritikFundet af ftalaterne i babyernes urin kan skyldes, at bodylotion indeholder kemikalier, der gør det let for cremen at trænge ind i huden. Derfor mistænker forskerne ftalaterne for at trænge ind i babyernes hud sammen med cremerne. Undersøgelsen, der er lavet på University of Washington, møder blandt andet kritik fra den amerikanske brancheforening for kemisk industri. Den finder det ikke bevist, at ftalaterne stammer fra de personlige plejeprodukter. Men forskerne holder fast i deres konklusion og understreger den tydelige sammenhæng mellem mængderne af ftalater i urinen og babyernes kontakt med creme, shampoo og pudder. Ingen dansk panikI følge tidligere udmeldinger fra Miljøstyrelsen er der ingen grund til panik hos de danske småbørnsforældre, der gerne vil smøre deres børn med creme. Der findes nemlig ikke farlige ftalater i cremer og kosmetik, skriver styrelsen på sin hjemmeside. De ftalater, som har vist skader på forplantningsevnen, bruges kun i begrænset omfang i kosmetik og slet ikke i cremer og lotions. Der findes ftalater i kosmetik, fordi nogle af dem bruges som denatureringsmidler i kosmetiksprit. Men det er ikke den samme type ftalater, som har vist skadelige effekter på forplantningsevnen i dyreforsøg, skriver Miljøstyrelsen. Kilde: www.miljoeogsundhed.dk
Forrige artikelLight-sodavand øger risiko for sukkersyge
Næste artikelForældre må tage ansvar for de unges alkoholvaner