Et stort, internationalt studie påviser en forbindelse mellem luftforurening og lav fødselsvægt.
Når børn fødes med en vægt på under 2,5 kg, defineres det som lav fødselsvægt. Disse børn har en større risiko for at udvikle hjertekarsygdomme, astma og lungesygdomme senere i livet end børn med en normal fødselsvægt.
Nu har forskere kigget på 74.000 fødsler i 12 europæiske lande fra perioden 1994 – 2011. De har kigget på mødrenes bopælsadresse under graviditeten og udregnet den gennemsnitlige luftforurening ud fra de data, der er tilgængelig.
Det var særlig forurening fra biltrafik, der øgede risikoen for lav fødselsvægt. Risikoen var også til stede, selvom forureningen i området lå under grænserne i EU’s luftforureningsdirektiv. Faktisk gjorde forurening med de partikler, man kalder PM 2,5, og som findes i stort tal i trafikstøv, en ganske stor forskel. Blot fem mikrogram PM 2,5 per kubikmeter luft øgede risikoen for lav fødselsvægt med 18 pct.
– De nye oplysninger er interessante ud fra en folkesundhedsvinkel, for den samlede effekt af luftforurening på fødselsvægten er i samme størrelsesorden som hvis moderen ryger under graviditeten, siger professor Göran Pershagen fra det svenske institut for miljømedicin ved Karolinska Institutet i Stockholm.
Det internationale studie er netop offentliggjort i tidsskriftet The Lancet Respiratory Medicine.
Kilde: ki.se