Tysk firma har udviklet et system, der skal hjælpe flypassagerer, som pludselig bliver syge. Ved hjælp af systemet kan læger på landjorden give vejledning til flypersonalet.
Der kan være katastrofalt langt til lægen, selv om man bevæger sig med 800 km/t. Derfor har det tyske firma Global Health Care GmbH udviklet et nyt system, der skal hjælpe flypassagerer, som pludselig bliver syge. Erfaringerne fra flyselskabet Lufthansa viser, at de fleste sygdomstilfælde sker på de lange flyvninger. Det skriver netudgaven af Berliner Morgenpost. Opgørelser fra Lufthansa fortæller, at selskabet hvert år 1.200-1.600 gange oplever, at flypassagerer bliver syge, og i halvdelen af tilfældene er der tale om problemer, der knytter sig til hjertet. Det kan være forstyrrelser i hjerterytmen eller måske blodpropper. Nødhjælpskuffert i flyeneFirmaet Global Health Care skønner, at der på verdensplan hvert år optræder 200.000 sygdomstilfælde om bord på fly. På den baggrund har firmaet udviklet et såkaldt telemedicin-system, der ved hjælp af en lægekuffert i flyet kan fortælle læger på landjorden om en syg passagers tilstand. Når flypersonalet får “koblet” en syg passager til udstyret i kufferten, kan man via internet sende informationer fra et hjertekardiogram, oplysninger om blodsukker og patientes temperatur til læger på et hospital. Ved hjælp af videokonference kan lægerne “tilse” patienten, og når lægerne har vurderet informationerne, kan de rådgive flypersonalet i, hvordan man bedst kan hjælpe den syge passager, mens flyet befinder sig i luften. Global Health Care og Lufthansa skal nu i gang med at vurdere systemet i praksis. Lufthansa installerer den såkaldte nødhjælpskuffert i 80 langdistancefly – bl.a. de nye Airbus A380. Kilde: Jyllands-Posten
Forrige artikelLille kamera skaber nyt håb for totalt blinde
Næste artikelFedme kan være skyld i barnløshed