Lykken er ikke det perfekte liv

For mange mennesker står det perfekte liv og den positive tankegang som et direkte trinbræt til evig lykke. Men i jagten på det pletfri hjem, de velopdragne unger og det gnidningsfri parforhold glemmer vi gøre plads til de tidspunkter, hvor livet ikke er så fantastisk.

I Vesteuropa har man altid afbildet klogskab som en figur med en krop og to ansigter, der kigger hver sin vej.

– Det er et meget godt billede på parforholdet. Insisterer man på, at ens egen synsvinkel er den eneste rigtige, når man ingen vegne. Formår man derimod at samarbejde, får man det fulde udsyn, forklarer sogne- og sygehuspræst Preben Kok. Naturli har mødt ham til en snak om lykken, parforholdet og faren ved ensidighed – især tvungen positivitet. Gennem sit arbej de som præst får Preben Kok lejlighed til at se en masse kønsrollemønstre, og han giver her et rigtig godt bud på, hvorfor det af og til er så svært at tale med sin bedre halvdel.

Parforhold og grænser

Preben Kok beskriver forskellen mellem kønnene som grænsesprængende og grænsesættende. Han forklarer de to betegnelser på følgende måde:

– Syndefaldet blev udløst af Eva, som valgte at bryde Paradisets regler, da hun spiste af Kundskabens Træ. Ethvert parforhold består af en grænsesprængende person og en grænsesættende person. I de fleste parforhold er det kvinden, der er den grænsesprængende, mens manden er den grænsesættende.

Den grænsesprængende part står for bevægelse og fornyelse: ”Hvad skal vi lave i næste weekend? Lad os prøve noget nyt!” Den grænsesættende part står derimod for stabilitet og ro: ”Lad os gøre, som vi plejer. Det fungerer jo fint.” Nogle familieterapeuter taler endda om, at der i ethvert forhold er en traktor og en mose – en kæmpende og en forsonende part.

– De sidste 30 år har man udlagt den grænse sættende adfærd som en slags sløvhed hos mænd, men nu mener jeg, at tiden er moden til at erkende, at mænd og kvinder bare er forskellige og godt må trække i hver sin retning. Og min påstand er, at der i parrene under de 30 år er nogle andre og mere, skal vi kalde dem traditionelle kønsrollemønstre end hos parrene over de 30.

Modsætninger mødes

Preben Kok forklarer, at rollerne er lige omvendt i nogle forhold. Her er manden den grænsesprængende, mens kvinden er den grænsesættende, og det fungerer på samme måde. Det vigtigste er bare, at begge lidenskaber er i en familie.

– Vi vælger med usvigelig sikkerhed vores modstykke. Hvordan går det for sig? Det afgøres ikke med hjernen eller hjertet, men nede i dybet, hvor klogskaben sidder.

Preben Kok forklarer, at den grænsesprængende part i forholdet synes, at det bedste her i livet er modspil. Den grænsesættende synes, det er solidaritet. Da man holder af hinanden, giver man hinanden det, man selv synes, er det bedste. Men det er ikke det, den anden søger efter.

– Når den grænsesprængende kommer hjem og fortæller, hvad hun har gjort, siger den grænsesættende ”det var godt.” Dermed føler den grænsesprængende sig ikke hørt. Omvendt giver den grænsesprængende modspil, hvor den grænsesættende bare ønsker bekræftelse.

Denne forskel er tit tydelig, når man får børn, hvor man kan være helt uenige om, hvad der skal ske. Når man ser et par sammen, kan man som regel se, hvem der har hvilken af de to roller. Med alderen får man mere af hinandens sider. Man finder sammen, fordi man ved, at den anden part har realiseret det, man ikke selv har. Og gennem kamp og kærlighed bliver man med tiden til to hele mennesker. Men ens oprindelige grænsesprængende eller grænsesættende profil bliver ved med at være den dominerende. Man får bare bedre fat i den modsatte side med tiden. Og måske er det derfor, vi nogle gange taler om, at livet begynder ved de fyrre eller halvtreds.

– Jeg er selv den traditionelle grænsesættende mand, og jeg kan rigtig godt lide at holde foredrag sammen med en grænsesprængende mand eller kvinde. Det giver en forrygende dynamik.

Lykken kan ikke vælges

Nu kunne man måske få den tanke, at vi burde have et horn i siden på hende den grænsesprængende Eva, som fik mennesket smidt ud af Paradis, men det er langtfra tilfældet.

– Vi taler tit om lykken som en paradisisk tilstand. Men paradistilstanden er ikke ønskværdig. Der fandtes ingen forplantning i Paradis, så du og jeg ville ikke have eksisteret uden syndefaldet. Også i dag er syndefaldet essentielt, for det er der, man bliver menneske. Inden for psykologiens verden taler man om, at mennesker kan have problemer, fordi de ikke har begået deres ”personlige syndefald”. Det personlige syn de fald kan bedst beskrives som en omvæltende begivenhed, der gør, at vi mister troen på os selv som perfekte og ufejlbarlige. Vi opdager, at vi rummer sider i os selv eller kræfter, vi ikke bryder os om og har svært ved at acceptere.

– Det fantastiske ved kristendommen er, at kirken godt ved, det perfekte menneske ikke findes. Derfor er syndernes forladelse og syndsbegrebet så vigtigt. De fleste tror, at synd er et undertrykkelsesbegreb, men det er i virkeligheden et frihedsbegreb. Det er friheden til ikke at være perfekt.

Netop denne frihed til ikke at være perfekt er nok værd at huske i vores jagt på det pletfrie hjem, de velopdragne og velklædte unger, det ultimative job og det fantastiske parforhold.

– Vi tror ofte, at vi kan vælge lykken gennem et positivt og perfekt liv, men det er ikke tilfældet. Gud har lavet verden større end som så. Vi oplever tit, at vi finder lykken et sted, hvor vi ikke regnede med, at den var. Det spændende er, at både livets positive og negative sider findes. Det er det, der giver helheden. Og at livet er lavet sådan, kan vi godt lide. Vi hører ofte, at vi skal tænke positivt, men i virkeligheden er det vigtigste at tænke sandt. Nogle mener, jeg har en meget negativ tankegang, men jeg synes, den er positiv. Jeg finder bare ressourcerne nogle andre steder.

Preben Kok Preben Kok er præst i Engum Sogn og på Vejle Sygehus. Her superviserer han bl.a. læger og sygeplejersker på de hårdest belastede afdelinger, hvor død og kritisk sygdom er hverdagskost. Preben Kok er også foredragsholder og forfatter til bogen ”Skæld ud på Gud,” hvori han opfordrer mennesker i krise til at dele ansvaret og sorgen med Gud, når livet gør ondt, og meningen hører op.

Forbutikken og bagbutikken

I sit virke som sygehuspræst er det Preben Koks vigtigste opgave at forklare folk, at man godt må tænke negativt, når det hele ser allermest uoverskueligt ud. Og det gælder både personale og patienter.

– Jeg blev ansat her i huset for at modvirke ensidigheden. Her tænker man i krop og rationalitet, indtil magtesløsheden bliver for stor. Så må man ty til irrationalitet, og det er den, jeg repræsenterer.

Men hvordan klarer man at arbejde med alvorligt syge og døende mennesker dag ud og dag ind?

– Først og fremmest hjælper man rigtig mange. Så succeshistorierne er der også rigtig mange af. Men skal man overleve det værste, må man hente ressourcerne i det forbudte. På de hårdest belastede afdelinger laver vi en ”bagbutik” for personalet i form af supervisionen. Der skal være et sted, hvor man tømmer det ud, som er for tungt. Det gør man meget ofte ved at tillade sig en kultur, der er anderledes end den, man har ude i ”forretningen”.

– Jeg lærte denne tankegang under min opvækst. Mine forældre havde et mejeriudsalg med for lille omsætning. Derfor måtte vi krybe for kunderne for at få mad på bordet. Men bagbutikken var vores fristed, hvor vi kunne sige, hvad vi i virkeligheden syntes om de folk, der kom i udsalget. Du skal have to rum. I det ene skal du opføre dig ordentligt, for det kræver dit arbejde. Men for at kunne det skal du have et andet rum, hvor du kan være dig selv. Det er igen den dobbelthed, der giver klogskab og sundhed. Vil man have forbutikkens normer til at gælde begge steder, brænder man ud.

– I supervisionens bagbutik er det okay at sige, hvordan man virkelig har det. Her er det i orden at føle håbløshed og magtesløshed, at blive vred på Gud eller noget andet, der er større end en selv.

– Når jeg oplever det værste her i huset, græder jeg. Og jeg har besluttet, at jeg ikke tørrer mine øjne, før jeg går ind på mit kontor. For på et sygehus må der godt være nogen, der græder, og det må godt være mig. Så knæler jeg ned og siger til Gud: Hvor var du henne, da det her skete? Hvorfor skal jeg rydde op efter dig? Ansvaret er dit, ikke mit! Og gudskelov er jeg altid efter tyve minutter parat til at gå videre med mit arbejde. Men jeg tager altså imod Guds rige som et lille barn, præcis som der står i Bibelen, at jeg skal. For jeg bliver vred og trodsig, når jeg føler, at Han svigter.

Det er helt i orden at føle afmagt og håbløshed. Det vigtigste er, at vi kan rumme både sorgen og glæden og give udtryk for den.

På samme måde er det godt at have et sted at ”læsse af,” når parforholdet gør knuder. Vi kan ikke altid være den perfekte kæreste, selvom vi gerne vil. Så er det med at komme lidt ud med kammerater eller veninder og få lov til at brokke sig over tingenes tilstand derhjemme.

Tilværelsens rastepladser

Preben Kok giver et billede på, hvordan den konstant positive tankegang kan køre os trætte:

– Lad os forestille os, at du beslutter dig for at køre herfra til Rom ad motorvejen. Kører du i ét stræk, er du så træt og forvirret, når du når frem, at du kører galt i det første kryds. Derfor har man lavet rastepladser på motorvejen. Når du kører derind, opgiver du i virkeligheden noget. Du opgiver at køre videre netop nu, men du samler også kræfter til at køre videre. Denne her vekselvirkning mellem at komme frem og opgive er vigtig. Det er nemlig den, der i sidste ende gør, at du når frem med energien i behold. Sådan er det også med tilværelsen. Det er okay at give op ind i mellem, for det er der, vi samler kræfter til at komme videre. Og ingen tænker over, at de ”giver op”, når de kører ind på en rasteplads, for det føles bare dejligt befriende. Det befriende er at give op, når man er træt. I gamle dage lagde man ting i Guds hånd, når det blev for tungt. Da gav man sig ikke i kast med at tænke positivt, men lagde det fra sig.

– Jeg leverer rastepladserne for de syge og de ansatte her i systemet. Jeg er ekspert i at få folk til at tænke negativt og give op. Det er det, man har brug for, når den positive tilgang har bragt en så langt ud, at man ikke har flere kræfter til at tænke positivt. Når man så løses fra håbet og magten, dvs. giver sig selv lov til at føle håbløshed og magtesløshed, kan man hvile sig og samle kræfter til at genfinde håbet.