Kikærter og grøntsager på ingen tid og med fantastisk balance mellem de skarpe porrer og den aromatiske kardemomme. Apropos den der kardemomme, så køb de hele kaplser og brug frøene indeni. De smager meget, meget bedre.
Til 2 personer 250 g kogte kikærter 2 porrer, renset og skåret i tynde strimler på langs 1 gulerod, skåret i meget fine tern 1 fed hvidløg, finthakket 5 g ingefær, finthakket 4-5 dråber fish sauce Frøene fra 5-6 hele kardemommekapsler 1 dl vand Hav- eller stensalt Friskkværnet sort peber Ekstra jomfruolivenolie Opvarm en kraftig gryde, pande eller wok, til den næsten er rødglødende. Den skal stå 5-10 minutter på højeste varme på komfuret… Medmindre du har induktion, for så er 30-45 sekunder oftest nok.
Bland i mellemtiden kikærter, porrer, gulerod, hvidløg, ingefær, fish sauce og kardemomme i en skål.
Kom en lille smule vand i gryden, panden eller wokken – højst ½ dl.! Det skal være så varmt, at vandet ikke fordamper, men danser hen over overfladen som små, fine perler.
Smid alle grøntsagerne ned i gryden, wokken eller panden og rør som en gal. Grøntsagerne skal lige præcis ikke brænde fast, men skal lige få lidt stegesmag og -varme. Dog helt uden olier eller fedtstof. Spæd eventuelt op med en smule vand undervejs, hvis gryden er ved at tørre ud.
Alle godterne burde være færdige på ca. 3 minutter. Smag til med salt, peber og olivenolie. Fif: Hvis du vil føje mere til retten, kan du snildt komme nogle optøede rejer i til sidst. Eller prøv at komme lidt grofthakkede, grønne oliven ved. Porrerne kan erstattes med forårsløg, skåret i papirtynde strimler. Flere krydderier er heller ikke af vejen. Prøv spidskommen, chili, fennikelfrø eller stjerneanis.
Hvis du ikke har kogte kikærter, kan du bruge de økologiske fra dåse, der kan fås de fleste steder.
Kikærter og porrer smager også fortrinligt i madpakken dagen efter.
Fra “Mere Køkkenrevolution fra Umahro” af Oscar Umahro Cadogan.
Forrige artikelCitronmarinerede rødløg og gulerødder i ovnen
Næste artikelKål, gulerødder, fennikel og æbler m. nigellafrø