Lys chokolade er også (lidt) sundt

Hvis du kan lide chokolade, er der godt nyt: Ny forskning fastslår, at al chokolade – også den lyse – har gavnlige effekter for helbredet.

Det har længe været kendt, at mørk chokolade kan mindske risikoen for hjertekarsygdomme og knogleskørhed. Det menes at være flavonoiderne og polyfenolerne, der har de gavnlige effekter.

Polyfenolerne er godt for benvævet og hjælper med at vedligeholde skelettet, mens flavonoiderne hjælper på endotelfunktionen. Endotel er det tynde lag af celler, som beklæder indersiden af blodårerne. En negativ indvirkning på endotelfunktionen kan på længere sigt føre til kolesteroludslip og åreforkalkning.

Omfattende undersøgelse med chokolade

Godt 21.000 mennesker har deltaget i en omfattende undersøgelse over 12 år, der er et samarbejde mellem universiteterne Manchester, Cambridge, Aberdeen og East Anglia. Hospitaler i Lancashire og forskningscentre i Cambridge og Amsterdam har også deltaget. Undersøgelsen har desuden trukket på beslægtede forskningsprojekter, så deltagerantallet er nået op på 158.000.

– Vores forskning konkluderer, at der er videnskabeligt bevis for at et højere indtag af chokolade er lig med en mindre risiko for hjertekar-sygdomme. Der er stærke indikationer på, at ikke blot flavonoiderne i den lyse chokolade, men også blandingen af andre bestanddele, såsom kalcium og fedtsyrer, kan være gavnlige, siger professor Phyo Myint, fra universitetet i Aberdeen, i et interview på universitetets hjemmeside.

Chokolade gav mindre risiko for hjertekarsygdomme

En stor del af deltagerne i undersøgelsen har fået 100 gram chokolade hver dag, og selvom den lyse chokolade viste gode takter, er det værd at huske på den mættede fedt, der følger med. Lys chokolade er som oftest med meget mælkefedt, og kakaoens gavnlige virkninger er heller ikke helt så høje som i en god mørk chokolade med mindst 70 pct. kakao.

Men det er godt nyt for de fleste, at også et stykke lyst chokolade kan gavne helbredet en lille smule.

Studiet konkluderer, at 100 gram chokolade om dagen giver 11 pct. mindre risiko for hjertekarsygdomme eller slagtilfælde, når man sammenligner med de deltagere i kontrolgruppen der ikke spiste chokolade.

Store kvalitetsforskelle på kakao

Kakao kommer fra kakaobønner, der primært vokser på Elfenbenskysten, Ghana og Nigeria. Kakao dyrkes også i noget mindre omfang i Central- og Sydamerika.

Træet har omtrent samme størrelse som et æbletræ, og frugten er gulbrun i form som en squash. Bag skallen ligger ca. 50 hvide bønner, der ligner smuttede mandler.

Når frugterne er modne, skæres de af træet, flækkes og kernerne tages ud. De hvide bønner lægges til gæring i omkring otte dage. Denne proces kaldes fermentering og er meget vigtig for aromaen og kvaliteten. Når fermenteringen er slut, tørres bønnerne og sendes videre til chokoladefabrikanterne.

Råvareprisen på kakao er steget med mere end 20 pct. de sidste fem år, og det har betydet højere priser på produkterne i butikkerne. Hvis du skal have en mørk chokolade er det værd at have for øje, at pris og kvalitet som oftest følges ad. En meget billig chokolade med 70 pct. kakao er sjældent nogen fornøjelse.

Kilde: University of Aberdeen

1 kommentar

  • Jan Hervig Nielsen siger:

    Hej.

    En del forskning kan være lavet af eller støttet af industrien. Måske støtter industrien også de nævnte undersøgelser. Derfor skal resultaterne måske tages med et større eller mindre gran salt. Men dermed ikke sagt, at resultaterne er 100 % upålidelige. For det mener jeg ikke de er.

    Jeg kan ikke lide mørk chokolade. Jeg elsker lys mælkechokolade. Men da jeg har sukkersyge diabetes type 2, køber jeg lys chokolade med mindre sukker.

    Jeg kan ikke udtale mig om mørk chokolade. Men ved lys mælkechokolade mener jeg ikke, at pris og kvalitet følges af. Efter min mening er billig Marabou m.m. akkurat lige så velsmagende og kvalitet som dyr Valrhona m.m.

    Kærlig hilsen
    Jan Hervig Nielsen’
    Ideudvikler
    Projekt Smørhul
    ( og Projekt Trafiksikkerhed )

  • Skriv din mening - ikke til spørgsmål, send dem gennem brevkassen i stedet.

    Skriv et svar

    Husk at krydse af her!Denne anordning er desværre nødvendig, da vores inbox ellers oversvømmes af spam-mails, afsendt automatisk fra såkaldte mailrobotter.

    *