Måske skal vi ikke være så bange for at føle stress

Af: Clara Edgar

Foto: Adobe Stock

Følelsen af at være stresset eller angst er på mange måder en naturlig reaktion. Faktisk kan de nogle gange hjælpe os. Det er i hvert fald psykolog og forfatter Lisa Damours pointe, særligt når det gælder unge piger, og hvad forældre skal vide om at håndtere deres følelsesregister.

Herhjemme har stress og angst blandt særligt unge piger fyldt meget. Vi har snakket om 12-tals piger, skrøbelige piger og pressede piger. Faktisk konkluderer Sundhedsstyrelsen i deres Nationale Sundhedsprofil 2017 også, at særligt unge kvinder kæmper med dårligt psykisk helbred.

Det samlede indtryk efterlader en med oplevelsen af, at unge kvinder i dag har mere vægt på deres skuldre end deres mandlige pendant. Måske endda at de også bliver presset mere end tidligere generationer.

Og det gør de på sin vis også ifølge den amerikanske psykolog og forfatter Lisa Damour. Hun har beskæftiget sig meget med gruppen, og i en snak med en journalist fra CNN fortæller hun, hvorfor de unge piger i dag har det svært. Heldigvis fortæller hun også, at der er ting, man som forælder kan gøre for at hjælpe sit barn.

Forskellige standarder

Lisa har skrevet bogen ”Under pres: At konfrontere epidemien af stress og angst hos piger. I interviewet med CNN forklarer hun både, hvorfor piger er mere tilbøjelige til at blive stressede og angste i dag, men hun forklarer også, hvordan forældre kan være med til enten at gøre situationer værre eller bedre alt efter, hvordan de reagerer.

Lad os tage det første først: Hvorfor er piger mere stressede og angste i dag? Ifølge Damour hænger det sammen med forventninger. Piger er i dag en del af den akademiske elite, hvor de faktisk på mange fronter klarer det bedre end de unge mænd. De får bedre karakterer, og i USA bliver 70 procent af alle taler ved eksamensafslutninger holdt af piger (som regel holdes talen af den elev med det højeste gennemsnit).

Damour forklarer, at omgivelser og samfund har fået større forventninger til, at piger klarer det godt i skolen. Dermed har de lagt endnu en forventning på pigerne, uden at noget andet er blevet fjernet. For det, som piger skulle være tidligere, skal de nemlig også stadig.

Damour mener, at der stadig er forventninger om, at piger skal være kønne, hjælpsomme, behagelige og have gode bånd til familien. Standarder, hun ikke oplever, bliver lagt ned over drenge i samme grad. Omgivelserne er altså med til at presse de unge piger. Oven i det kommer så, at piger, ifølge Damour, også er mere tilbøjelige til at vende følelserne indad end drenge, som i højere grad vil være udadreagerende.

Udfra det kan man altså drage den erfaring, at man som forældre med fordel kan sænke sine forventninger til sit barn på nogle parametre – og måske tænke over, om man sætter forskellige standarder for drenge og piger.

Men det er ikke det eneste, man kan gøre.

Stress og angst er reaktioner på noget nyt

For mens stress og angst i nogle tilfælde kan blive så voldsomme, at de er direkte invaliderende, er følelsen af at være stresset eller angst/nervøs for en opgave faktisk i sin grundessens naturlige og på sin vis gavnende. De fortæller os nemlig bare, at vi står overfor noget ukendt eller noget, vi måske er uforberedte på.

Og som mennesker kan vi ikke undgå at havne i ukendt farvand. Det er på sin vis et vilkår for det at gå i skole, hvor man hele tiden bliver mødt med noget ubekendt. Damour forklarer også, at vi som mennesker er meget tilpasningsdygtige. Det betyder, at det, der virkede skræmmende og stressende første gang, bliver meget nemmere anden gang.

Et eksempel på det er, første gang man tager et barn med hjem fra hospitalet og den angst, det kan medfører. Hvis man gør det med et barn nummer to, er man meget mere tryg ved situationen.

Derfor skal vi heller ikke være bange for de her følelser som sådan. Heller ikke som forælder – selvom det kan virke som en refleks at ville hjælpe sit barn ved at tage handling i en situation, der virker angstprovokerende på dem. Damour forklarer, at det nogle gange er den bedste idé, bare at anerkende følelsen og sige videre eller lade det unge menneske få følelserne ud, så de kan give afkald på dem.

Op at stå – videre

De fleste kender det scenarie, hvor et barn falder, men ikke græder. De kigger i stedet op mod mor eller far, og hvis de virker bange, begynder barnet at græde. Hvis forældrene derimod siger: ”Nå for delen, op at stå”, så leger barnet ufortrødent videre. Det samme, forklarer Damour, gør sig gældende for unge mennesker, stress og angst. Hvis en forælder reagerer bekymret eller voldsomt på det stressende element, vil det også smitte af på deres barn.

En anden følelse, de fleste sikkert også kender, er følelsen, der kommer i kroppen, når man har grædt noget ud. Lettelsen. Den mener Damour også, at det er vigtigt, at de unge mennesker lærer at kende, så de finder ud af, at kroppen har et naturligt reaktionsmønster på følelser. De kommer i bølger og kan ebbe ud, hvis de får lov. Det skal man ikke være bange for.

Slutteligt understreger Damour, at vi netop taler om unge mennesker, som har mange år foran sig. År til at lære og lære om sig selv. Derfor er det også misforstået, når vi beder de unge om at vide, hvem og hvad de er i så ung en alder, som det både er tilfældet i USA og Danmark i dag. Her skal karrierevejen næsten være skrevet ned i uddannelsesplaner, inden børnene forlader folkeskolen. Det er vigtigt, at både forældre og samfund giver plads til fejl og forkerte beslutninger, og at man kan udvikle sig – også efter sin 18-års fødselsdag

Du kan læse hele interviewet på engelsk her

Skriv din mening - ikke til spørgsmål, send dem gennem brevkassen i stedet.

Skriv et svar

Husk at krydse af her!Denne anordning er desværre nødvendig, da vores inbox ellers oversvømmes af spam-mails, afsendt automatisk fra såkaldte mailrobotter.

*