Fedme, forhøjet kolesterol og type 2 diabetes er blevet folkesygdomme i Danmark. Politikens Forlag har udsendt en bog om mad og kostvaner, som rigtig mange danskere kan lade sig inspirere af.
Hvert år rammer diabetes i en af sine former yderligere 10-15.000 danskere. I dag er der mere end 300.000 registrerede diabetikere i Danmark. Ifølge Sundhedsstyrelsen er op mod 40 pct. af den voksne befolkning overvægtige, dvs. med et BMI på over 25.
Med disse fakta in mente er der god brug for bogen “Det Helbredende Køkken” fra Politikens Forlag. For sund mad er den mest afgørende faktor for vores helbred. Bogen tager udgangspunkt i en 4-ugers kur, der både kan gøre dig mere sund nu og her – og samtidig ændre dine vaner i en sundere retning på længere sigt.
Bogens første 70 sider handler om 4-ugerskuren. Kuren har været testet i forbindelse med bogens tilblivelse, og fire af testpersonerne fortæller i små citatblokke rundt omkring i bogen, hvordan de har tacklet udfordringerne, og hvordan 4-ugers-kuren har virket på dem. I bogens første halvdel er der mulighed for at få viden om kost og kostens betydning for vores sundhed. Det er skrevet let forståeligt, og der er ingen pegende fingre. Der er f.eks. en god vejledning til at læse varedeklarationer, der er en gennemgang af de sunde fødevarer, der er en oversigt, der viser, hvad man kan erstatte de fede og usunde ingredienser med i madlavningen og meget mere.
Bogens sidste knap 130 sider er opskrifter, der kan bruges både morgen, middag og aften. Hvis du troede, sund mad er kedelig mad, kommer din opfattelse virkelig på prøve. Det er samtidig enkel mad, som de fleste magter at kokkerere. Vi har fået lov at bringe et par smagsprøver…
Se nogle af de lækre opskrifter her:
Pandekager med spicy kartoffelfyld (masala dosa)
Det Helbredende Køkken, Politikens Forlag 2010, 208 sider, kr. 250,- (vejl.) Kan bl.a. købes på www.saftkraft.dk og i boglader.