Mad

Madblogs for enhver smag

26. juni 2014

Hvad enten du står og mangler en bestemt opskrift, eller du er på udkig efter ny inspiration, der kan peppe den daglige madlavning op, er der masser at komme efter på de tusindvis af madblogs på nettet. Vi ser på, hvad der gør en god madblog.

 
Madbloggerne er en broget skare med passionen for mad til fælles. Gruppen rummer alt fra de glade amatører, der lægger opskrifter op sammen med fotos og dagbogsnotater om, hvad de har oplevet af stort og småt, til professionelle skribenter, der primært bruger bloggen som et led i brandingen af dem selv og deres forretning. Mange har valgt en niche som f.eks. vegetarisk mad, kager eller salater, mens andre boltrer sig hele spektret rundt.

Bloggen Green Kitchen Stories har specialiseret sig i sund vegetarisk mad. Bag den engelsksprogede blog står danske Luise Vindahl og hendes svenske mand David Frenkiel. Han er hardcore vegetar, mens hun godt kan lide fisk og også gerne sætter tænderne i en økologisk kylling eller kalkun, når hun spiser ude. Bloggen indeholder et sandt overflødighedshorn af grønne opskrifter, som parret har udviklet hjemme i køkkenet i Stockholm. David Frenkiel, der har en baggrund som fotograf, art director og stylist på et magasin, står for den flotte billedside.

Opskrifter og historier

Green Kitchen Stories, som startede i 2009, har 200.000 ugentlige læsere. Succesen er ifølge Luise Vindahl et resultat af flere faktorer, som er fælles for gode og læseværdige blogs.

– Det er vigtigt at holde en god tone. Der skal være noget nyt at komme efter for læserne. Vi lægger nye opskrifter ud en gang om ugen. Og billederne skal inspirere og give folk lyst til at gå i gang med en opskrift derhjemme, remser Luise Vindahl op.

Til forskel fra mange andre madblogs har Green Kitchen Stories valgt ikke at udlodde produkter sponsoreret af virksomheder, hvilket ellers kan lokke nye læsere til. Luise Vindahl mener, det ville skade troværdigheden. 

Ligesom på de fleste andre blogs er Green Kitchen Stories et miks af opskrifter og personlige beretninger fra bloggernes liv. I tillæg til en opskrift på en italiensk pastaret får læserne historien om, hvordan det dansk-svenske par mødte hinanden i Rom, hvor David Frenkiel i en periode havde slået sig ned for at lære italiensk. Samtidig dyrkede han sin store passion for at lave mad i verdens mindste køkken i hjertet af den italienske hovedstad. Den sidste måned, han opholdt sig i byen, mødte parret hinanden, og et halvt år senere flyttede Luise Vindahl til Stockholm, hvor hun har boet i fem år nu.

At læseren således får et indblik i bloggerens liv, giver en følelse af fællesskab på nettet, hvor de deler interessen for mad. Læserne kan komme med kommentarer og stille bloggeren spørgsmål.

En blog er her og nu

Luise Vindahl peger på, at madblogs i modsætning til en kogebog er et foranderligt og levende univers.

– En blog er ret meget her og nu. Den kan lynhurtigt opsnappe nye tendenser og bringe dem videre, hvorimod en bog er et materiale, man har lavet et år inden, den bliver udgivet, siger Luise Vindahl, som dog mener, at kogebøger ofte har en større kvalitet end de fleste blogs. Især hvad angår det rent visuelle.

Da Luise Vindahl og David Frenkiel startede deres blog i 2009, var det ”bare et sjovt projekt” på et tidspunkt, hvor madblogs stadig var et ret nyt fænomen. Parret spiste dengang ret forskelligt, men de ville gerne finde en fælles grøn og vegetarisk stil. De syntes, der manglede sund og grøn vegetarisk mad. Hvad de fandt var enten for meget baseret på kulhydrater, eller slet og ret kedelig 70’er-fodformet mad med for lidt vægt på god smag. Parret, som rejste meget, lod sig inspirere af andre landes køkkener, bl.a. thai, vietnamesisk og indisk, hvilket bloggen bærer præg af.

– Vores opskrifter er baseret på grøntsager og frugt. Den adskiller sig fra lignende blogs ved ikke at bruge, hvad jeg kalder fusk-kødprodukter som f.eks. sojapølser. Og så snakker vi også ernæring, for mad skal give masser af god energi, siger Luise Vindahl, som er ved at uddanne sig til ernæringsterapeut.

Hun står for udviklingen af hovedretter, mens David Frenkiel står for desserter og bagværk. Det er de hver især bedst til.

Krydderier og trendy diæter

Parret har netop været en måned i Marokko for at samle inspiration til en kogebog, nummer to i rækken, der skal udkomme i efteråret 2014. Luise Vindahl taler varmt om landets fantastiske krydderier.

– Krydderier er i det hele taget en stor inspiration for os, men vi lader os også inspirere af trendy diæter, der er oppe i tiden. F.eks. palæo og 5/2-kuren. Der er noget spændende ved tendenser, som masser af mennesker pludselig samles om. Det kan være sjovt og udfordrende at udvikle opskrifter helt uden korn. Men mest synes jeg, at det er ærgerligt at overgive sig helt til et bestemt regelsæt, mener Luise Vindahl, som godt kan lide variation i vegetarmaden.

Da det dansk-svenske par startede bloggen, anede de ikke, om der ville være læsere til den. Som allerede nævnt er der 200.000 faste følgere. Bloggen topper især de steder, hvor sund livsstil er poppet op, det drejer sig bl.a. om Californien, Skandinavien og Canada.

Green Kitchen Stories modtog sidste år en pris for årets bedste Speciel Diets Blog af det amerikanske madmagasin Saveur.

Find bloggen på www.greenkitchenstories.com

 

 

Opskrifter fra bloggen Greenkitchenstories:

Rå lime-mousse med granatæble

Sorte ris, grønkål og aubergine-pilaf

Grøn pizza med blomkålsbund

 

Forrige artikelHvidt brød er bedre end sit rygte

Næste artikelAntiaging med næring