Mad

Nødder som superfoods

14. november 2013

I lang tid har vi interesseret os for superfoods og deres gavnlige effekter for sundheden. Men hvad er superfoods egentlig?

Nogen endegyldig definition på superfoods er der ikke, men overordnet kan man sige, at superfoods er fødevarer med et højt indhold af gavnlige stoffer som vitaminer, mineraler, antioxidanter og sunde fedtsyrer. Når vi tænker superfoods, tænker vi ofte på de mere eksotiske superfoods som goji og acai. Men vi kan også dyrke superfoods herhjemme. Nødder og mandler er også at betegne som superfoods, og med efterårets komme er der mulighed for at høste nødder.

Mange typer af nødder importerer vi fra udlandet, da flere sorter trives bedst i varmere klima. Men herhjemme kan vi dyrke hasselnødder, valnødder og til dels mandel. Mandel er mere vejr-følsom end hasselnødder og valnødder, men det kan lade sig gøre.

Nødder og mandler indeholder masser af sunde fedtsyrer, fibre, proteiner, vitaminer og mineraler, og det er det, der berettiger betegnelsen superfoods om nødder.

Hvilke nødder kan hvad?

Valnødder: Har det højeste indhold af omega-3 fedtsyre i forhold til andre nødder. De indeholder E-vitamin, B-vitaminer og kalium, calcium, magnesium og zink. Ved at spise valnødder får du også fytokemikalier som ellagsyre, der er en antioxidant.

Valnødder er typisk ikke den type nødder, vi spiser flest af, da mange ikke bryder sig om den bitre smag. Bitterstofferne stimulerer dog lever og galde til fordel for fordøjelsen. 

Vil man gerne gøre smagen mere mild, kan nødderne sættes i blød natten over, for på den måde mindskes bitterstoffer. Mængden af fytinsyre nedsættes også, hvilket kan gøre nødderne lettere at fordøje. Skyl nødderne efter endt iblødsætning, opbevar dem dækket af vand i køleskabet og tag med en ren ske. De skal spises inden for et par dage. Du kan også duppe nødderne tørre i et rent viskestykke og tørre dem på 40-50 grader i ovnen et par timer. Mandler og andre nødder kan også sættes i blød.

Mandler: Fedtindholdet ligger på omkring 39 g. pr. 100 g., hvoraf de ca. 27 g. er monoumættede. De har et højt indhold af E-vitamin, der fungerer som en antioxidant. Mandler indeholder 9,2 g. fibre og 20,5 g. protein pr. 100 g., samt K-vitamin, folsyre, calcium, magnesium, fosfor, jern og zink.

Mandler fremhæves ofte som ideelle at have med i sin kost. Det skyldes, at de har et lavere fedtindhold end de fleste nødder, og at protein- samt fiberindholdet er højt. De vil derfor kunne give mæthed samt stabilisere blodsukkeret. Et mellemmåltid, der udelukkende består af et stykke frugt, kan gøres mere mættende og være mere blodsukkervenligt, hvis man indtager mandler sammen med.

Hasselnødder: Ligesom mandler indeholder hasselnødder også en del E-vitamin. Dertil kommer calcium, kalium, magnesium og fosfor samt et højt indhold af monoumættede fedtsyrer. Når man rister hasselnødder nænsomt og gnider skallen af, får man de lækreste nødder, som er flotte at pynte med og som smager mildt af nougat.

Nødder indeholder ligesom f.eks. fuldkornsprodukter en del nikkel, som er et problem, hvis man lider af nikkel-fødevareallergi. Det betyder ikke, at man ikke kan tåle nødder og mandler, hvis man ikke kan tåle smykker med nikkel. Men fortsætter du med at have kontakteksem, selvom du ikke er i kontakt med nikkel, så kan det være en mulighed at se nærmere på kosten.

Tørring og opbevaring af dine nødder

Har du selv været ude at plukke nødder, skal de efterfølgende tørres. Nødder kan tørres ved at lægge dem på en rist et lunt sted (max. 35 grader) med god luftcirkulation. Det kan tage 5-7 dage, før nødderne er tørre. Tjek om nødderne er tørre nok ved at smage på dem – de skal være sprøde og ikke bløde. Er de stadig bløde, skal de tørre lidt længere. Men det er en balancegang, for de skal jo heller ikke indtørre.

Efter tørring opbevares nødderne køligt og med god luftcirkulation og væk fra mus. Kom dem f.eks. i en nylonstrømpe og hæng dem op i loftet i et skur eller garage.

Forrige artikelSkriv dig til et bedre helbred

Næste artikelFørstehåndsindtryk: Er du “pæn” eller ærlig?