Naturli’s madskribent Trine Vesteraa har skrevet en kogebog, hvor det mest ekstravagante køkkengear er en foodprocessor, en håndmixer og så ellers de bare næver…
Ja, det er udgangspunktet for kogebogen ”Det smager sødt”, som jeg har lavet i samarbejde med fotograf Kirsten Bøjstrup. Det skal være nemt at lave lækkerier, der kan tilfredsstille den søde tand og give det usunde søde, vi normalt spiser, kamp til stregen. Bogen indeholder søde sager uden mælk, sukker og gluten. Det er for mange mennesker en stor udfordring at lave mad uden de tre ingredienser, så derfor skal det ikke være køkkengrejet, der sætter begrænsningerne.
Bogen er desuden lavet ud fra filosofien om, at:
• opskrifterne skal være lette at lave
• de fleste ingredienser skal kunne købes i almindelige supermarkeder
• og selvfølgelig vise, at lækkerier uden mælk, sukker og gluten smager skønt
I bogen er der masser af hjælp at hente for jer med gluten- og/eller mælkeallergi, men bogen er også for alle jer, der ”bare” gerne vil have nogle sundere alternativer til lækkerbiskner. Det er ikke en bog med løftede pegefingre og krav om askese, men derimod et bud på, hvordan nydelse forenes med mad uden mælk, gluten og sukker.
Opskrifterne kan dække de fleste behov fra kolde og varme drikke, morgenmad, desserter, brød, kager, små snacks, muffins til flødekager og julegodter.
Der er ikke brugt almindeligt sukker i opskrifterne, men der sødes i stedet med stevia, sukrin, honning, agavesirup, frugt og tørret frugt. Den chokolade, der anvendes, er sødet med stevia eller birkesød. Alternativt kan der bruges chokolade med 85 pct. kakaoindhold. Når kakaoindholdet er højt, er sukkermængden mindre, og 85 pct. chokolade smager stadig skønt uden at være for bitter.
Når man bruger glutenfri mel og intet almindeligt sukker, kan det være en udfordring at få udseende, smag og ikke mindst konsistens til at gå op i en højere enhed. Eksempelvis kan det være svært at få noget til at blive sprødt, da hverken sukrin, stevia eller agavesirup har den egenskab. Honning kan i den forbindelse bedre bruges.
Bogen indeholder flotte billeder, opskrifter krydret med små tips og tricks samt et afsnit om særlige råvarer. Du får denne gang fem lækre smagsprøver – hvoraf et par er perfekte til den stundende højtid.
God fornøjelse…
Det smager sødt
Find Trine Vesteraas nye bog med opskrifter til den lækkersultne, der hverken ønsker mælk, gluten eller sukker i Naturlis shop: www.naturlishoppen.dk.
Pris 229,-