Nyheder

Mad, som ælder os

29. november 2010

Rynker, hjertesygdomme og diabetes hører ofte alderen til, men noget mad ælder os hurtigere og sætter gang i skavankerne, kan forskere konstatere.

Nogle fødevarer indeholder stoffer, der ælder vores krop, viser ny forskning fra Baker IDI Heart and Diabetes Institute i Australien. Det drejer sig om stoffet, der passende nok, er forkortet AGE – Advanced Glycation End Products – og som f.eks. dukker op, når maden bliver kraftigt varmebehandlet.

Derfor opfordrer leder af forskningen Dr. Josephine Forbes ifølge Sidney Morning Herald, til, at vi rister brødet lidt mindre. Men AGE findes også i andre forarbejdede fødevarer og drikke – f.eks. kaffe og cola.

Ælder organer som hud og hjerte

Hendes forskning peger på, at når vi får for meget AGE, så ælder huden hurtigere med rynker og mørkere pigmentering, men også vores andre organer udviser alderssymptomer – som hjerteproblemer og diabetes.

AGE bliver skabt i en kemisk proces, som både foregår naturligt, når vi ældes, men som også opstår i tilberedelsen af mad. Derfor kan vi komme til at optage for meget AGE eller danne stoffet selv for hurtigt ved at have et forhøjet blodsukker, der ælder os hurtigere og skader vores væv og organer.

Sød og fed mad ælder

Fedt og sukker i madvarer, der bliver forarbejdet, producerer mest AGE – især animalsk fedt, som du steger, bager eller griller ved høje temperaturer. Josephine Forbes siger, at maden ofte er kendetegnet ved at være gylden og sprød.

Udover de oplagte madvarer i denne kategori, er der også det hvide brød, som er blevet godt og grundigt ristet, ligesom andre morgenmadsprodukter – ristet mysli og sprøde, bagte og ristede morgenmadsblandinger hører med i kategorien af mad, der ælder os.

Spis rå mad, der ikke ælder

– Jo mere sukker, der er i maden, og jo mere forarbejdet det er, jo mere AGE vil det typisk indeholde. Der er ikke meget mad, der i sin naturlige form producerer AGE, siger Josephine Forbes.

Derfor er det oplagt at skifte den ristede mysli ud med en rå udgave eller lave en havregrød, der er nænsomt kogt. Hvis man har hang til ristet brød, er det bedre at riste et groft surdejsbrød let i stedet for det hvide brød. Faktisk kan tilstedeværelsen af hele kerner reducere udviklingen af AGE under ristningen med hele 70 pct.

Indtil videre er forskningen i AGE, og hvordan den ælder kroppen, på et tidligt stadie. Men der er tegn på, at AGE bl.a. ælder huden ved at angribe dens kollagen – det stof, der sikrer hudens elasticitet. Også immunforsvaret tager skade af AGE, ligesom det kan bidrage til hærdede arterier og nyreproblemer.

Kilde: smh.com.au

(Oprettet den 29. november 2010)

Forrige artikelFlemming Enevold: Tre spor til et bedre liv

Næste artikelGulerødder er livsforlængende