Mad

Mad som medicin til ældre og indlagte?

Foto: Shutterstock
16. marts 2022

Kan god mad have betydning for ældre og syges bedring? Det er et godt spørgsmål, der optager flere og flere danskere.

Antallet af indbyggere over 65 år i Europa forventes at stige med cirka 50% til 151 millioner i 2080. Jo længere vi lever, des flere syge og ældre skal vi kunne håndtere, også i Danmark. Vi vil derfor i denne artikel se nærmere på, om maden i højere grad vil kunne inddrages som en forebyggende og opbyggende faktor for ældre og syge. Mad som medicin kan nemlig være en både billig og enkel løsning at implementere, og så ovenikøbet helt bivirkningsfri.

God mad som grundlag for en sund organisme

Nylige forskningsresultater viser, at god og næringsrig mad har overordentlig stor betydning for menneskers generelle sundhed.

Naturligvis, vil du måske sige. Men det er ikke en selvfølge, at vi i en tid med et hidtil uset højt udbud af ultraforarbejdede fødevarer og fast-food, er tilstrækkeligt opmærksomme på, at mad, fremstillet fra bunden af de allerbedste og uforarbejdede råvarer, i mange tilfælde er den mest effektive medicin, vi kan byde vores kroppe.

Madens kvalitet og måden, den serveres på, har om muligt endnu større betydning for vores velbefindende og indre biokemi, jo ældre vi bliver. Råvarernes næringsindhold spiller afgørende ind, i særlig grad blandt syge og ældre. Desværre ser det bare ud til, at det for mange ældre og svage i dag kan være vanskeligt at få tilstrækkeligt næringsrig og indbydende mad. Det har formodentlig afgørende indflydelse på såvel deres livskvalitet som livslængde.

Kan ældre og syge være underernærede?

Der ser ud til at være en sammenhæng mellem kvaliteten af ældre og syges mad og så deres immunitet og generelle helbredstilstand. En hyppig form for underernæring kendes som mikronæringsunderernæring. Mangel på mikronæringsstoffer, hvor personen mangler essentielle vitaminer og mineraler.

Tilstanden forekommer hyppigt blandt ældre og syge, selv i velhavende lande som Danmark. Sådanne mangler kan have fatale helbredsmæssige konsekvenser og være forårsaget af blandt andet en for ringe madkvalitet.

En systematisk gennemgang af 46 forskellige forskningsprojekter, der har undersøgt ældres (+65 år) indtag af mad og næringsstoffer, viste, at mange havde for lave niveauer af vitaminer og mineraler. Deltagerne manglede særligt D-, C-, A- og E-vitamin, folinsyre, B1-, B2- og B6-vitamin samt mineralerne calcium, magnesium og selen.

I de senest offentliggjorte data om næringsstofindtag i Holland, der omfattede både mænd og kvinder i alderen 70-94 år, havde 95% af mændene og 91% af kvinderne utilstrækkelige D-vitaminniveauer, ligesom der blev fundet en række andre alvorlige næringsstofmangler blandt deltagerne. Omega-3 fedtsyrer blev i undersøgelsen identificeret som særdeles vigtige for en sund aldringsproces, men er ofte også en mangelvare blandt ældre.

Det handler om omtanke og omsorg

Omvendt viser tallene også, at mange ældre får for meget salt, dårligt fedt, hvidt raffineret hvedemel og sukker i deres mad. Såfremt de fødevarer, der anvendes til ældre- og sygehusmad, er forarbejdede og raffinerede, vil det gå ud over fiber- og næringsstofindholdet. Forarbejdningen påvirker også tilgængeligheden af næringsstofferne. Ultraforarbejdede fødevarer smager ofte heller ikke af så meget, men indeholder til gengæld ofte store mængder salt, dårligt fedt og hvidt raffineret hvedemel samt sukker.

De livsvigtige næringsstoffer er langt sundere og lettere at få indenbords gennem uforarbejdede, økologiske råvarer, ligesom vores tarme har godt af arbejdet med at fordøje dem. Mange producenters hårde forarbejdning af vores fødevarer har vist sig også at kunne påvirke den vigtige tarmbiotas mikrobe-kvalitet og mangfoldighed og i værste fald føre til inflammation, fedme og andre livsstilssygdomme. Et studie fra 2015 indikerede ovenikøbet, at emulgatorer og andre tilsætningsstoffer kan øge problemernes omfang, da de påvirker tarmbiotaen negativt.

Det behøver ikke at være svært at lave god og næringsrig mad. Det er faktisk både enkelt og ukompliceret at lave sund mad af de allerbedste økologiske råvarer. Det handler bare om omtanke og omsorg. Det kan du læse om på de følgende sider.

Ved at sikre et tilstrækkeligt dagligt indtag af alle de vigtige og naturlige nærings- og mikronæringsstoffer vil rigtig mange ældre og syge givetvis kunne hjælpes til et bedre liv med færre dårligdomme og mindre medicin.

Forestil dig farverige, indbydende og velsmagende måltider, tilberedt af de allerbedste, næringsrige, økologiske grønsager. Det virker, styrker og gør glad, hvad enten du er ung, ældre eller syg.

Brug maden som medicin

God og næringsrig mad er selve grundlaget for kropslig sundhed. Den tilfører vigtige næringsstoffer, fibre samt vitaminer og mineraler, og den er en betingelse for, at et velfungerende immunforsvar kan hjælpe os med at forebygge eller bekæmpe sygdom. Kvaliteten af den mad, vi spiser hver dag, er således afgørende for, hvordan vi har det.

Når vi nu også ved, at mange ældre og syge spiser mindre, at dagens højdepunkt ofte er måltiderne, så har vi for mig at se en oplagt mulighed – måske endda en forpligtigelse – til at sætte effektivt ind.

Lad os nytænke maden på alle landets hospitaler og plejehjem – i relation til næringsindhold, tilberedning, servering og lækkerhed. Nogle gør det allerede, andre kan inspireres. Og igen: Det behøver ikke at være så vanskeligt at vælge gode, uforarbejdede, økologiske råvarer, som vi ved er mere næringsrige end konventionelle. Det kræver heller ikke en voldsom stor indsats at tilberede dem optimalt, så smagen er i top, ligesom en delikat og individuel servering burde være en selvfølge. En undersøgelse fra Aarhus viser ovenikøbet, at hospitalsmad, der bliver serveret smukt og indbydende på tallerkenerne, får indlagte patienter på hospitalet til at spise mere.

Vi er alle forskellige, og der findes derfor ikke en standardanbefaling eller facitliste, når det kommer til optimale madanbefalinger. Det er dybt individuelt, hvad der er bedst for os hver især at spise. Et faktum, som vi også skal huske på landets plejehjem, lægeklinikker og hospitaler.

Undgå forarbejdede fødevarer

Som det fremgår af det foregående, så spiser vi danskere desværre i stigende grad mad, som er stærkt forarbejdet af industrien. Det kan – uanset alder og konstitution – have større negativ indvirkning på vores helbred, end vi måske er opmærksomme på. Når industrien piller ved de fødevarer, som vi skal leve og bestå af, så kan det føre til sygdom. Både udvikling af fedme, inflammation- og betændelsestilstande samt sygdomme som forhøjet blodtryk, for højt kolesterol og åreforkalkning kan ses som en konsekvens. Tilstande som alt for mange af os lider af i dag, hvor to tredjedele af alle danskere over 16 år har en diagnose på en såkaldt kronisk sygdom.

En amerikansk undersøgelse, foretaget af den amerikanske ernæringsforsker Kevin Hall, viste allerede for nogle år siden, at personer, som primært indtog forarbejdede fødevarer, typisk fik 500 kalorier mere indenbords end dem, der spiste uforarbejdede fødevarer. Ofte kom de ekstra kalorier i form af dårligt, raffineret fedt, sukker og hvidt raffineret hvedemel.

Jeg er ikke sikker på, at listen i relation til uheldige følgevirkninger af industriens voldsomme behandling og forarbejdning af vores fødevarer er udtømt med ovenstående eksempler. Jeg vil derfor varmt råde til, at hver enkelt af os – såvel enkeltpersoner som hospitaler og plejehjem – prioriterer mad, der er tilberedt af naturlige, uforarbejdede, økologiske råvarer. De er både mere næringsrige, mere velsmagende og mere tilfredsstillende. Vælger du sæsonens råvarer, kan de endda også være billigere.

Gør brug af gode vitaminer og mineraler

Et andet aspekt kunne være at supplere ældre og syges mad med tilskud af relevante vitaminer og mineraler som for eksempel D-vitamin, magnesium, zink samt B6- og B12-vitamin.

Her tænker jeg ikke på vitaminpiller af ringe kvalitet, med for eksempel uorganisk calcium, magnesium og selen, syntetisk E-vitamin og C-vitamin etc. Derimod tænker jeg selvfølgelig på food state-vitaminpiller, der har en høj optagelighed og effekt.

Mikronæringsstoffer er livsvigtige, og mange ældre og syge mangler dem. De optages bedst i organisk form, eller hvis de kombineres med en fødevarematrix – en form for madpakke. Det betyder også, at vi ofte kan nøjes med mindre doser. Sådanne vitaminer og mineraler findes i dag under betegnelsen food state.

Udgifterne til medicin stiger med rekordfart, og det kan derfor undre, at god og næringsrig mad ikke i højere grad, og som noget helt naturligt, inddrages som et effektivt, sygdomsforebyggende
middel. Hvor ville jeg ønske, at alle disse faktorer blev tillagt større betydning generelt samt i særdeleshed i nutidens sundhedsvæsen og ældrepleje.

Læs også sidehistorien: Et godt eksempel – Regionshospitalet i Randers.

Dagens højdepunkt

Måltidet er ofte dagens højdepunkt for en person, der er oppe i årene. Både fordi det er livsvigtigt at få tilstrækkeligt med næringsstoffer, men også fordi ældre ofte er småtspisende, hvilket stiller ekstra høje krav til madens kvalitet, næringsindhold og måden, den serveres på. Rigtig megen af den mad, der serveres for vores ældre her i Danmark, lever desværre ikke op til ovenstående, ovenikøbet særdeles velkendte krav.

Forrige artikelJuice-opskrift: Gulerodslift

Næste artikelGenerationer samles om helsekost

Anette Harbech Olesen

Mad- og sundhedskonsulent
Skribent på Naturli siden 2013.