Danskere og andre nordeuropæere er gode til at drikke mælk. Det skyldes blandt andet, at vi har et gen, der sætter os i stand til at fordøje komælk uden problemer.
Hvorfor det er sådan, skal 15 forskerhold på 13 universiteter rundt om i Europa nu bruge de kommende tre år på at kortlægge. De skal beskrive mælkens historie i Europa, både genetisk og kulturelt.
Fra Danmark deltager blandt andre professor i evolutionsbiologi Tom Gilbert, Københavns Universitet, der skal se på, hvornår europæerne begyndte at drikke mælk. Han skal bl.a. undersøge potteskår fra arkæologiske udgravninger for dna-spor af mælk og yoghurt.
Parallelt skal forskerhold se på udbredelsen af det særlige gen, der bestemmer, om et menneske er i stand til at nedbryde mælkens laktose.
Kilde: Jyllands-Posten