Nyheder

Mælkesyregæret grønt tilbehør

7. juli 2017

Mælkesyregærede grønsager er særdeles gode for din mikroflora i tarmene. Desuden er grønsager basedannende og bidrager med store mængder vitaminer, mineraler m.m. som alle er med til at opbygge immunsystemet.

MÆLKESYREGÆRET GULERODS-PASTINAKPOSTEJ

1 stort glas

Du skal bruge:

  • 2 fed hvidløg (kan udelades)
  • 200 g rødkål eller rød spidskål 50 g løg
  • 300 g pastinak
  • 100 g selleri
  • 300 g gulerod
  • 1 spsk. himalayasalt
  • 2 tsk. karry
  • 1 tsk. spidskommen
  • 4 spsk. Vita Biosa

 

Sådan gør du:

Gør grønsagerne i stand. Riv dem, og blend dem derefter til en mere fast masse. Hæld dem i en skål, og massér dem med saltet, til de slipper væden.

Tilsæt nu dine yndlingskrydderier (vi har brugt karry og spidskommen), og rør godt, så de fordeler sig. Tilsæt Vita Biosa, og hæld postejen i et skoldet og tørret patentglas. Sæt låget på, og stil glasset på køkkenbordet et døgn. Næste dag åbner du låget, så luften slipper ud.

Sæt glasset i køleskabet, og lad det fermentere i ca. 14 dage. Så er postejen helt klar til at spise.

Tip Du kan smøre postejen på brød, spise den som tilbehør til en madret eller spise den til morgenmad, f.eks. sammen med æg.

 


 

MÆLKESYREGÆRET GRØN SYMFONI

1 stort glas

Du skal bruge:

  • 300 g hvidkål (eller spidskål)
  • 200 g squash
  • 200 g fennikel
  • 125 g løg
  • 125 g rosenkål
  • 5 g grøn chili (eller efter smag)
  • 1 spsk. himalayasalt
  • 100 g brøndkarse
  • 100 g persille

 

Sådan gør du:

Gør alle grønsagerne i stand, og riv dem groft på et rivejern, eller kør dem i en foodprocessor. Hæld dem derefter i en skål, og masser dem med saltet, til de afgiver nok væde til, at den dækker grønsagerne. Tilsæt hakket brøndkarse og persille. Hæld blandingen på et skoldet og tørret patentglas, og stil det på køkkenbordet i et døgn. Næste dag åbner du låget, så luften slipper ud.

Stil glasset i køleskabet i ca. 14 dage. Løft gerne låget af og til for at lukke luft ud, da denne blanding indeholder to stærke og hurtigt fermenterende ingredienser, nemlig kål og løg.

Tip: Du kan bruge denne blanding til dit brød, som garniture til en madret eller som topping på suppe.

 


 

MÆLKESYREGÆRET BUTTERNUTPASTA

1 mellemstort glas

Du skal bruge:

  • 400 g butternutsquash
  • 125 g radiser
  • 125 g rød snackpeber 125 g løg
  • 125 g gulerod
  • 50 g ingefær (eller mere efter smag)
  • 100 g hvidkål (eller spidskål)
  • 3 spsk. Vita Biosa Aronia
  • 1 spsk. himalayasalt
  • 1 spsk. mangokarry

 

Sådan gør du:

Skræl græskarret med en kartoffelskræller. Skær det i fire stykker på langs. Fjern kernerne med en ske, og riv græskarret fint på et rivejern. Du kan også bruge en foodprocessor. Gør de andre grønsager i stand, og riv også dem. Ælt det hele sammen med salt og karry, og hæld det på et skoldet og tørret patentglas. Luk glasset til, og stil det koldt.

Lad glasset stå i ca. tre uger, og løft gerne låget indimellem, så luften kan komme ud. Da der ikke er så meget kål i denne pasta, går fermenteringsprocessen lidt langsommere end i de andre opskrifter.

Tip: Pastaen er god på brød og til fiske- og fjerkræretter – server nogle skefulde pr. person. Den kan også spises til morgenmad.

 


 

BLANDET LANDHANDEL MED URTER

1 stort glas

Du skal bruge:

  • 200 g gulerødder (eller søde kartofler)
  • 100 g bladselleri
  • 125 g rød spidskål (eller rødkål)
  • 1 bundt dild
  • 1 dusk persille
  • 1 dusk brøndkarse
  • 2 tsk. himalayasalt
  • 2 dl Vita Biosa Hyben

 

Sådan gør du:

Skræl grønsagerne med en kartoffelskræller (det er nemmest at skrælle bladsellerien, hvis du lægger den på et skærebræt og kører skrælleren hen over den i lange bevægelser – den er lidt svær at skrælle, når man holder den i hånden). Snit kålen fint med en kniv, og nip urterne over, så de beholder deres længde. Kom det hele i en skål, og masser forsigtigt med saltet, til grønsager og urter begynder at slippe væden.

Hæld Vita Biosa i skålen, og masser lidt mere. Kom blandingen i et skoldet og tørret patentglas, læg låg på, og lad blandingen stå på køkkenbordet i et døgn.

Løft låget, så luften kan slippe ud, og sæt glasset i køleskabet i ca. 14 dage. Løft gerne låget indimellem, så der kan slippe mere luft ud.

Tip: Det er flot at sætte hele glasset på bordet, når du spiser eller har gæster. Så kan man selv fiske lidt op som tilbehør til maden.

Fra bogen ‘Sund, glad og gravid’, af Lene Hansson ogChristina Hedegaard, Forlaget Aronsen

Forrige artikelSkøn og lækker under graviditeten

Næste artikelTablets hjælper lus