Nyheder

Mænd får oftere parfumeallergi

1. juni 2011

Parfumeallergi er et voksende problem. Mænd rammes oftere end tidligere.

 

Flere mænd får parfumeallergi

Ifølge Astma-Allergi Danmark har omkring 200.000 danskere parfumeallergi. Allergien er en af de hyppigste årsager til kontakteksem, og den er nu også begyndt at ramme det mandlige køn i højere grad end tidligere.

Årsagen skal findes i drenges og unge mænds voksende forfængelighed. Engang måtte unge drenge godt have lidt skidt under neglene, og rodet hår var en udbredt del af attituden. I dag bruger drengene næsten ligeså lang tid foran spejlet som storesøster, og arsenalet af parfumer, cremer og hårvoks fylder en del mere end for tyve år siden.

Parfumen trænger ind i huden

– For første gang har vi en international videnskabelig artikel set omtalt, at flere mænd end kvinder får  parfumeallergi, og at årsagen er deodoranter, siger Ewa Daniél, Astma-Allergi Danmarks ekspert i risikovurdering af produkter til huden, til alive.dk.

– De unge mænd bruger jo dagligt hårvoks og dufte, og ofte mange forskellige mærker samtidig, men de ved ikke, at eksempelvis voks sidder i håret hele dagen og arbejder sig ind i huden på samme måder som parfumer og cremer. Det er en god idé at vaske det ud om aftenen, siger Ewa Daniél.

Kontakteksem viser sig som rødmen

Parfumeallergi kan typisk vise sig som rødmen og irriteret hud under armene, hvor der er et fugtig miljø, og hvor huden er sart. Hvis man først har fået allergien, er den en følgesvend resten af livet. Snart vil eksemen opstå overalt på kroppen, hvor huden kommer i kontakt med det skyldige parfumestof. Du kan altså pludselig risikere at få problemer med rengøringsmidler, tandpasta eller andre produkter, der kan indeholde det samme parfumestof. Der findes omkring 2500 parfumestoffer, der indgå i parfumer, og en enkelt parfume kan indeholde mellem ti og 300 forskellige duftstoffer.  

Hvis du først har fået allergien, er der ikke så meget andet at gøre end at undgå det stof, der har fremkaldt den. Det nemmeste er at bruge en parfumefri deodorant, men ellers må du prøve dig frem, indtil du har en deodorant, din hud ikke reagerer på.

Det er også vigtigt at huske, at allergien typisk opstår efter mange års påvirkning af det pågældende parfumestof. Så jo tidligere, du begynder at bruge parfume – og jo oftere du bruger det – desto større er risikoen for, at du senere udvikler parfumeallergi. Derfor bør børn holdes langt væk fra parfumestoffer – og voksne bør bruge det i moderate mængder.

26 lovlige stoffer er allergifremkaldende

Den største synder menes dog at være stoffet hydroxyisohexyl 3-cyclohexen carboxaldehyd, der jo heller ikke lyder videre sundt. Der findes 25 andre særligt allergifremkaldende parfumestoffer, som producenten eller importøren ifølge EU-lovgivning skal deklarere på emballagen.

Du kan se listen over de 26 særligt allergifremkaldende parfumestoffer her.

Astma-Allergi Danmark anbefaler, at du bruger en parfumefri deodorant. Hvis du gerne vil dufte af noget, kan du give tøjet eller håret en smule parfume. Det kan de fleste tåle.

Forrige artikelSpis grønt uden risiko

Næste artikelKlima, køn og kulinariske kreationer