Liv

Mænd kan også være (sunde) mennesker

Når vi taler om særlige mandesygdomme, handler det i høj grad om, at mænd i nogle sammenhænge er dårlige til at undgå risikabel adfærd i deres dagligdag. Men det er egentlig på tide, at mænd også tager ansvar for deres egen livskvalitet.

Foto: Shutterstock
28. november 2024

Når vi taler om særlige mandesygdomme, handler det i høj grad om, at mænd i nogle sammenhænge er dårlige til at undgå risikabel adfærd i deres dagligdag. Men det er egentlig på tide, at mænd også tager ansvar for deres egen livskvalitet

Jeg læste for nylig en ældre portrætartikel om en kvindelig forfatter, som jeg holder meget af. Hun er gift med en ikke-akademisk mand, som angiveligt over for hende har beskrevet sit liv som noget i retning af en flersporet motorvej, hvor man ikke behøvede at vælge retning. Forfatterens eget billede af livet var til gengæld et virvar af veje på kryds og tværs af hinanden, som hun skulle vælge imellem.

Jeg blev overrasket. Mest af alt overrasket over, at den normalt så menneskekloge forfatter troede på mandens beskrivelse af et liv, som åbenbart hverken rummede mulighed eller behov for afstikkere eller refleksion. Lidt mindre overrasket over, hvis manden selv troede på sin historie om et liv så blottet for alternative udfald.

Sandheden er jo, at mænd i al almindelighed har følelser (ud over træthed og sult), ganske som kvinder (som oftest) har. Mænd kan tvivle, de kan være svage og de kan i den grad blive syge. Og – bliv ikke så overrasket over det – mændene ved det godt.

Så hvorfor slipper mænd afsted med at undvige lægebesøg og livsstilsændringer, uden at hverken de selv eller deres koner/kærester reagerer?

Det bedste svar er formentlig, at både mænd og kvinder er meget bekvemme ved at tro på nogle ydre forskelle, fordi vi dermed slipper for at tage stilling til de indre ligheder, som vi er usikre på.

Motivation og forståelse

I denne udgave af Naturli tager vi tyren ved hornene og erkender, at selvom mænd og kvinder i nogle situationer opfører sig forskelligt, er vi altså ret ens indeni. Både psykisk og fysisk.

Vi tillader os at tro på, at mænd har interesse i at passe på deres krop, så de også kan være stærke og mandige, når de kommer op i alderen.

Vi tillader os at tro på, at mænd inderst inde kan finde motivation til at ændre deres livsstil i en mere levedygtig retning – også hvis det betyder, at de f.eks. skal spise eller tale på en ”umandig” måde i forhold til de gængse stereotyper.

Kort sagt at mænd er kloge nok til både at spise grøntsager og tale om følelser, når de har forstået, at det er til deres eget bedste.


Sådan kan man(d) undgå sygdom

Vi griber fat i nogle af de typiske mandesygdomme og forklarer, hvordan disse sygdomme udvikler sig, og hvorfor det sætter mænd i en særlig risikogruppe.

Vi giver også nogle gode løsningsforslag til, hvordan vi mænd kan slippe ud af de fastlåste mønstre og lære en adfærd, der er i bedre harmoni med prognoserne for en god livskvalitet og en lang levealder.

Kilder

Sabaj-Kjær/Madsen: Manden og lægen (2016), Fischer/Jørgensen: Prævalens og prædiktioner for non-adhærens blandt tidligere indlagte medicinske patienter (2017)

Mænds sundhed – en oversigt over mænds sundhedstilstand og en gennemgang over effektive forebyggelsesmetoder (2010)

Sundheds- Ældreministeriet: Befolkningens kontakter til almen praksis (2016)

Forrige artikelLuftforurening truer arbejdsmiljøet! Men nu har Danmark som de første fundet løsningen

Næste artikelÅnd dig til en krop i balance

Carsten Gottlieb

Redaktør