Magnesiumcreme til 3-årig, der ikke falder til ro?

Af: Anette Straadt, naturlig sundhedsplejerske

Jeg har en pige på 3 år, som har svært ved at falde til ro om aftenen, når hun skal i seng – er kropslig meget urolig og taler for at holde sig vågen. Men er ikke ked af det.

Hun får f.eks. læst bog og sunget en sang som putteritual – men alligevel går der oftest en time, før hun falder i søvn. Vi er nødsaget til at ligge ved hende, til hun falder i søvn, og hvis vi går ud af værelset, inden hun sover, bliver hun rigtig ked af det.

Vi har prøvet en del ting for at minimere hendes uro – f.eks. meditation, lydbog, beroligende lyde mm.

Jeg har hørt at magnesium-creme kan virke beroligende, men har ikke prøvet det. Hvor og hvor meget skal man smøre på? Og er der et mærke, du anbefaler?

Har du et forslag til hvad der kan hjælpe på hendes uro? Vi er klar på at prøve hvad som helst, da det er synd for hende og hårdt for forældrene med denne seance hver aften, da der nu også er en lillesøster på 7 uger.

Ser frem til at høre fra dig om et godt råd eller måske flere, vi kan prøve.

Mvh Camilla

 


 

Det kan være ret anstrengende, når ens barn har svært ved at falde i søvn. Der går en masse tid og energi med det om aftenen, hvor familien i forvejen er trætte og udkørte. Ikke mindst med en lille ny lillesøster i huset.

Det er super flotte ting, I allerede har gjort for at hjælpe din datter. Husk, at det tager tid at få effekt af nye tiltag, så de skal ofte prøves i dagevis, før de rigtigt virker.

Her får du et par tips mere, som kan hjælpe din datter med at falde ned i søvnen.

Du nævner selv magnesium-creme, og det er en rigtig god ide. Magnesium virker afslappende på både muskler og nervesystem, hvilket jo giver meget god mening, når man skal falde i søvn.

Magnesium optages godt gennem huden, og det er derfor oplagt at bruge magnesium-creme til børn, som ofte ikke er så gode til at sluge piller. Det er vigtigt at vælge en creme frem for en olie, da olie svier.

NordicHealth er lige kommet med en magnesium-creme til børn (Magnesium Sleep Junior) , som indeholder magnesium og lavendel og kamille.

Doseringen er fire pumpetryk, som du kan smøre dit barn med hvor som helst på kroppen – gerne ca 15 minutter før sengetid. Lavendel og kamille er begge beroligende urter. Hvis din datter har meget sart hud, kan du på magnesiumterapi.dk købe magnesiumcreme helt uden duft/parfume. Her er dosis 1-2 tsk.

Et andet tip jeg vil give dig, er at give din datter tilskud af en god kvalitets-fiskeolie. Studier fra England har vist, at børn, der får fiskeolie sover bedre om natten. Husk at vælge en god kvalitet som f.eks. Nordic Naturals.

Det er vigtigt at få slukket for eventuelle skærme med blåt lys (tablets, computer, fjernsyn) mindst en time – gerne to – før sengetid. Det blå lys holder hjernen kunstigt i gang og gør det svært at falde i søvn.

Hav det så mørkt i hendes soveværelse som muligt, når hun skal falde i søvn. Brug eventuelt en lysdæmper.

Husk, at børn også reagerer på voksnes uro. Det kan være nemmere sagt end gjort, når man selv er træt efter en lang dag at have overskud og ro, men hvis der sker noget i familien, så kan det være godt at få sat ord på det – også overfor et barn. Hvordan er det at være storesøster? Er det ind imellem lidt træls? Anerkend barnets følelser uden at begynde at forklare eller kompensere. Bare sig, at det kan I godt forstå!

Tænk også over, om der sker der andet i familien lige nu?

Nogle gange skal børn have lidt hjælp til at slippe vaner – som f.eks. at mor eller far skal ligge ved siden af. Det kan godt gøres på en tryg måde.

Find små skridt, der kan trappe hjælpen ud. Start f.eks. med at sidde i sengen i stedet for at ligge ned. Næste skridt er en stol ved siden af sengen. Næste skridt er at flytte stolen lidt væk fra sengen osv. Brug nogle dage på hvert skridt. Til sidst kan I sidde helt uden for døren.

Tænk på det som en hjælp til at gøre jeres datter mere tryg ved at kunne selv – også når hun engang er stor nok til at besøge venner inkl. overnatning. Det er jo ikke lige nu, men det er fint at tænke på, at vi hjælper vores børn hen imod stille og roligt at blive mere trygge og selvstændige samtidig.

Håber mine tips kan hjælpe jer.

Sov godt alle sammen!

Anette Straadt, naturlig sundhedsplejerske

1 kommentar

  • Niels Christensen siger:

    Jeg har ikke prøvet Magnesiumcreme Junior, men Magnesium Gel svier og klør værre en magnesiumolie. Et flydende tilskud som f.eks. Plantforce Magnesium kunne være en mulighed. Magnesium badeflager eller Epsomsalt i badevand eller fodbad er andre muligheder.

  • Skriv din mening - ikke til spørgsmål, send dem gennem brevkassen i stedet.

    Skriv et svar

    Husk at krydse af her!Denne anordning er desværre nødvendig, da vores inbox ellers oversvømmes af spam-mails, afsendt automatisk fra såkaldte mailrobotter.

    *