Kender du det med, at du har besluttet dig for at købe en blå bil af et ganske bestemt mærke, og så synes du pludselig, du ser lige den farve og model alle vegne? Det vrimler pludselig med den slags biler, hver eneste gang du bevæger dig udenfor.
Eller hvis du nu gerne vil have barn, så er der babyer og barnevogne over alt, det virker pludselig som om alle kolleger, veninder, kusiner osv. er gravide. Og viser det sig så, at det måske ikke er let for dig at blive gravid, ja, så er det nemt at føle sig helt udenfor og ganske mislykket, når nu verden er gået sammen i en stor mødregruppe.
Men der er ikke noget om snakken, der er ikke flere blå biler eller gravide kvinder end før, men dit fokus er bare rettet mod det. Din radar er indstillet, og derfor opfanger du nu det, der sendes på denne frekvens, hvilket du ikke tidligere har gjort. På samme vis skal vi have radaren tunet ind på din krop, hvis det er bedre kropsbevidsthed, du søger.
Kroppen sender signalet hele tiden, men du er nødt til at vende din opmærksomhed mod det, før du vil lære at forstå ”bodytalk”. God kropsbevidsthed er af stor betydning for alle mennesker. Det ville være langt lettere for os at holde os sunde og raske, hvis vi kendte til kroppens sprog.
Lad os nu bare tage den kvinde, der gerne vil være gravid, som eksempel.
Det kan være svært at vide præcis, hvornår chancerne for graviditet er størst, for hvornår er selve døgnet for ægløsning?
Men prøv at lægge mærke til, om du på et tidspunkt mærker en snert af menstruationssmerter. Lidt niven eller stikken i den ene eller anden siden af nederste del af maven, eller måske lidt tyngdefornemmelse.
Er du gravid, så vil kroppen som regel give mange tegn både i form af kvalme, brystspændinger, træthed. Og så begynder du efterhånden at mærke efter de små tegn på liv. Var den boblen mon et lille spark? Eller bare en bevægelse fra din egen tarm? Det kan i starten være umuligt at skelne, men efterhånden er du ikke i tvivl.
Danmark har desværre en kedelig 3. plads for bristet mellemkød under en fødsel. Man kan jo gætte på hvorfor, og mit bud er, at det er, fordi vi er en nation af kontrolfreaks, der ikke i det provokerende øjeblik, der skal gives los, slappes af og dernæst presses, har tilstrækkelig kropsbevidsthed til at bevidst at kunne gøre det. Slippe kontrollen, slippe spændinger og give efter.
Fødes et barn fra en bækkenbund, der spænder imod, vil kødet være nødt til at give plads ved at briste. Hvis kvinden derimod lærer af slippe spændingen og kontrollen og give slip, vil vævets elasticitet kunne give efter, så barnet kan fødes.
Mange gynækologer melder overraskende nok om, at de oftere ser problemer med overspændt muskulatur i bækkenbunden end det modsatte. Igen kontrol med kontrol på. Så at give slip er ikke bare noget, man kan. Der skal en god portion kropsbevidsthed til.
Øvelse til at afspænde bækkenbunden:
At få bedre bevidsthed om kroppen kræver jo, at du lytter til de mange signaler. Her vil jeg beskrive to metoder, chakra og afspænding.
Chakra:
Ifølge de indiske yogier har kroppen syv energicentre. De kan ses som hjul, hvor energien drejer sig ud fra. Hver af de syv chakra’er har forskellig farve. Ved at forestille sig energihjulet dreje med den farve, kan du skabe bedre kontakt og balance.
Læg dig eller sæt dig rank men afslappet. Og se så for dit indre øje, hvordan farverne en efter en breder sig ud i det område, de er knyttet til. Forestil dig at farvede energihjul drejer ud fra kropsområdet.
Kender du til afspænding, vil dette også give dig bevidsthed om kroppen.
Læg dig behageligt, gerne på ryggen med armene ned langs siderne.
Mærk så din krop – del for del igennem. Gå i detaljer og mærk ikke blot fødderne, men også de fem tæer, hælene, vristen, ankelleddene osv.
Det kan i den grad betale sig at arbejde på at få en bedre kropsbevidsthed, både når du gerne vil være gravid og i graviditetens måneder – også af hensyn til fødslen, men også som en gave for livet.
Så god fornøjelse med det.