Nyheder

Mangler du et nytårsforsæt? Gå i haven!

Foto: Adobe Stock
21. december 2020

Haveselskabet, som er en forening for haveejere oplever en klar stigning i interessen for haven og havearbejde. Og det er slet ikke mærkeligt. For mere tid hjemme og de mange positive effekter af at bruge de grønne fingre gør haven til et oplagt rekreationssted. Bor du i lejlighed og savner naturen, så frygt ej – du kan også bidrage til den danske flora.

Da corona i foråret lukkede landet ned, mærkedes det tydeligt hos Haveselskabet, som er en nonprofit forening af danske haveejere. Og selvom det nu er blevet koldt og traditionelt ikke en stor tid for havesysler, er telefonerne ikke stoppet med at kime hos Haveselskabet. Der har faktisk været kø hos foreningens telefonlinjer i november måned, hvor interesserede danskere har ringet ind med alverdens spørgsmål om, hvordan de gør haven mere klimavenlig, eller hvilke ting, de kan gå i gang med at plante nu. 

Mange siger også, at de har fundet en stor glæde ved havearbejdet, og i en undersøgelse lavet af Haveselskabet med 1200 adspurgte, svarer 91 procent, at de bruger havearbejdet til at luge ud i hverdagens travlhed eller udfordringer. Forskningen viser også med tydelighed, at det er sundt for både krop og sind at få fingrene i mulden. Så er du ikke kommet igang med at arbejde med din have, og mangler du en syssel eller et nytårsforsæt, er havearbejdet altså en oplagt kandidat.

[relateredehistorier]

Resultaterne fra forskningens verden vender vi tilbage til. For det er også værd at nævne, at man selv uden egen have faktisk kan være med til at styrke den danske natur, og dermed også få gavn af dens egenskaber. Det kan man eksempelvis gøre ved at støtte projektet Coop Folkeskove. Ambitionen er at skabe 1000 hektar ny skov i den danske natur. Det koster 160 millioner kroner, og alle kan være med til at føre drømmen ud i livet. 

Med skovbeviser til 50 kroner sørger man for, at der bliver opkøbt og plantet skov på tre kvadratmeter. Man kan også allerede nu donerer sin pant i Coop 365 butikker til folkeskovene, og næste år vil det tilbud blive bredt ud til flere kæder. 

Mindre stress – mere velvære

Og så tilbage til vigtigheden af at komme ud i haven. Flere læger har peget på de helende egenskaber ved havearbejde og at komme i kontakt med naturen og tv-læge Peter Geisling er endda gået så langt som at foreslå, at man skal udskrive naturen på recept. 

Det kan lyde en smule romantisk, men der er faktisk meget god ræson og evidens til at bakke det synspunkt op. Professor Bente Klarlund er dykket ned i forskningen på emnet, og det viser hende med al tydelighed én ting: Havearbejde er sundt

I en metaanalyse, der har samlet 22 studier om have og helbred, konkluderer man, at det at deltage i havearbejde reducerer symptomer på angst og depression, giver et vægttab og øger følelsen af livskvalitet, livsglæde og fællesskab. 

Der er flere forklaringer på, hvorfor havearbejde kan have så gunstige effekter på det mentale helbred. En er, at man sandsynligvis får mere lys og dermed mere D-vitamin, når man er mere i haven. Man ved, også at lys og fysisk aktivitet – som havearbejde kan kategoriseres som – stimulerer hjernens indhold af serotonin. I et studie, hvor man så på havearbejdets afstressende effekter, fandt man også, at 30 minutters havearbejde om dagen, sænkede indholdet af stresshormonet kortisol i blodet hos deltagerne.

Længere levetid

Sammenfattet kan man altså sige, at det giver mindre stress og mere velvære at få jord under neglene. Men det stopper langtfra der. Et langvarigt studie med knap 3000 deltagere over 60 år, konkluderede også at dagligt havearbejde reducerede risikoen for demens med 36 procent. En anden undersøgelse fra Taiwan viste sågar, at levetiden steg, hvis man dyrkede dagligt havearbejde. Faktisk faldt dødeligheden med hele 18 procent.

Det kan lyde romantisk at gå i haven og naturen for at få det bedre mentalt og fysisk. Men videnskaben taler sit klare sprog. Derfor er det heller ikke mærkeligt at haveterapi i USA bliver brugt til veteraner med PTSD, og at vi så småt begynder at følge trop herhjemme. 

Så har du en have, som du endnu ikke udnytter til fulde, er der altså god grund til at komme begynde nu. Er du allerede godt i gang, så hold fast. Har du ingen have eller en lille altan, kan man ty til den offentlige natur eller lege med krukker og planter på de få kvadratmeter, man har, og skabe sin egen lille naturoase oppe i højderne.

Forrige artikelGiv dit kæledyr en tryg nytårsaften

Næste artikelLad en dårlig vane gå op i røg

Bliv medlem af Naturli+
helt gratis

 

Få tips og hacks til et lykkeligt liv med naturlig sundhed.

Velkommen du er nu tilmeldt Naturli+ klubben.