Masser af morgenmad

Jeg vil gerne bede om en vurdering af min morgenmad (kold grød) – mængde og sammensætning, som jeg indtager alle ugens dage året rundt, uanset jul, påske eller pinse.

Min grødblanding står og trækker med vand natten over i køleskabet og blandes færdig næste dags morgen – se proceduren herunder.

Hver morgen tilbereder jeg:
40 g rugflager
40 g havregryn
1 spsk blandede frø/kerne (hørfrø, solsikke, sesam, græskar)
1 spsk hakkede blandede nødder (valnød, mandel, hassel)
1 nip salt

Blandingen tilføres vand så det dækker og trækker på køl natten over.

Næste dags morgen rører jeg blandingen op med:
160 g ligelig blanding af Skyr Naturel/Yoghurt Naturel 0,5%.
Pynt kan f.eks. være rosiner eller revet kokos eller krydderier eller frisk frugt.

Denne blanding indtages typisk kl. 8 og holder hen til ca. omkring kl. 13.

Jeg er 64 år og førtidspensionist, går og cykler en del hen over dagen – året rundt. Jeg spiser sundt og varieret og typisk anti-inflammatorisk, fordi jeg har et hensyn at tage ift migræne.

 


 

For at vurderingen af din morgenmad skal være optimal, skal den ses i sammenhæng med hele din kost, men isoleret set ser din morgenmad ganske fornuftig ud. Portionen er lidt i den store ende med 80 g gryn, men den holder dig mæt længe, og samtidig har du en aktiv livsstil. Det er også fint, at du sørger for at få kerner og nødder, så du får gode fedtsyrer, vitaminer, protein, mineraler og fibre ad den vej. Du kan optimere din morgenmad ved, at din topping oftest består af bær eller lidt frugt. På den måde begynder du dagen med lidt af de 600 g frugt og grønt, vi dagligt gerne skal have.

Da din morgenmad har basis i kornprodukter, er det vigtigt at du indtænker masser af grøntsager i resten af dagens måltider, så korn og brød ikke udelukkende danner basis for din kost.

Mange hilsner fra

Trine Vesteraa, ernæringsterapeut

Skriv din mening - ikke til spørgsmål, send dem gennem brevkassen i stedet.

Skriv et svar

Husk at krydse af her!Denne anordning er desværre nødvendig, da vores inbox ellers oversvømmes af spam-mails, afsendt automatisk fra såkaldte mailrobotter.

*