Mathilde Falch: Kriger i forklædning

Af: Clara Edgar

Foto: Lars H. Laursen

Sangerinden Mathilde Falch er en fighter. Hun har selv taget kampen op mod døden flere gange, og i dag kæmper hun for dem, der mangler et talerør. Særligt mennesker med psykiske problemer og børn. Og hun gør det med liv og sjæl, selvom det har en personlig omkostning.

Når man hører betegnelsen “psykisk sårbar”, er det let at forfalde til en forestilling. Forestillingen om et menneske, hvis nerver sidder på spring under papirtynd hud, og som man skal gå på listetæer omkring for ikke at give mentale blå mærker. Men så møder man Mathilde Falch og illusionen brister. For sangerinden hører til blandt dem, der kan stemples som sårbare, men der er ikke meget skrøbeligt over hende. Faktisk emmer hun af en enorm viljekraft og styrke, der viser sig efter ganske kort tid i hendes selskab.

Jeg møder hende i hendes hjem i Birkerød en mandag ved middagstid. Hun åbner døren i strømpesokker, men lader mig beholde skoene på – der er lidt rodet efter en weekend fyldt med børn i huset, forklarer hun, mens hun samler lidt legetøj op og lægger til side. Noget, jeg senere hen tænker, hun gjorde mere for min end hendes egen skyld.

Vi tager plads ved spisebordet i køkkenalrummet, som selvfølgelig også har plads til et klaver, hvorfra Mathilde kan sidde at kigge op på billeder af familien, der hænger indrammet på væggen. Ikke et af dem er i vatter. Flere motiver er af Leo, Mathildes søn, og det er egentlig også ham, vi starter med at tale om. Leo kæmpede nemlig rigtig meget med refluks som spæd og græd næsten uafbrudt. En situation, som forståeligt nok kan presse de fleste ud over kanten af desperation. Men ikke Mathilde. I stedet for at synke ned i mørket, satte hun sig nemlig for at finde hjælp til sin søn – hjælp, det etablerede sundhedsvæsen ikke gav.

Hun husker blandt andet, at en læge sagde til hende, at det var svært at være nybagt mor, og hun måtte bare affinde sig med, at der ikke var så meget tid til at drikke caffe latte, mens man var på barsel. På det her tidspunkt havde Mathilde næsten ikke forladt huset i et halvt år, og søvn var en utopisk drøm, fordi Leo græd så meget. Mens hun fortæller det, sender hun øjne til loftet og griner let over absurditeten.

– Jeg oplevede det som et svigt, for jeg troede, at vi havde et sikkerhedsnet, der kunne hjælpe, når mit barn var sygt, men jeg mødte altså en del arrogance, og fik egentlig bare at vide, at det nok blev bedre, når han blev ældre. Men det kunne jeg ikke vente på, så vi begyndte selv at opsøge behandlere, og det genstartede også min egen interesse for det alternative, siger Mathilde.

Lever for at hjælpe

Mathildes kendskab til alternativ behandling har egentlig været der altid. Som barn besøgte hun selv alternative behandlere, og hendes søster uddannede sig som 20-årig til zoneterapeut, så bevidstheden ligger i familien. Men efter Mathildes spiseforstyrrelse, som hun udviklede i de sene teenageår, forsøgte hun at lægge alle tanker om kost lidt til side, og bevidstheden forsvandt om i baghovedet.

I lyset af hendes søns refluks blussede interessen altså op igen. Og i takt med at Leo langsomt fik det en smule bedre, begyndte Mathilde selv at uddanne sig til zoneterapeut og børnesundhedsvejleder, så hun kunne give andre familier den hjælp, hun selv havde stået og manglet.

– Det udsprang jo af, at jeg havde et behov for at føle, at jeg gjorde noget for at hjælpe Leo. Men jeg syntes også det var helt vildt spændende, og jeg har altid været nørdet anlagt, så når jeg dykker ned i noget, så gør jeg det fuldt ud. Og så kunne jeg jo også se, at jeg på den måde kunne hjælpe andre, og det er noget fælles for mange af de ting, jeg går op i. Det handler om at hjælpe mennesker, siger Mathilde.

Vi er ikke langt inde i vores samtale, før Mathilde har fortalt hudløst ærligt om den svære tid, det var for både hende og hendes mand, efter Leo kom til verden, og i samme åndedrag har sagt, hvordan hun midt i alt det havde overskuddet til at tænke på at hjælpe andre, som var det det mest naturlige i hele verden. Jeg kan ikke lade være med at tænke, at den kvinde, der sidder overfor mig, som på papiret kan stemples sart eller svagelig, fordi hun har kæmpet med en spiseforstyrrelse, misbrug og har diagnosticeret ADHD, er et af de stærkeste mennesker, jeg har mødt.

Noget, der kun bliver mere og mere tydeligt, som minutterne skrider frem.

Sendte døden væk

Ud over at Mathilde i dag bruger sin viden og sine evner til at hjælpe familier, der står, hvor hun har stået, og forkæle sit band og venner med zoneterapi, arbejder hun også som ambassadør for Landsforeningen Sind. Meget af det arbejde går ud på at fortælle hendes historie med sygdom og misbrug igen og igen. Og hun gør det gang på gang for andres skyld, selvom det har en omkostning. For hun ved godt, at det billede, hun er med til at skabe af sig selv, når hun fortæller om indlæggelse, stoffer og et voldsomt indtag af alkohol, ikke fremmer hendes karriere. Tværtimod. Men det er vigtigt.

– Noget af det, der er rigtig vigtigt for mig, er, at skubbe til den her opfattelse, folk har af mennesker, som er psykisk sårbare eller har en psykisk lidelse. For jeg kan jo mærke, at mange tror, at jeg er sådan en forsigtig lidt ømskindet person, fordi de har læst om, hvad jeg har været igennem. Men det er jeg ikke, og det er heller ikke min opfattelse, at andre “sårbare” mennesker er det. Slet ikke, siger hun.

Derfor synes hun også, det er rigtig sjovt, når der kommer publikum til hendes koncerter, der ikke kender så meget til hendes musik, og som bliver konfronteret med den vilde kvinde, de ser på scenen, som slet ikke harmonerer med den ide, de har i hovedet. Ideen om den følsomme, afdæmpede, sarte kvinde.

Det er korrekt, at Mathildes historie rummer store negative udsving med spiseforstyrrelse og efterfølgende misbrugsproblemer. Men dykker man lidt ned i hendes historier, gemmer der sig i lige så høj grad fortællingen om en kriger, der har taget kampen op med sine dæmoner og vundet overlegent.

Mathildes sygdomsforløb med anoreksi sluttede nemlig, efter hun havde været indlagt på psykiatrisk afdeling under konstant opsyn, fordi hun var selvmordstruet. Og grunden til, at det sluttede der, var ganske simpelt, fordi Mathilde besluttede, at hun ville leve. Da det stod klart for hende, udskrev hun sig selv, flyttede i egen lejlighed alene og har ikke haft problemer med at spise siden.

Det samme gør sig gældende for hendes alkoholmisbrug. Her kæmpede hun dog i længere tid med tanker om at lægge sprutten på hylden uden at lykkes med det. Men efter en snak med hendes mand, som sagde til hende, at de ville få et lorteliv, hvis hun fortsatte med at drikke, lagde hun alkoholen til side fra den ene dag til den anden.

– Jeg ved, at når jeg tager et valg, så er det sådan, det bliver.

“Og jeg har besluttet, at jeg vil leve, så derfor kan de destruktive tanker ikke få lov til at styre, for jeg ved, at de vil slå mig ihjel.”

– Hvis jeg mærker dem mase sig på, så er jeg opmærksom og tager hånd om dem med det samme, siger Mathilde.

For det sker selvfølgelig, at de kan pippe frem i periferien, men hun lader dem aldrig komme tæt nok på til, at de reelt bliver en del af hendes tankespind. Hun stopper dem længe inden og sætter noget konstruktivt i stedet for.

“Tomme tønder buldrer mest”

Det konstruktive kan så være musikken, som også er stedet, hvor hun får afløb for sine følelser, eller det kan være at nørde ned i et emne, der interesserer hende, som det er tilfældet med børneområdet. Mathilde fortæller om sine beslutninger og sine strategier med en vild ro og klarhed i stemmen. Hun ryster ikke på hænderne, mens hun taler. Og så kan jeg ikke lade vær med at undre mig. For når der ikke skulle andet til for at stoppe hendes ræs mod døden, end at hun sagde til sig selv, at hun ville leve, hvordan kan det så være, hun bevægede sig på kanten af livet i årevis?

Det er ikke et simpelt spørgsmål at svare på, men jeg spekulerer over, hvorvidt hendes ADHD spillede en rolle. Mathilde blev diagnosticeret for fire år siden, og det var egentlig ikke noget, der kom bag på hverken hende selv eller familien. For hun har helt fra barnsben haft svært ved at sidde stille – noget, man stadig kan ane på hende den dag i dag, hvor hun ofte rykker rundt på stolen.

Men selvom det ikke kom som et chok, har hun altså i mange år gået udiagnosticeret med lidelsen, og når hun tænker over det nu, tror hun egentlig, at det godt kan have spillet en rolle i forhold til, hvorfor hun fik det så dårligt som teenager.

– Jeg har ikke rigtig overvejet, om der er en sammenhæng, men jeg kan jo huske, at jeg fik en del skæld ud som barn, fordi jeg havde svært ved at holde mig i ro, og jeg kan huske, en lærer sagde det her til mig med “tomme tønder buldrer mest”, og det satte sig virkelig. I lyset af det er det jo lidt påfaldende, at jeg så udviklede en spiseforstyrrelse, som er en sygdom, hvor man ikke skal fylde noget, siger Mathilde.

Hun tror selv, at hun ville have været mindre hård ved sig selv som ung, hvis hun var blevet favnet mere som barn, selvom det selvfølgelig kun er en del af forklaringen. I dag har hun i høj grad lært sig selv at kende på ny i lyset af diagnosen, og er glad for at have fået den. For nu kan hun spejle sig i mennesker, der har det ligesom hende selv, og hun føler sig i mindre grad forkert over de ting, som ADHD’en medfører, at hun har svært ved.

– Det er meget det praktiske, som udfordrer mig. Sådan noget som at pakke en taske uden at glemme noget tager lang tid, og jeg kan virkelig ikke finde ud af at huske at lukke skabslåger, selvom jeg siger til mig selv gang på gang, at jeg skal gøre det. Og så er der nogle ting, jeg også bare kan mærke, jeg ikke går op i, som også kan hænge sammen med diagnosen.

Det siger hende for eksempel ikke noget at sludre om tomme emner, og boligindretning betyder et absolut minimum for hende, fortæller hun. Derfor tænker jeg også for mig selv, at hendes lette oprydning inden jeg kom, ikke var noget, hun gjorde, fordi det betød noget for hende, ligesom de skæve billeder på væggen hænger i et helt andet lys. For det er ikke de lige linjer, men smilene i rammerne, Mathilde ser.

Man kan kalde Mathilde Falch psykisk sårbar og stoppe der. Men så er der rigtig meget, man overser. For Mathilde er rockmusiker. Hun er kvinde. Hun er mor. Hun er et menneske, der har overvundet sygdomme og misbrug, som kunne have taget livet af hende, hvis hun ikke besluttede sig for at sige nej. Og så er hun typen, der selv i svære tider, og også når det koster hende, kæmper for andre.

Om Mathilde Falch

Mathilde er 31 år gammel, mor til Leo og gift med komikeren Jesper Juhl.

Hun debuterede som musiker i 2009 med singlen “Måske om 5 år” og har i år udgivet albummet “Solen Brænder”.

Mathilde udviklede som teenager en spiseforstyrrelse, der fik hende sendt på psykiatrisk afdeling som 17-årig.

I dag er hun udover musiker ambassadør for SIND, og hun vejleder venner og familier i børnesundhed.


Hvad er refluks?

Refluks er en sygdom, hvor syreholdigt indhold fra maven ryger tilbage i spiserøret.

Syren giver brændende fornemmelser og store smerter og kan give syreskader.

Hos børn er symptomer typisk gråd, spisebesvær og søvnproblemer.

Der findes medicinsk behandling, som gives i svære tilfælde, men som også har en del bivirkninger.


Landsforeningen SIND

Foreningen arbejder for at skabe forståelse og tolerance for mennesker med psykiske lidelser og deres pårørende.

SIND arbejder både politisk og med hjælp til familier og mennesker, som pludselig befinder sig i en svær situation.

Foreningen blev etableret i 1960 under navnet Landsforeningen Sindslidendes Vel. Senere blev navnet forenklet til Landsforeningen SIND. I dag er navnet SIND – Landsforeningen for psykisk sundhed.

Skriv din mening - ikke til spørgsmål, send dem gennem brevkassen i stedet.

Skriv et svar

Husk at krydse af her!Denne anordning er desværre nødvendig, da vores inbox ellers oversvømmes af spam-mails, afsendt automatisk fra såkaldte mailrobotter.

*