Hvis man ofte har hovedpine, plages man sandsynligvis også af andre skavanker. Der er en klar kobling mellem mavebøvl og ondt i hovedet. Luftvejsproblemer giver også ofte hovedpine.
Mennesker med mave- og tarmproblemer lider også ofte af hovedpine. Det viser en norsk doktorafhandling, der også kobler hovedpine og migræne sammen med andre skavanker som luftvejsproblemer, diabetes og jernmangel. Den hyppigste kobling ses dog til mave/tarm-problemer som sure opstød, diarre, hård mave, oppustedhed og kvalme. – Folk med mave og tarmproblemer har også den hyppigste forekomst af hovedpine, siger overlæge Anne Hege Aamodt til Dagbladet.no: Aamodt har analyseret hovedpine-sammenhængene i en stor norsk befolkningsundersøgelse i Nord-Trøndelag, der fandt sted i 1995-97 med over 51.000 deltagere. Det er der kommet en doktorafhandling ud af, og den viser at hovedpine sjældent er den eneste lidelse, folk klager over. Anne Hege Aamodt er overlæge ved ved afdelingen for neurologi og klinisk neurofysiologi ved St. Olavs Hospital i Trondheim, og hun er tilknyttet det norske kompetencecenter for hovedpine. Hun siger, at sammenhængen mellem hovedpine og andre lidelser kan gå begge veje. Nogle gange er hovedpinen årsagen, fx. hvis man tager smertestillende piller som ibuprofen eller acetylsalicylsyre, der er hårde ved mavesækkens slimhinde. Så får man dårlig mave af hovedpine.
Det kan også være omvendt, at en lidelse er årsag til hovedpine, fx er det lidet overaskende, at alkoholisme giver en øget forekomst af hovedpine. Luftvejsproblemer hænger også ofte sammen med hovedpine. Personer med astma, høfeber og kronisk bronkitis har hovedpine halvanden gang så ofte som personer uden luftvejsproblemer, viser Aamodts afhandling. Det kan i nogen grad skyldes, at medicin mod migræne i sig selv kan udløse astmaanfald. Der er også en stærk kobling via rygning. Rygere har oftere hovedpine, blandt andet fordi nikotin kan have den effekt. Og rygere har markant flere luftvejsproblemer end ikke-rygere. Anne Hege Aamodt påpeger, at både mave-tarm-problemer og hovedpine har stor udbredelse i befolkningen, og begge dele koster samfundet udgifter til sygedage og behandling. Derfor anbefaler hun, at praktiserende læger er opmærksomme på hovedpinepatienters øgede forekomst af mave-tarm-problemer – og på mavepatienters øgede forekomst af hovedpine – så lidelserne kan tages i opløbet, fx ved at lægen anbefaler en anden medicin. Kilde: Berlingske