Med frygten som følgesvend: Corona vendte op og ned på alt

For nogle har corona og dens indflydelse på samfundet måske været en kærkommen lejlighed til lige at stoppe og og finde ud af, hvad der egentlig er vigtigt og få ekstra tid til alle de ting, vi ellers har for travlt til. Sådan er det bare ikke for Anne Kirstine Cramon. Hun synes, at tiden er både hård og frustrerende, og det vil hun faktisk gerne have lov til at mene.

I marts måned blev der vendt op og ned på manges måde at leve. For da statsminister Mette Frederiksen 11. marts tonede frem på danskernes tv-skærm og lukkede landet, forsvandt meget af vores frihed. På den korte tid, det skæbnesvangre pressemøde varede, blev normaliteten revet væk under os, og frygten satte ind.

Det er i hvert fald sådan kommunikationsrådgiver Anne Kirstine Cramon ser det. Tilbage i foråret var hun pressechef for Liberal Alliance og så med egne øjne, hvordan alt forandrede sig både inden- og udenfor Christianborgs mure.

Oppositionen, som hun arbejdede for, blev lammet og sat ud af spillet, ligesom rigtig mange almindelige danskere heller ikke kunne gøre andet end at klappe hælene sammen og efterleve de restriktioner og retningslinjer, regeringen kom med. Og det var jo alt sammen i det godes tjeneste – at holde en ny og skræmmende dræbervirus i skak.

Men siden nedlukningen i foråret er vores viden om sygdommen blevet større, og for Anne Kirstine betyder det også, at hendes frygt for at blive smittet er blevet mindre.

“I starten holdt jeg vejret, når jeg gik forbi mennesker på gaden, for jeg var virkelig bange. Nu har jeg det sådan lidt, at jeg egentlig bare gerne vil have corona og få det overstået.”

– For jeg tror, at mange af de restriktioner, vi er underlagt, kan vise sig at blive meget værre for os på sigt, siger hun.

Anne Kirstine forudser, at problemer med ensomhed og selvmord vil vokse markant i kølvandet på coronakrisen. For som hun ser det, lever vi i den her tid i højere grad for at overleve end at leve, og det kan være hårdt på flere måder.

Læs også: Kvinders helbred påvirkes af social isolation

Vi pynter på virkeligheden

Personligt var foråret præget af turbulens for Anne Kirstine. Foruden at skulle finde ud af, hvordan man agerer, når en muteret virus pludselig bliver en kollektiv følgesvend, mistede hun også i maj måned både sit job og sin kæreste. Som hun selv beskriver det, var hendes liv som taget ud af en Bridget Jones-film. Den ene katastrofe oven på den anden. Og alt imens hun så sit liv ramle, kunne hun se, hvordan mennesker omkring hende iscenesatte en virkelighed på sociale medier, der var så langt fra hendes egen oplevelse.

Familier, der nød al den tid, de pludselig havde fået sammen til at gå ture og bage surdejsbrød.

Kvinder, der glædeligt var lukket inde i deres lejlighed med store finkulturelle romaner, som de kunne læse eller genlæse.

Par, der kastede sig over renoveringsprojekter og ellers trivedes i tosomheden.

Alle steder, hun kiggede hen, var det som om, folk lagde et glansbillede-filter ned over det faktum, at en mand i Kina havde spist en flagermus, og at vi som resultat af denne ene absurde handling var tvunget til at lægge hele vores tilværelse om.

– Det er jo fint, hvis nogle har haft det godt i den her periode – min oplevelse er ikke mere rigtig end deres – men jeg finder bare ikke glæde ved, at jeg ikke må se mine venner og går rundt i cirkler om mit spisebord, siger hun.

Alt det skrev hun i en klumme til Berlingske, og hun har aldrig fået så mange kommentarer på et indlæg før. Hendes indbakke lyste op med positive tilkendegivelser fra fremmede, der var så glade for at læse, at de ikke var alene om at have det dårligt. Ikke var alene om at savne.

– Jeg tror, at mange har haft det som mig. Men de har manglet nogen at spejle de her følelser i, fordi det ikke er den fortælling, vi viser udadtil, og så er det nemt at komme til at føle sig forkert, hvis man ikke bare kan nyde tiden og roen, siger hun.

Anne Kirstine har ikke selv følt sig forkert, for som hun siger, har hun nogle dejlige og virkelig ærlige venner. Blandt dem har der hele tiden været konsensus om, at corona er en uindbudt gæst til deres fest, som ikke gør andet end at skabe problemer og drama. Og netop de venner var helt afgørende for hende, da al stabilitet blev revet væk under hende i foråret.

Kærlighed i coronaens tid

Det er altid hårdt at miste sit arbejde og kæreste. Man kan nemt vælte i det følelsesmæssige stormvejr. Særligt hvis ikke der er nogen til at holde en fast og gribe en. Så at vinke farvel til kærligheden i coronaens tid, kunne nemt have rejst et dilemma, som Mads og Monopolet kunne debattere en lørdag formiddag. For skal myndighedernes anbefalinger overholdes, burde de holde sig væk. Det gjorde de dog ikke, da Anne Kirstine havde brug for dem.

Hendes nære smed anbefalingerne ud ad vinduet det sekund, hun havde brug for dem. Det kan lyde hensynsløst og dumdristigt, men for Anne Kirstine var det hendes redning.

– Mine venner lavede et vagtskema, så der hele tiden var nogen ved mig til at grine med og græde med og drikke vin med og kramme.

“Jeg tror bare, at det er vigtigt, at vi ikke glemmer, vi også alle sammen er mennesker i den her tid, og at vi har brug for hinanden.”

Derfor er hun også bekymret for den mistillid og frygt, hun ser blandt mennesker. Den afstand, vi lægger til hinanden. For det er klart, at vi skal passe på og tænke os om, men langt hen ad vejen mener hun også, at vi skal bruge vores sunde fornuft, hvis vi skal komme ud af den her krise som hele mennesker. Der er ting, som er større end corona. Kærligheden. Det oplevede hun på egen krop, da hendes omgangskreds stillede op som en beskyttende mur omkring hende, da hun virkelig havde brug for det, og hun håber, at andre vil gøre det samme for deres nære.

– Livet er jo ikke gået i stå, selvom det kan virke sådan. Folk bliver stadig skilt, går fra hinanden eller går bort. I de situationer tror jeg bare, det er vigtigt at huske at lade kærligheden trumfe frygten for at blive syg, siger hun.

Særligt fordi der ikke er nogen, der ved, hvornår det her ender. Lige nu sidder vi midt i en vinter, som for Anne Kirstine føles uendelig lang. For mange af de lyspunkter, som normalt giver hende glæde og energi i den her mørke tid, er taget fra hende. De sociale arrangementer, julefrokosterne, festerne, sammenkomsterne. For nogle er det måske en gave, fordi de egentlig hellere vil være hjemme end at drikke juleøl og snaps en lørdag aften. Men for ekstroverte mennesker som Anne Kirstine suger de fremtidsudsigter al energien ud af hende på forhånd, og hun har svært ved at finde ud af, hvordan hun skal lade sig selv op.

Læs også: Nyt datingsprog i en tid med corona

Genfundet gamle glæder

For ekstroverte mennesker kan det at være sammen med andre sammenlignes med, når vi sætter telefonen til opladning. Så det er ikke så mærkeligt, at Anne Kirstine føler sig flad ved udsigten til kun at kunne blive ladet halvt op i det næste lange stykke tid. Og hun har virkelig prøvet at finde andre interesser og hobbyer, der både kunne fylde kalenderen ud og give hende glæde. Nogle af dem har til dels også virket, og hun er kommet i kontakt med sider af sig selv, hun havde glemt.

For ud over at være en social papegøje er hun også et meget kreativt menneske.

– Jeg er begyndt at lave rigtig meget keramik og andre sysler, hvor jeg bruger hænderne. Den side af mig selv lagde jeg nok lidt ubevidst til side, da jeg blev voksen, men jeg kan mærke, at det er rigtig rart at komme i gang med det igen, siger hun.

Når hun sidder med fingrene i leret og skaber noget, forsvinder tiden, og hendes hoved bliver tomt. En helt anden tomhed end ved bare at ligge på sofaen og stirre op i loftet. Og det er slet ikke så underligt. For mere og mere forskning peger på, at det flow, man kommer i, når man laver noget kreativt, der ikke kræver stor tankekraft, men en god portion koncentration, faktisk er sundt for hjernen på flere måder. Genopdagelsen af sin kreative side kan hun takke corona for, og hun håber, hun også vil huske at prioritere den slags, når verden forhåbentlig vender tilbage til forstanden inden længe.

Batterierne er drænet

Men alt det ændrer ikke på det faktum, at hendes, og sikkert mange andres, batterier føles godt trætte, og var vi mobiltelefoner, ville vi bede om at blive sat til en stikkontakt pronto. Det kan vi bare ikke, og det er hårdt. På sine mørkeste dage kan Anne Kirstine godt blive overmandet af en dommedagsfølelse, der siger, at vi kommer til at leve, som vi gør nu, i de næste ti år. At mundbind, afstand, social isolation og et dødt natteliv er den nye dagsorden, og at hverdagspolitiet, der skælder ud, hvis man har frækheden at være menneske og glemme sit mundbind, vil eksistere i bedste velgående i meget lang tid.

I de stunder får hun lyst til at smide det hele og flytte langt ud i en skov. Lave et lille keramikværksted og plante nogle æbletræer, så hun kan bage en kage, når lysten melder sig, og ellers bare holde sig for sig selv.

– Det kommer nok ikke til at ske, men det virker også bare skørt at bo midt inde i København og skulle undgå mennesker. Det er både svært og dyrt, og hvis det er sådan, vi skal leve, så kunne man jo lige så godt bare bo midt ude i ingenting, siger hun.

Når hun har det sådan, er lyset for enden af tunnellen uendeligt svagt. Der er ikke rigtig noget, der kan hive hende op fra dybet. Så er hun nødt til bare at være i det, til overlevelsesinstinktet sætter ind og hiver hende tilbage til livet.

Vi lever i en skelsættende tid. Det er nu otte måneder siden, Mette Frederiksen for første gang talte til danskerne og med ét vendte op og ned på alt. Siden da er et hav af pressemøder rullet over skærmen, og normalen ændrer sig på ugentlig og månedlig basis. Det er meget svært at finde et fast holdepunkt og noget at glæde sig over. Måske især hvis man står midt i stormvejret alene.

Vi har talt meget om, at vi skal passe på de særligt udsatte, både i forhold til corona og mental sundhed, men for Anne Kirstine er det helt tydeligt, at det ikke kun er de såkaldt ressourcesvage, som kæmper med at finde sig til rette i tilværelsen anno 2020. Hun kæmper også, og det er hun sikker på, at mange andre også gør. Og det skal de faktisk have lov til at sige.

For uanset hvor mange pæne billeder, vi lægger ud på sociale medier, og hvor meget vi kan pynte på virkeligheden, mener hun, at det er helt indlysende, at vi er i kollektivt underskud og at mange trækker på energiressourcer, de ikke har.

Som kommunikationskonsulent ser hun, hvordan både offentlige personer og helt almindelige menneskers måde at tale og agere på er drevet af frygt. Frygten for det ukendte og frygten for at blive syge. Men i takt med, at tiden er gået, er hendes egen coronafrygt sivet ud af hende og erstattet af en frygt for, hvilket liv vi lever. Om vi egentlig ender med at gøre mere skade ved at lade corona styre så meget, og om folkesundheden, som vi taler så meget om, kommer under pres i de kommende år. Ikke på grund af en muteret virus fra Kina, men på grund af vores måde at håndtere den på.

– Der er mange selvbestaltede eksperter, som pludselig mener, at de ved alt om, hvordan den her virus fungerer, og hvad vi skulle gøre med den. Det bilder jeg mig ikke ind, at jeg ved. Men jeg er bekymret for fremtiden på kort og lang sigt, og jeg synes, det er okay, at tale højt om, hvor hårdt det er at være lukket inde som en løve i et bur, siger hun.