Nyheder

Medicin kan give mavesår

4. april 2007

Flere danskere får mavesår, fordi de tager gigtmedicin eller piller, der indeholder acetylsalicylsyre.

Et stigende antal danskere får mavesår i disse år. Ikke som følge af stress, men fordi de spiser medicin, der indeholder acetylsalicylsyre.

Læge ved Odense Universitetshospital, dr. med, Annmarie Touborg Lassen har for nylig forsvaret sin doktorafhandling om mavesår. Her har hun undersøgt udviklingen af antallet af mavesårstilfælde og årsagerne hertil.

»Stigningen skyldes dels, at folk spiser flere smertestillende piller, dels at der bliver flere ældre og dermed flere, der får slidgigt. Oven i det bliver risikoen for at få et blødende mavesår som følge af medicinforbrug større, jo ældre man er,« siger hun og tilføjer, at et blødende mavesår langt fra er ufarligt, idet ca. 10 pct. dør af det.

Mavesår skyldes en bakterie, der lever i mavesækken. Bakterien Helicobacter pylori trives især, hvor de hygiejniske forhold ikke er i top. De fleste danskere, der har bakterien i dag, er derfor smittet som børn og typisk opvokset under trange forhold i 1920erne og 1930erne. Bakterien kan fjernes med en antibiotika og syrenedsættende medicin, der dukkede op på markedet i 1980erne og siden er blevet en milliardforretning for producenterne.

»Forbruget af syrenedsættende medicin er steget til over det dobbelte på 10 år. Det skyldes, at flere og flere mennesker har et langtidsforbrug af den, der er blevet en slags livsstilsmedicin, som mange af dem reelt ikke har brug for,« siger hun.Vær opmærksomAnnmarie Touborg Lassen peger derimod på, at mennesker, der tager hjertemagnyler, gigtmedicin eller har et stort forbrug af smertestillende medicin som f.eks. kodymagnyl, ibrofen eller aspirin, der indeholder acetylsalicylsyre, bør være opmærksomme på risikoen for at udvikle mavesår: »Der findes f.eks. smertestillende midler, der indeholder andre aktive stoffer, som ikke har de samme bivirkninger.«

Årligt får ca. 5.000 danskere mavesår.

Kilde: Jyllandsposten

Forrige artikelEr spininng skyld i knæproblemer?

Næste artikelOvervægt i alderdommen skal forebygges