Medicin mod nattetisseri?

Jeg har en søn på seks et halvt, der stadig bruger ble (og tisser rigtig meget) hver nat. Vi har fået tilbudt Minirin på den lokale børnelægeklinik, men vi er ærligt talt ikke meget for at skulle give ham medicin. Han er selv meget flov over stadig at bruge ble og vil derfor helst ikke sove sammen med kammerater, fætre og kusiner, hvilket vi selvfølgelig synes er synd.

Vi har udfyldt drikke- og tisseskemaer, vejet hans natble osv., og børnelægens bud er altså, at han producerer for lidt af det urinhæmmende hormon, og at vi bare kan få medicin til ham. Selv overvejer jeg, om der er en mere naturlig måde at hjælpe ham på – har spekuleret på, om jeg skulle tage ham med til en zoneterapeut. Samtidig kæmper han også med et par andre problemer (han har nogle lidt Asperger-agtige træk og er motorisk ikke alderssvarende), så jeg ville gerne hjælpe ham til at blive lidt mere glad.

Den medicin-betænkelige

 


 

Det er rigtig godt, at I hjælper jeres søn med at tage hånd om problemet. Sengevædning er jo ikke noget barnet selv kan gøre for, men hvis det begynder at hæmme barnets sociale adfærd, er det på tide at gøre noget.

Der er bestemt nogle ting I kan forsøge vha. naturlige midler:

Giv en “basis-pakke” bestående af en god multivitamin til børn samt fiskeolie/levertran.

Derudover Magnesium ved sengetid 200 mg.

Homøopatisk medicin: Hypofysis D6 – som er specifikt rettet til problemer med anti-diuretisk hormon.

Undgå så vidt mulig al tilsat sukker i kosten. Men skift det ikke ud med kunstige sødemidler (f.eks. Aspartam) i Light-produkter. Brug i stedet sødme fra tørret frugt, koncentreret æblesaft, lidt agavesirup o.lign.

Undgå selvfølgelig at drikke væske op til sengetid.

Zoneterapi er også en god idé. Spørg jer gerne for, om behandleren har erfaring med sengevædning.

Rigtig god bedring.

Med kærlig hilsen

Anette Opstrup

Skriv din mening - ikke til spørgsmål, send dem gennem brevkassen i stedet.

Skriv et svar

Husk at krydse af her!Denne anordning er desværre nødvendig, da vores inbox ellers oversvømmes af spam-mails, afsendt automatisk fra såkaldte mailrobotter.

*