Mental sundhed og mentalt overskud har betydning for, om du er fysisk aktiv. Det viser et nyt, dansk studie.
Mental sundhed og mentalt overskud har betydning for, om du er fysisk aktiv. Det viser et nyt, dansk studie.
Måske kender du det fra dig selv. Det er lettere at snøre løbeskoene eller komme ud på jernhesten, når du har et mentalt overskud. Du får endnu større overskud mentalt, når du først har fået motioneret.
Men kommer du træt hjem fra arbejde, er der en risiko for, at den planlagte motionstur ikke bliver til noget. Dit humør får endnu et dyk, når du senere fortryder, at du ikke kom afsted.
Flere studier har allerede vist, at der er en sammenhæng mellem psykiske sygdomme og et lavt aktivitetsniveau. Forskere har ikke tidligere undersøgt, om der også er en sammenhæng mellem god mental sundhed og et højt fysisk aktivitetsniveau.
Nu har forskere ved Statens Institut for Folkesundhed undersøgt god mental sundhed og fysisk aktivitet. Samtidig har de undersøgt, om du opnår bedre mental sundhed, når du er fysisk aktiv.
God mental sundhed er ifølge studiet mere end bare fravær af psykiske problemer. Det henviser til et højt niveau af mentalt velbefindende, for eksempel at du trives godt, føler dig optimistisk og har overskud i hverdagen.
– En stor andel af alle danskere, 58 procent, opfylder ikke WHO’s minimumsanbefaling for fysisk aktivitet. Derfor er det interessant at få mere viden om, hvilke faktorer der kommer forud for vores fysiske aktivitetsniveau. Her kan mental sundhed have en betydning, siger en af forskerne bag studiet, videnskabelig assistent Julie Ibáñez Román i en pressemeddelelse.
Studiet bygger på data fra 5.000 danskere, der i 2019 fik en række spørgsmål om deres mentale sundhed, og hvor meget fysisk aktivitet de dyrkede i løbet af en uge. Året efter fik de samme spørgsmål.
Forskerne inddelte deltagerne i studiet efter, om de i 2019 havde dårlig, moderat eller god mental sundhed, efter hvem, der året efter levede op til WHOs anbefalinger om at være fysisk aktiv minimum 150 minutter om ugen.
Studiet viser en tydelig sammenhæng mellem dét at have god mental sundhed og at være fysisk aktiv.
Det viser samtidig, at selv et moderat niveau af mental sundhed gør en forskel.
Personer, der havde en moderat mental sundhed i 2019, havde året efter 50 procent større chance for at leve op til anbefalingerne om fysisk aktivitet i forhold til dem, der havde dårlig mental sundhed. Resultatet er justeret for symptomer for depression og gælder ifølge forskerne uanset, hvor fysisk aktive personerne var ved første måling i 2019.
Forskerne påpeger, at pilen peger i begge retninger: De, der levede op til anbefalingerne for fysisk aktivitet, havde senere bedre mental sundhed.
– Har man god mental sundhed, er man mere tilbøjelig til at dyrke fysisk aktivitet. Dyrker man fysisk aktivitet, har man større chance for at have god mental sundhed, så man får endnu mere overskud af at dyrke fysisk aktivitet. Der er altså tale om en positiv opadgående spiral, forklarer Julie Ibáñez Román.
Hun mener, at der er potentiale i at få flere folk til at dyrke mere fysisk aktivitet. Hvis fokus på forebyggelse af dårlig mental sundhed udvides til generelt at fremme god mental sundhed på tværs af befolkningen:
– Studiet indikerer, at det giver mening at arbejde med at fremme god mental sundhed, ikke kun for ens egen skyld, men også som et middel, der kan have betydning for fysisk aktivitet og dermed forebyggelse af kronisk sygdom, siger Julie Ibáñez Román.
Studiet er publiceret i tidsskriftet Mental Health and Physical Activity.