Nyheder

Mere bevægelse til børn og deres rygge

17. november 2010

Flere børn og teenagere oplever problemer som kronisk ondt i ryggen. Det får Gigtforeningen til at opfordre til mere bevægelse – få deres gode råd.

Otte ud af ti drenge mellem 11 og 15 år samt syv ud af ti piger i samme alder bruger i følge Danmarks Radio mere end tre timer foran computeren om dagen. Rigtig mange af disse børn døjer med smerter i kroppen, og det får direktør i Gigtforeningen Lene Witte til at reagere:

– Det er alarmerende oplysninger, at stadig flere børn og teenagere har kronisk ondt i ryggen. Vi bliver nødt til at gribe ind med en solid forebyggende indsats, både i hjemmet og i skolen.

For lidt bevægelse i børns hverdag

Rygsmerter kan i mange tilfælde henføres til for meget stillesiddende arbejde – og desværre bliver det for mange børn en ond cirkel, hvor smerterne holder dem fra at komme mere i bevægelse. Lene Witte frygter, at vi på den måde er ved at skabe en hel generation med svage knogler og øget risiko for gigt og andre alvorlige sygdomme.

– Skal vi forebygge en eksplosion i livsstilssygdomme, skal vi have gang i børnene. Gode muskler og et stærkt skelet er forudsætningen for al fysisk aktivitet og dermed forebyggelse af f.eks. overvægt, hjertekarsygdomme og diabetes.

Bevægelse starter ved de voksne

Både forældre og lærere kan gøre noget for at sikre mere bevægelse i børns hverdag. Giftforeningen har f.eks. tidligere samlet en masse gode råd, der giver bevægelse og styrker børns ryg og kroppe.

Sådan får børn mere bevægelse:

1. Skolevejen I stedet for at blive kørt af forældrene, kan barnet få motion på skolevejen ved at cykle eller gå.

2. Lektielæsning/skolearbejde Det skal være i orden for børn at bevæge sig på stolen og bordet, mens de laver lektier. Når der skal lyttes og følges med på tavlen i skolen kan især børn bagerst i klassen have glæde af at sidde på bordet.

3. Siddebolde De store træningsbolde giver variation i siddestillingen, så børn ikke bliver fastlåst, når de sidder stille. Brug dem som alternativ til stole i skole og hjemme.

4. Udstrækning I skolen kan man med fordel holde små pauser i timen, hvor alle kommer op af stolen og strækker ud.

5. Motion Det gælder om at bruge fritiden til at få noget bevægelse ind i børnenes hverdag. Alle former for motion kan bruges, men hvis dit barn allerede klager over rygsmerter, er svømning en god motionsform at starte med.

6. Mere idræt i skolen Flere idrætstimer har mange gavnlige effekter, så bak op eller skub på, for at få skolen til at prioritere idræt – både i antal og indhold.

7. Gode udendørs faciliteter Det skal være sjovt og sikkert – og gerne med plads til forskellige behov og lyster på legepladsen. Tænk over, hvordan uderummet kan bakke op om mere bevægelse til børnene i frikvarteret.

Rådene er lavet i samarbejde med ledende overlæge Mette Harreby fra reumatologisk afdeling, Køge Sygehus, og ergoterapeut Merethe Nørager fra Gigtforeningens Center for sundhed og træning i Århus.

Kilde: Gigtforeningen.dk

(Oprettet den 17. november 2010)

Forrige artikelFarverig mad er mad for kroppen

Næste artikelKostens indflydelse på kræft