EU har besluttet at afsætte 90 millioner euro om året til skolefrugt. De enkelte lande skal også selv lægge penge i frugtkassen, så de 7,5 millioner kroner til Danmark kan ende med, at skolebørnene får frugt for 15 millioner danske bananer.
– Det er dejligt at se, at vores arbejde gennem mange år har båret frugt. Man kan selvfølgelig ikke få frugt til alle danske skolebørn hver dag for 15 millioner kroner, men det er en god start. Selvfølgelig skal der nu arbejdes på at udvikle en ordning, så alle børn kan få frugt i skolen om nogle år, så der kan glide mere af det sunde og forhåbentlig lidt mindre af det usunde mad ned i skoletiden, siger Morten Strunge Meyer, projektchef i Kræftens Bekæmpelses forebyggelsesafdeling. Baggrunden for EU beslutningen om at støtte en skolefrugtordning er, at der er omkring 22 millioner overvægtige børn i EU. Heraf er mere end fem millioner fede – et tal, der forventes at stige med omring 400.000 om året. Overvægt øger risikoen for mange kræftsygdomme. De 90 millioner euro kommer fra EU's landbrugsbudget, og det er en vigtig ændring i de politiske strømninger fra Bruxelles. – Landbrugspolitikken blev til den gang, vi manglede fødevarer. I dag får landbruget grundlæggende den samme støtte, selv om problemet er det stik modsatte – nemlig for meget mad. Derfor er det glædeligt, at EU nu er begyndt at tage hensyn til de sundhedsmæssige konsekvenser af landbrugspolitikken – ligesom man i mange år har set på de miljømæssige konsekvenser. Det kan også bruges i andre sammenhænge som til at få europæerne til at spise mere fuldkorn – for eksempel ved at tilbyde børnene sund morgenmad i skolen, siger Morten Strunge Meyer.
Kilde: Kræftens Bekæmpelse