Nyheder

Mere mæt med avocado

21. januar 2014

Får du ofte lyst til kage eller andre søde sager hen på eftermiddagen? Måske kan du dæmpe trangen, hvis du spiser en halv avocado til frokost.

Det er ret almindeligt at få lyst til søde sager hen på eftermiddagen, når frokosten er fordøjet og blodsukkeret falder. Hvis du er tæt på en kantine med kagebord, eller hvis bageren ligger lige om hjørnet, er det let at falde for fristelsen.

Der er natuirligvis ikke noget galt i et stykke kage i ny og næ, men hvis du gerne vil fristes lidt mindre, er det en god idé at have avocado med i madpakken. Det viser et nyt amerikansk studie.

Avocado er rig på fibre, fedt og vitaminer

Avocado er med sine 15 pct fedt en temmelig fed frugt, men det er de relativt sunde monoumættede fedtsyrer, den byder på. Den er derudover fyldt med sunde kostfibre (11 gram pr. 100 gram), proteiner (fire gram pr. 100 gram), K-, C- og B-vitaminer – og stort set ingen sukker. Til gengæld er den kalorierig: 100 gram avocado har ligeså mange kalorier som to store bananer (knap 190 kcal). En enkelt avocado (uden skræl) vejer op mod 130 gram.

Avocado fastholder mæthedsfornemmelsen

Det er universitetet Lome Linda i Californien, der har kigget på avocadoens gavnlige effekter på mæthedsfornemmelsen. Man fandt ud af, at en halv, moden avocado var nok til at reducere lysten til anden mad med 40 pct. tre timer efter måltidet. Selv fem timer efter frokosten var lysten til mere at spise reduceret med op mod en tredjedel i forhold til dem, der ikke havde fået avocado.

Forsøget blev foretaget med hjælp fra 26 raske og overvægtige voksne. Alle 26 havde for vane at overspise og ty til snacks i eftermiddagstimerne. De 26 blev delt op i tre grupper, hvor man over en længere periode lod den ene gruppe spise en frokost uden avocado, den anden gruppe lod man spise en frokost, hvor avocado indgik som ingrediens, og den sidste gruppe spiste en halv avocado som en del af frokostmåltidet. Det var tydeligvis den sidstnævnte gruppe, der fik mindre trang til de salte eller søde sager hen på eftermiddagen.

Avocado til diabetesbehandling

Årsagen er den enkle, at avocadoen fastholder mæthedsfornemmelsen længere end de fleste andre fødevarer. Men blodsukkeret viste sig også mere stabilt hos de forsøgspersoner, der havde spist avocado, hvilket har fået de amerikanske forskere til at interessere sig ekstra meget for den fede frugt. De vil bl.a. se på, hvordan avocado kan bruges i diabetesbehandling og om en frisk avocado dagligt kan føre til vægttab.

Kilde: BT.dk

Forrige artikelKemigiganter sagsøger EU

Næste artikelFlere pestcidrester i dansk frugt