Mere om diarre hos småbørn?

Jeg har lige læst et brev som næsten kunne være skrevet af mig. Så svaret kunne nok også være lige så godt være til mig 😉 Jeg skriver nu alligevel, hvis der nu skulle være noget at tilføje.

Jeg har en dejlig dreng på halvandet år. Han er på mange måder glad og sund. Han vokser fint og tager fint på, er meget aktiv og nysgerrig. Han har dog, siden han var ca. 9-10 måneder gammel, haft tynd mave. Vi har været igennem en længere udredning gennem læge og hospital, og intet er fundet. Vi har fået samme svar som førnævnte brev, nemlig at det er toddlers diarrhea. Han har heller ikke fået mælk de sidste måneder, da han har været snottet siden januar og haft mellemørebetændelse 3 gange. Jeg har en veninde, som ved meget om alt det her med glutenfri og mælkefri kost, som hjælper mig. Det er hende, der har fundet dig 🙂

Jeg har tænkt mig at følge dit svar fra det førnævnte brev, da det jo minder utrolig meget om min egen situation. Jeg vil bare høre, om du har noget at tilføje?

De kærligste hilsner

fra en træt mor

 

 


 

 

Det er rigtigt godt at høre, at I har været igennem udredning. Det er super vigtigt at udelukke forskellige alvorlige lidelser, når det drejer sig om langvarig diarre.

Har I haft afføringsprøve sendt til Statens Seruminstitut?

Kun Statens Seruminstitut har den fornødne viden og ekspertise til at finde de måske mindre almindelige parasitter.

Du skriver, at han ikke har fået mælk de sidste 3 måneder. Har I fjernet alle mælkeprodukter? Også de ikke synlige som vallepulver, laktosepulver? Og hvad med smør, ost, yoghurt o.lign.?

Ellers vil jeg varmt anbefale jer at være 100 pct. konsekvente i en periode!

Husk at give kalk/magnesium tilskud (det må ikke være produktet Mælkemineral, da det indeholder mælk) og selvfølgelig en multivitamin og ekstra D-vitamin. 

Du har en veninde med erfaring. Det kan jo være en super god ressource, når man skal finde ud af, hvad man kan spise i stedet for.

Hvis ikke en 100 pct. mælkefri periode gør en forskel, så vil jeg anbefale jer også at forsøge en periode 100 pct. glutenfri.

Rigtig god bedring til jer.

Med kærlig hilsen

Anette Opstrup

Skriv din mening - ikke til spørgsmål, send dem gennem brevkassen i stedet.

Skriv et svar

Husk at krydse af her!Denne anordning er desværre nødvendig, da vores inbox ellers oversvømmes af spam-mails, afsendt automatisk fra såkaldte mailrobotter.

*