Mere sul på tynd 4-årig?

Jeg har en dreng på 4 1/2 år. Sund og rask, og meget energisk. Han er meget kvik og dygtig til alle ting. Fremme i skoene, som man siger :0) Aldrig syg.

Men han er lige i kanten af undervægtig. Meget mager og lang, som sin far.. Bruger f.eks. str 2 år i underbukser, så smal er han.

Hvad kan jeg gøre for, at han får lidt mere sul på kroppen?

Han får sødmælk. Spiser meget godt, bare ikke aftensmad. Spiser ALTID sine grøntsager først, også i madpakken. Elsker dem. Men jeg tænker noget nærigt mellemmåltid og snacks, også til børnehaven? Og måske mere protein? Hvad med proteintilskud, eller de der proteinbar?

Hilsen

Madmor

 


 

Det er dejligt at høre, at du har en frisk og rask dreng. Og det er jo skønt at høre, at han er glad for grøntsager! Men det er også rigtig godt, at du er opmærksom på, hvordan du kan gøre hans kost næringsrig på alle områder, så han får alt det, som han har brug for.
 
Børn har brug for rigtig meget fedt. Til hjernen, til nervesystemet, til fordøjelsen, til synet, til huden osv. Men det skal selvfølgelig være sundt fedt!

Så først og fremmest, så synes jeg du skal prøve at få flere fedtstoffer ind i alle hans måltider. Brug gerne kokosolie og de andre planteolier: raps, hørfrø, oliven, mandel osv. De skal være økologiske og koldpressede! Og så et tilskud af en god fiskeolie hver dag!

En nem måde at give børn et boost af fedtstoffer og evt. proteiner er at lave en smoothie og tilsætte olie og evt. lidt proteinpulver. De fleste børn får dog rigeligt med protein. Men ellers er æg som regel en god proteinkilde til børn – ikke mindst til morgenmaden. Det kan jo være kogt, spejlet, scramblet, som æggekage, pandekage eller noget helt andet.  

Gode snacks er nødder, kerner og frø, avocado og banan. En proteinbar kan også være fin, men mange af dem er meget søde, så de næsten går under kategorien slik. 

Ud over kosten, er der også god hjælp at hente i kosttilskud, til børn, som er lidt for slanke. Giv en god multivitamin, ekstra D-vitamin og zink. Giv et tilskud af gavnlige tarmbakterier – det såkaldte Probiotika.

Tænk i det hele taget på, hvordan fordøjelsen fungerer? Kunne der være noget, som barnet ikke tåler så godt? Det vil nemlig gøre det sværere for tarmen at optage alle næringsstofferne fra maden.  

Med kærlig hilsen

Anette Opstrup

Skriv din mening - ikke til spørgsmål, send dem gennem brevkassen i stedet.

Skriv et svar

Husk at krydse af her!Denne anordning er desværre nødvendig, da vores inbox ellers oversvømmes af spam-mails, afsendt automatisk fra såkaldte mailrobotter.

*