Liv

Michael Falch: Fandt den ro, jeg havde drømt om

7. april 2010

Michael Falch indrømmer gerne, at der bag hans macho-image gemmer sig en kvindagtig kunstner. Men efter at være gået fra feteret rockstjerne med misbrug og kaotisk liv til halvglemt stjerne har han også fundet roen – og vejen tilbage.

Som lille dreng i Tønder tilbage i den spæde begyndelse af 1960’erne gik Michael rundt og søgte efter noget, han ikke helt vidste, hvad var.

Som så mange andre raske drenge drømte han om at blive fodboldspiller og score det afgørende mål for Danmark i en rød- og hvidklædt Idrætspark. Men inderst inde drømte han om at finde sindsro.

Han følte sig fremmed. Han følte sig udenfor. Og sådan fortsatte det mere eller mindre, også i de 30 år der er gået, siden den unge Michael kom til hovedstaden med sin guitar over skulderen og hurtigt blev en feteret rockstjerne.

Michael fra Tønder blev Michael Falch fra Malurt. Frontfigur i et af de mest popu-lære danske rockbands i starten af firserne. Det gik rasende stærkt. Allerede 1. maj 1981, samme år som bandets første LP udkom og blev revet ned af hylderne, stod Michael og Malurt på scenen som hovednavn i et tætpakket Forum i København. Oppe foran scenen stod ingen ringere end Bruce Springsteen, som var i byen for at give koncert. Michael Falch havde mødt sit idol på gaden samme dag og inviteret ham indenfor til fest. Springsteen kunne lide, hvad han så og hørte. Og gik på scenen sammen med Michael og gutterne og gav sit dengang største hit ”Hungry Heart”.

De næste tyve år levede Michael Falch rock’n roll-livet fuldt og helt. Der blev ikke sparet på noget. Mindst af alt blev der sparet på kroppens ressourcer. Blandt hans største idoler var Jimi Hendrix og Keith Richards fra Rolling Stones, og de var ikke alene musikalske forbilleder. Også deres livsstil blev idealiseret. For rock’n roll er ikke kun en musikstil. Det er en livsfilosofi på godt og ondt.

– I dag har jeg fundet den sindsro, jeg har søgt efter, siden jeg var barn, siger 53-årige Michael Falch, som vi møder på spillestedet Magasinet i Odense i timerne forud for en af vinterens udsolgte koncerter med vennen Poul Krebs.

2010 har indtil nu været hans helt store år. Efter flere års personlig og kunstnerisk nedtur har han fået et nærmest stormende comeback med det fremragende album ”Fodspor i havet” fulgt op af koncertturnéen med Poul Krebs. Og bag den kunstneriske succes ligger også historien om en revitaliseret Michael Falch.

Rockmusiker og skuespiller

Michael Falch har en meget markant skuespillerkarriere og er blevet Bodil-nomineret for fire af de fem film, han har lavet, senest ”Applaus”, hvor han spiller over for Paprika Steen.

Han vil meget gerne lave flere film og mere tv, og allerhelst nogle skæve og anderledes roller. ”Kan du huske Livsens Ondskab?”, spørger han. ”Jeg vil vildt gerne spille ham Tummelumsen.”

Roen på Tåsinge

Han har givet masser af interviews denne vinter. Fortalt om albummet. Om nedturen. Om misbruget. Om ægteskabet, der gik i stykker. Det har vi læst, hørt og set om overalt. For Michael Falch er ikke typen, der holder kortene tæt ind til kroppen. Han skriver sange om sine følelser, han synger sine sange og fortæller gerne om baggrunden.

Vi vil gerne høre om opturen tilbage til livet og livsglæden, der næppe har været større og mere ægte siden barndommens uskyldige år. Michael Falch bor i dag på Tå-singe i det smukke sydfynske øhav. Men er det en flugt fra fortidens hektiske liv i den pulserende storby?

– Der er da helt klart et flugtelement i det, svarer han.

– Men også det modsatte. For på Tåsinge har jeg fundet en ro, som jeg aldrig før har oplevet og på en eller anden måde altid har søgt efter. Hele mit liv har været hektisk, intenst og rodet. Fra min barndom i Tønder til livet som rockmusiker. Der har været perioder undervejs med mere ro. Jeg har tre børn og har levet i et langvarigt ægteskab, men det meste af tiden har mit liv været hektisk som bare pokker.

– Og så var det, at jeg for overhovedet at kunne klare det hele tyede til en ’kemisk ro’ i form af pimperi, sovepiller, dope og de der forbandede cigaretter, som i sidste ende truer med at tage livet af én. Det er otte år, siden jeg ramte muren, hvor jeg ikke længere kunne klare den ’medicinering’. Og jeg tror, at det for de fleste er sådan, at man er nødt til at møde muren for at kunne finde den ro, man søger. For vi reagerer ofte ikke, før vi kan mærke alle symptomerne på krop og sjæl. Vi bliver ved med at vade rundt i den samme leverpostej, fordi det er så svært at ændre livsmønster. ’Fod træder bedst, hvor fod har trådt’, som man siger.

Ud af misbrugene

– Rocklivet præges i høj grad af hedonisme, en søgen efter den størst mulige lystfølelse. Man går lige til stregen. Der er en intens ener-gi i alt, hvad man foretager sig. Og den energi er ikke i sig selv sundhedsskadelig. Men det er det overforbrug og det misbrug, der ofte følger i kølvandet. Jeg kom til et punkt, hvor jeg følte, at min værdighed var i fare. Jeg var totalt flosset, og jeg ville ikke rode mig ud i mere.

– I dag er de fleste misbrug lagt på hylden. Alkoholen, sovepillerne, cigaretterne. Det sids-te var det sværeste. To pakker om dagen rakte til sidst ikke. Jeg kunne sgu ikke trække vejret til sidst. Men for fanden, jeg er sanger. Så nytter det jo ikke, at man ikke kan trække vejret, vel?

– Og for så lige at svare på dit spørgsmål, om det er en flugt, at jeg har bosat mig på Tå-singe: Ro er flugt eller et valg af frihed. Nissen flytter med, så en smuk udsigt ændrer jo ikke en selv. Det er hele processen omkring ens identitet, der skaber grobund for at finde den sindsro, man søger, siger Michael Falch.

Valget af friheden og roen på Tåsinge har tydeligvis haft en god effekt på Michael Falch, som er lykkelig lige nu. Lykkelig over at have lagt et årelangt misbrug bag sig og lykkelig over igen efter flere års kunstnerisk deroute at opleve stor succes.

– Det er meget livsbekræftende at opleve det, jeg gør nu, siger han.

– Jeg føler jo lidt, at det er regnskabets time rent kunstnerisk, og at der er plus på kontoen.

Hvor der tidligere stod whisky og bajere i Michael Falchs garderobe, når han gav koncerter, er det eneste, han i dag forlanger, en skål med frisk frugt – og lidt sødt til pausen.

Vanedannende succes

Han lægger ikke et øjeblik skjul på, at han nyder succesen, for som han siger: – Det er sindssygt vanedannende at være feteret. Det er sådan en rus, som det er svært at leve uden, når man først har prøvet det. Jeg kan huske en periode i 90’erne, hvor jeg virkelig havde et ’formdyk’, og min karriere var for nedadgående, og at jeg, der var så vant til at blive genkendt, ikke længere blev det. Jeg jokede med det, for så meget selvironi har jeg dog. Men den der følelse af at kunne gå gennem Rønne på Bornholm, og der ikke var én, der vendte sig om, det var så mærkeligt. Når man i årevis har været vant til at blive genkendt og vant til, at folk vendte sig om ef-ter en og mumlede til sidemanden: ’se, hvem der går der’ – selvom det jo for øvrigt er skide-irriterende. Men når det så holder op, bliver det slemt. Så får man abstinenser, ganske enkelt. Men så kom ”Rejseholdet” heldigvis!,” siger han med et glimt i øjet.

– Det handler om intet mindre end ens identitet. Jeg er sådan én, der bliver genkendt! Og det bliver simpelthen dope for en. Jeg er næsten sikker på, at det altid har været sådan. I min fritid har jeg studeret den Hellige Frans af Assisi, og på hans tid ville man også være ’star’, bare som ridder med rustning og det hele og føre sig frem i små fyrstekrige og være nogle fandens karle. Det har altid været sådan.

Det kan måske undre nogen, at Michael Falch studerer Frans af Assisi, men faktisk har kristendommen altid haft en stor plads i hans liv.

– Kristendom har altid fyldt meget for mig og gør det stadig – hver dag. Jeg ved godt, at det for mange er fuldkommen uforene-ligt med rocklivet, men for mig har det altid hængt sammen. Jeg har altid været interesseret, men man kan så sige, at det for mig har fået en anden aktualitet i de seneste otte år, hvor jeg har været ædru og ligesom har fundet en slags ritual, hvor jeg kan holde fast i nogle af de ting, der virker for mig. Som for eksempel meditation hver dag – det er ikke bare noget, jeg snakker om eller skal en gang i næste uge, men noget, der sker hver dag. Hver eneste morgen har jeg en lille rituel praksis, jeg går igennem, inden jeg kaster mig ud i det her sindssyge liv, så jeg har en eller anden for-ankring med fra mit morgenritual. Det gør mig godt. Det er noget af det, der vir-ker i mit liv, siger han.

At opgive viljen

Michael Falch afviser derimod, at det var stærk viljestyrke, der gjorde, at det lykkedes ham at ændre sit liv. Tværtimod, siger han. For vilje har han altid haft. Til overflod.

– Enhver, der har set mig spille fodbold, ved, at jeg har oceaner af vilje, siger han med et grin.

– Nej, når jeg har haft held til at lægge mit liv om, er det netop et udtryk for at opgive viljen. Jeg har altid elsket København og gør det stadig. Så hvis det havde handlet om vilje, så var jeg blevet stædig og var blevet der, hvor jeg holdt mest af at være, og kæmpet for at fastholde det mønster, jeg var i, hvor galt det så kunne være gået. Nej, jeg søgte netop efter noget nyt.

Processen har varet i otte år. De første fire handlede det om at forblive fri af misbrug. Men som en streg i regningen gik Michaels mangeårige ægteskab i stykker midt i processen. Derfor blev det aktuelt at flytte, og her var det, at valget faldt på Fyn.

– I første omgang ringede jeg til nogle herregårde på Fyn, fordi min ene datter gik på Oure, og jeg ville gerne være tæt på hende. Det endte så med, at jeg lejede et lille fiskerhus ved Nyborg. Det var her, jeg skrev alle sangene til ”Fodspor i havet” og opdagede, hvad det var for en form for ro, jeg søgte. I dag har jeg lejet mig ind i et hus, der ligger smukkere end noget, man kan forestille sig. Og jeg kan mærke, at jeg nyder at tøffe omkring. Ja, helt banalt, at tøffe omkring meget langt væk fra det hæsblæsende liv, som i mange år var det eneste liv, jeg kunne identificere mig med.

Fra tynde ben til løbeben

Michael Falch fik et wake-up call, da en fodbolddommer for otte år siden fortalte ham, at når storken engang fløj bort, havde han de tyndeste ben i landet. På det tidspunkt vejede sangeren ti kg mindre end i dag og var godt klar over, at der snart skulle ske noget meget drastisk, hvis ikke det skulle ende fatalt.

Michael Falch løbetræner hver anden dag, hvilket var fuldkommen utænkeligt for blot et par år siden, men med hans nye livsstil har han fået fornyet fokus på sit helbred.

Kvindagtig

Mange opfatter Michael Falch som en macho-type. Han har fået det image gennem flere film og tv-roller og selvfølgelig som rockmusiker og inkarneret fodboldfan. Men selv opfatter han sig ikke som specielt macho, og han har i det hele taget svært ved at sætte ord på egentlige forskelle mellem kvinder og mænd ud over de rent fysiske.

– Selvfølgelig er der en styrke i seksualiteten, som er vildt dragende, men jeg har svært ved at genkende, at der skulle være denne her store forskel på kønnene. I virkeligheden tror jeg, at jeg er helt vildt feminin, siger han.

– Mine interesser, at læse og at skrive sange, er vel på en måde rimelig kvindagtige. Jeg søger hele tiden at finde nogle følelser frem i min sangskrivning og søger at beskrive nogle almene problemstillinger,” siger han og beskriver, hvordan han kigger indad mod sig selv, når han skriver sange.

– Min forrige plade ”Falder du nu” var jo nærmest terapeutisk i sin hudløshed, mens jeg ikke opfatter ”Fodspor i havet” som terapeutisk. Den er snarere en status et sted på min rejse, hvor jeg ikke længere er den lidende, men måske den medlidende.

Det når Michael Falch lige at sige, inden han bliver kaldt til lydprøve forud for aftenens koncert i Odense.

Michael fra Tønder har fundet det, han altid har søgt: Sindsro.

FAKTA

• Michael Falch er født i 1956 og bliver 54 i år.

• Han var frontfigur i bandet Malurt fra 1980-84 og har siden været solist. Han har udgivet 14 soloalbums, senest ”Fodspor i havet”.

• Han er fraskilt, far til tre døtre og har i en årrække været gæsteforelæser på idrætshøj­skolen i Oure.

• Bor i dag på Tåsinge i det sydfynske øhav.

Forrige artikelOlsens pølsegryde

Næste artikelNår flaget ikke vil op