Mickey Gjerris: Vi skal ud af den fælles massehypnose

Af: Clara Edgar

Foto: Lars H. Laursen

Mickey Gjerris er teolog med en ph.d. i bioetik. I dag underviser han på Københavns universitet, og har desuden skrevet flere bøger og siddet i etisk råd. Hans brede faglighed har givet ham mulighed for at dykke ned i nogle af livets store spørgsmål, og for Mickey er der ingen tvivl: Det gode liv kræver et opgør med forståelsen af værdi.

Jeg møder Mickey Gjerris på Strandvejen i Hellerup. Et område, der især er kendt for sine store huse, beboet af mennesker med høj indkomst. Men selvom Mickey også selv bor i byen, så er det ikke i privaten, han har sat mig stævne. Det er i stedet på kaffehuset Emmerys. Her sidder han nemlig tit med computeren og arbejder, så han føler, han er en del af fællesskabet.

Mickey har taget plads ved et bord langs caféens væg, hvorfra han kan se, hvad der sker omkring ham. Og selvom computeren står åben, har han da også blik for omgivelserne. Da jeg åbner døren, ser han straks smilende på mig.

Med hver vores varme kaffe på bordet falder snakken hurtigt på dagens emne: Hvad er vigtigt i livet? Et stort og komplekst spørgsmål, som i løbet af eftermiddagen tager os i mange retninger. Men inden vi kommer så langt, vil jeg gerne have en lidt bedre ide om, hvorfor og hvordan det spørgsmål optager Mickey Gjerris helt personligt. Svaret er lidt af en tretrinsraket.

Livskrise og store tanker

For det tidigere medlem af Etisk Råd har altid været optaget af de store spørgsmål. Hvordan blev verden til? Hvad er meningen med livet? Hvordan skal vi som mennesker agere? Derfor startede han også på universitetet med at læse astronomi, som han dog hurtigt skiftede ud med teologi, hvor han med udgangspunkt i religion og etik foldede sin nysgerrighed mere ud. Men det var egentlig først, da en personlig krise ramte ham, at han for alvor begyndte at se indad og sætte de store tanker i kontekst af sit eget liv.

– Jeg sad med hele den udvidede familie i Italien på ferie og kiggede ud over det her naturskønne landskab og indså, at jeg skulle skilles. Det var utrolig hårdt og jeg følte det som et svigt, men også en livslektie, som jeg kunne mærke, jeg var nødt til at tænke langsomt over, for at lære af, siger Mickey Gjerris.

Og da støvet fra krisen havde lagt sig, begyndte han på netop det. At tænke over, hvad der var gået galt, hvilket liv han ville leve, og hvor langt der var fra idealet til virkelighed. For ikke at miste tankerne, begyndte han at skrive dem ud på Facebook og kunne hurtigt se, at de vakte genklang.

– Det var jo mine sandheder om mit liv, men de ræsonnerede hos rigtig mange. Jeg tror, det er fordi, jeg egentlig skrev noget, vi godt ved. Men som vi bare er gode til at glemme, siger Mickey.

Efter 100 opslag sammenfattede han sine livsfilosofier i bogen “Skildpaddetanker”. En titel, der udsprang af ideen om at tænke langsomt, som allerede var kommet til ham på den skæbnesvangre ferie i Italien.

Til kamp mod idealerne

Bogen var ikke Mickeys første, men det var første gang, han blev personlig i sit forfatterskab. Og med det steg hans popularitet også. Faktisk blev bioetikeren lidt af en rockstjerne for nogle af dem, der havde læst hans ord.

Mickey fortæller, hvordan en kvinde greb fat i ham, da han i al hast var på vej mod scenen til årets klimatopmøde, hvor han skulle holde et oplæg.

– Jeg troede først, at det måske var en, jeg havde mødt før, for jeg er ret dårlig til ansigter, men det var det ikke. Hun havde læst min bog “Skildpaddetanker” og ville bare fortælle, at den havde gjort stort indtryk på hende. Så trak hun lidt op i sit ærme og viste en tatovering af en lille skildpadde, siger han.

Det gjorde stort indtryk på Mickey, at han havde sat så permanent et aftryk hos et andet menneske. Og det undrede ham egentlig også. For som han siger, så tager han bare nogle kendte sandheder og trækker dem frem i lyset.

Artiklen fortsætter under billedet…

Forestillingen om Det gode Liv

Men når noget så simpelt alligevel kan vække så stor opmærksomhed, hænger det for Mickey sammen med, at rigtig mange mennesker på den ene eller den anden måde kæmper med at være til. Og han tror, den kamp hænger sammen med de idealer, som er blevet sat op for os.

– Vi sidder så fast i nogle forestillinger om, hvad Det gode Liv er. Uddannelse, prestigefyldt karriere, familie, et stort hus fyldt med alle mulige ting, som reklameindustrien har skubbet os til at købe. Spørgsmålet er, om de ting og det liv faktisk gør os lykkelige? Det tror jeg ikke, siger forfatteren, mens han peger rundt på omgivelserne. Hellerup – Mekka for forestillingen om ”Det gode Liv”.

– Alle de penge, som folk har her, tror jeg, mere end noget andet er med til at gøre dem ensomme, siger han.

Men hvis det ikke er materialisme, vi skal sætte vores lykke-lid til, og hvis de fortællinger om, hvordan livet skal se ud, faktisk er tomme løfter, hvad skal vi så gå efter? Og lige så vigtigt. Hvis vi faktisk kan mærke, at vi er på en forkert sti, hvorfor skifter vi så ikke kurs?

Man kan vinde ved at miste

Mickey Gjerris mener, det er et spørgsmål med flere svar. Et af dem er, at den præfabrikerede historie ligger så indlejret i os, at det kan føles som et tab at gå imod strømmen.

– Fordi vi er flasket op med de her fortællinger, der jo siger os, at det gode liv ser ud på en bestemt måde, så kan det nemt virke, som om vi giver afkald på en hel masse, hvis vi gør noget andet. Men sådan er det ikke nødvendigvis. Måske kan man faktisk vinde rigtig meget ved at miste, siger Mickey.

Han fremhæver et eksempel med en klassisk musiker, som var nået helt til tops i symfonipyramiden for at opgive det hele og blive musiklærer for børn. Et valg, der naturligvis vakte opsigt, fordi det var så atypisk, at han skulle sige farvel til både de penge og den anerkendelse, der hørte til hans position. Selvfølgelig spurgte mange, om det ikke var et kæmpe offer. Men det var det ikke for ham. Det gav ham tværtimod en enorm glæde at kunne arbejde med børn, se dem udvikle sig og give musikkens gaver videre.

Fravælg den nemme løsning

Mickey Gjerris ser musiklæreren som et eksempel på, hvor stærkt samfundsidealet er, men også hvor givende det kan være at gå sin egen vej. Og han tror rigtig meget på, at det netop er, hvad der skal til, hvis vi vil finde guldet for enden af regnbuen. Men han anerkender, at det er svært. Både fordi det er et opgør med noget etableret, og fordi det kræver en bevidsthed om, hvilken sti – af de mange mulige – der er den rigtige for dig.

– Det er jo egentlig nemt bare at flyde med. Det har jeg også selv gjort – i rigtig høj grad i mine unge år, men også sidenhen, hvor jeg nok ikke i tilstrækkelig grad var bevidst om, hvad der var vigtigt for mig. Så jeg tog den nemme løsning og gik på den betrådte sti. Men man kan altså vælge at gøre noget andet. Det er muligt at finde slukknappen og selv vælge. Og vi skal ud af den fælles massehypnose, for den gavner os ikke, siger den teologuddannede bioetiker.

Når Mickey Gjerris udtrykker sig så konsekvent, er det fordi, han kigger rundt og ser den lange liste af mennesker, som kæmper med depression, stress, angst, mistrivsel og ensomhed. Lidelser som er manifestationen på et sygt samfund, der kredser om en fælles forestilling, der har slået fejl. Mickey har jo også selv mærket det på egen krop. Han havde nået trinnet, hvor lykken var lovet, men som i realiteten bragte krise med sig.

Brug hjerte og idealer som kompas

Så vi skal altså turde at gå ad de skjulte stier gennem skoven og bruge vores hjerte og idealer som kompas i stedet for at navigere efter andre koordinater. Men mere end det, så tror MIckey også, at vi skal tage et grundlæggende opgør med, hvad der giver værdi. I mange år har værdi været noget mere eller mindre fysisk, vi kan måle på. En høj stilling er af stor værdi. Havudsigt har stor værdi. Lang uddannelse, friværdi, godt helbred, købekraft, økonomisk overskud – fortsæt selv listen.

I den modsatte kategori er så de ting, vi anser for mindre værdifulde, eller endda værdiløse. Ingen uddannelse. Arbejdsløshed. Kronisk sygdom. En lille lejlighed. Gæld. Problemet med det er, at de beregninger hverken tager højde for den værdi, som hver af os har, bare ved at være til, og at held heller ikke spiller ind i ligningen.

– Vi bliver født uden at have bedt om det, og nogle bliver født ind i et liv med meget, mens andre bliver født ind i et liv med mange mangler. Jeg var heldig, og at jeg sidder, hvor jeg gør i dag, handler ikke om, at jeg har knoklet sindssygt meget mere end andre. Jeg var heldig, og derfor synes jeg, at jeg har et ansvar for at hjælpe dem, der ikke blev sat i verden med samme kort på hånden. Det er fællesskabets opgave, siger Mickey.

Slut med noget-for-noget

Men fordi vi i så høj grad for haft fokus på at skabe fordele for os selv, så kan det virke som et tilbageskridt at give noget fra sig. Men sådan ser Mickey det slet ikke. Han ser det som at give noget til nogen, fordi de har mere brug for det, og i processen skaber man glæde hos både den anden og sig selv.

“Det må ikke være tanken om noget-for-noget, når man giver noget væk. Om det er penge, tid, hjælp eller hvad det er. Det skal gives frit og uden forventninger.”

– Men det sjove ved det er jo, at det er med til at give en god selvfølelse, og at gestussen har det med at komme tilbage på et tidspunkt, siger han.

Grundlæggende tænker han, at det handler om barmhjertighed. Noget, som samfundet desværre ikke bruser over af. Og så handler det for Mickey også om at spørge sig selv, hvilket menneske man vil være? Vil man være et menneske, der sidder mere eller mindre ulykkelig på toppen omkranset af dyre ting, men uden nogen at bruge tiden med? Eller vil man sidde med færre ejendele men omringet af flere og bade sig i den glæde, man skaber?

– Jeg vil ikke bede nogen om at være de bedste mennesker. Men jeg synes godt, man kan bede andre om at gøre deres bedste. Og jo mere overskud, man har, jo heldigere har man været. Jo mere kan man også hjælpe andre med at blive bedre, siger Mickey Gjerris, som dog ikke lover, at livet bliver en ren dans på roser, selv hvis man anstrenger sig for at være god mod andre.

Menneskelige værdier er besværet værd

Kriser kan altid ramme. Død. Fyringer. Sygdom. Men han tror til gengæld på, at hvis man giver hjælpen ud, når man selv er i overskud, så er chancen større for, at den kommer tilbage, når man ligger ned. Ligesom han tror på, at det slag, man får, når en krise rammer, og man ikke længere kan leve op til produktivitetskravet, er mindre, hvis vi flytter fokus over på menneskelige værdier.

Det kan betyde store omvæltninger at tage et så gennemgribende kig på sit liv og sine værdier. Og måske endnu sværere at trække skillelinjen mellem sine egne drømme og andres. Men for Mickey er der ingen tvivl om, at det er besværet værd – også selvom det er hårdt.

– Jeg er et sted, hvor jeg har det godt i verden, og det er der rigtig mange, der ikke har. Men jeg er tilfreds og rolig med de valg, jeg tager, og jeg arbejder løbende på at bevæge mig hen mod det menneske, jeg vil være, som er meget langt fra, hvad jeg egentlig er blevet fortalt. Så jeg kan kun sige, at i det omfang, det er muligt, så tag kontrol over dit eget liv. Vælg selv til eller fra efter, hvad der giver mening for dig og den, du vil være – og lad så andres forventninger være, hvad de er. I sidste ende er det nu engang dig, der skal forme din tilværelse, siger Mickey Gjerris.

Om Mickey Gjerris

52 år gammel.

Uddannet teolog i 1998 med en ph.d. i bioetik i 2004.

Arbejder i dag på Københavns Naturvidenskabelige Fakultet.

Har i mere end 20 år grublet over etiske spørgsmål om sundhed, dyr, klima, liv og død og meningen med at være til.

Medlem af det Etiske råd fra 2011 – 2016.

Hver aften spørger Mickey sig selv, hvad han kunne have gjort bedre?

Mickey er et familiemenneske og nyder at bruge sin tid med børnene, kæresten og på at kramme træer.


Forfatter til flere bøger, som kredser om etiske overvejelser, bl.a.

Upraktisk håndbog i lysegrønt håb (2019)

Skildpaddetanker – fra en foruroliget verden (2017)

Jagt: Natur, mennesker, dyr og drab (2016)

Skriv din mening - ikke til spørgsmål, send dem gennem brevkassen i stedet.

Skriv et svar

Husk at krydse af her!Denne anordning er desværre nødvendig, da vores inbox ellers oversvømmes af spam-mails, afsendt automatisk fra såkaldte mailrobotter.

*