Nyheder

Migræne beskytter hukommelsen

30. april 2007

Kvinder med migræne mister ikke lige så meget hukommelse som kvinder, der ikke har migræne. Det viser en undersøgelse offentliggjort i tidsskriftet Neurology.

Forskerne studerede, hvordan hukommelsen ændredes blandt 1448 kvindelige deltagere i en befolkningsundersøgelse.

Undersøgelsen blev indledt i 1993, hvor kvinderne gennemgik en række kognitive tests, bl.a. for at undersøge deres evne til at huske ord.

De 204 kvinder, der på daværende tidspunkt angav, at de havde migræne, scorede noget dårligere i testene end de kvinder, der ikke havde migræne. Men da de samme tests blev gentaget 12 år senere, var deres kognitive evner ikke blevet reduceret i samme udstrækning som hos kvinderne i kontrolgruppen. Reduktionen blandt kvinderne med migræne var i gennemsnit 17 pct. mindre end blandt kvinderne uden migræne.

Forskerne bag undersøgelsen antyder, at migrænemedicin, kostvaner og adfærdsændringer kan ligge bag resultaterne. De udelukker heller ikke, at der kan være biologiske forandringer i f.eks. hjerneaktiviteten hos migrænepatienter, som kan bidrage til at beskytte mod dårligere hukommelse.

Kilde: Dagens Medicin

Forrige artikelHormonforstyrrende stoffer kan være årsag til misdannelser

Næste artikelÆbler kan gasses til at se friske ud