Migræne eller stress?

Jeg har aldrig betegnet mig selv som migræneplaget, men nu er der opstået det, at jeg vågner hver morgen med hovedpine.

De fleste dage går det over i løbet af dagen, men nogle dage må jeg ty til piller for at kunne passe mit arbejde.

Kan det være stress? Hvilken hovedpude vil du anbefale? For jeg har da tænkt om det kan være den, eller madrassen, der er årsag?

Mvh en presset mand

 


 

Stress er da bestemt en mulig faktor.

Jeg ser ofte, at folk der vågner med hovedpine, har ligget og bidt tænderne hårdt sammen natten igennem, og det kan jo bestemt godt være pga stress.

En elendig hovedpude eller madras er aldrig godt, men det er desværre ikke muligt at anbefale en bestemt, for det er simpelthen så individuelt, hvad man trives med.

Først og fremmest synes jeg, du skal se, om du har kæbespændinger. Læg i løbet af dagen mærke til, om du har tendens til at sidde og bide tænderne sammen. Hvor er din tunge? Tungen skal hverken være presset op i ganen eller ned, men egentlig ligge frit i munden. Når du sidder med munden lukket, skal tænderne ikke bide mod hinanden og tungen skal ligge frit i munden. Jo flere gange du i dagens løb afspænder kæber og tunge, jo mere vil du aflægge dig den vane.

Spændte skuldre og nakke kan også være medvirkende til hovedpinen, så rul med skuldrene, stræk og sving med armene tit og ofte.

Du kan spørge dig selv om du bider noget i dig, du egentlig ikke har det godt med?

Om du burde bide mere fra dig?

Ja, der er faktisk ofte nogle sandheder at hente i de gamle talemåder.

Catrine Marcussen

Akupunktør og bevægelsespædagog

Skriv din mening - ikke til spørgsmål, send dem gennem brevkassen i stedet.

Skriv et svar

Husk at krydse af her!Denne anordning er desværre nødvendig, da vores inbox ellers oversvømmes af spam-mails, afsendt automatisk fra såkaldte mailrobotter.

*