Nyheder

Miljøvenligt mærketøj

27. juni 2022

Hvis de danske forbrugere vil være sikre på, at de ikke køber tøj, der er fremstillet under miljøbelastende forhold, bør de købe tøj, der er mærket med det europæiske miljømærke Blomsten eller det nordiske miljømærke Svanen.

Man kan i flere af medierne i denne uge læse, at økologisk tøj i stigende grad finder frem til de danske butikshylder. Og at danske forbrugere i stigende grad efterspørger økologisk tøj. – Det er positivt, at danskerne i stigende grad medtænker klimaforandringer, CO2-udslip og egen sundhed, når de køber tøj. Men det er samtidig vigtigt at fortælle forbrugerne, at økologisk tøj kun er udtryk for, at bomulden stammer fra planter, der ikke er blevet sprøjtet eller gødet med kunstgødning. Der er ingen garanti for, hvad tekstilet i øvrigt er blevet udsat for. Hvis man vil have garanti, bør man kigge efter Blomsten eller Svanen. Så får man nemlig garanti for, at der er taget hensyn til miljø og sundhed i hele produktets livscyklus, fortæller Tine Due Hansen, kommunikationskoordinator I Miljømærkesekretariatet. Miljøhensyn – hele vejen igennemØkologisk tøj bliver produceret af bomuld fra planter, der ikke er blevet sprøjtet eller gødet med kunstgødning. Der er altså taget miljø- og sundhedshensyn i fremstilling af råmaterialerne. Problemet er bare, at miljøbelastningen i høj grad også foregår i den videre forarbejdning. Også når det gælder bomuld. Når man producerer cowboybukser, kræver det i mange tilfælde blegning med klor, før den blå farve kan hænge ved. Det betyder, at økologisk tøj sagtens kan være produceret under den slags forhold, som dem man sidste år kunne se i DR's dokumentarprogram ”Når tilbud dræber”. Det er til gengæld ikke tilfældet for miljømærket tøj. I miljømærkernes kriterier for blegning er der nemlig en meget skrap grænseværdi for, hvor meget klor der må være i spildevandet. I praksis er denne grænseværdi så skrap, at den næsten umuliggør blegning med klor. En anden fordel er, at der stilles krav til spildevand fra farverier, og at de mest skadelige farvestoffer ikke må anvendes til miljømærkede tekstiler. Det betyder bl.a., at der ikke må anvendes farvestoffer, der afgiver allergifremkaldende eller kræftfremkaldende stoffer. Det nemme valg er også det bedste valgI en artikel i Børsen tirsdag den 6. marts opfordres forbrugerne til at være opmærksomme på, om det tøj, de køber, nu også er økologisk. – Når man køber tøj, der er mærket med enten Blomsten eller Svanen, har man garanti for, at alle led i produktionskæden er kontrolleret af en uafhængig kontrolinstans. Det gør det nemt for forbrugerne at vælge et produkt, der hele vejen igennem er produceret med hensyn til både miljø og sundhed – og som samtidig er af høj kvalitet, siger Tine Due Hansen fra Miljømærkesekretariatet. Kilde: Miljømærkesekretariatet

Forrige artikelButikker vil ikke flytte slik fra børnehøjde

Næste artikelTag en pizza mod kræft