Nyheder

Mindre mobil mere bevægelse

Foto: Adobe Stock
20. december 2021

Mindre mobil mere bevægelse

Ny undersøgelse viser, at det faktisk ikke er så svært at få børn og unge i folkeskolen til at bevæge sig mere. Man skal bare tage mobiltelefonen fra dem. Særligt overraskende er det, at aktivitetsniveauet stiger for én bestemt gruppe.

Rigtig mange børn og unge sidder mere stille, end de burde. Den officielle anbefaling lyder på 60 minutters daglig motion med moderat til høj intensitet. Men ifølge en analyse fra Sundhedsstyrelsen er det kun knap 30 procent af de 11-årige piger og knap 40 procent af de 11-årige drenge, som faktisk følger anbefalingerne. 

Ser man på de 13-årige og 15-årige, bliver tallene ikke mere opløftende. I takt med at børnene bliver ældre, er færre og færre nemlig tilstrækkeligt aktive.

Den direkte konsekvens af det er selvfølgelig, at børnene bruger rigtig meget tid på at sidde stille. Selvom det er åbenlyst, kan tallene alligevel virke voldsomme. De 11-15-årige bruger i gennemsnit 11 timer om dagen på at sidde stille fra mandag til fredag. I weekenden er det mere end 12 timer. 

Når man medregner, hvor meget tid, de også bruger på at sove på fridagene, er der næsten ikke noget tilbage. Samlet bliver mere end 21 timer brugt på enten at ligge eller sidde. 

Spørgsmålet er selvfølgelig, hvordan man vender den udvikling, for det siger sig selv, at kroppen gerne skal bruges. Her kommer en ny undersøgelse altså med et oplagt bud.

Mobil-frit frikvarter

Forskere fra Syddansk Universitet har nemlig undersøgt aktivitetsniveauet i frikvartererne hos børn i 4.-7. klasse. Først kortlagde forskerne børnenes aktivitet i frikvartererne på en normal uge. Så tog forskerne mobiltelefonerne fra eleverne i fire uger. Ikke overraskende så steg aktiviteten i de fire mobil-fri uger. 

Samlet steg andelen af børn, som bevægede sig i frikvarteret, fra 58 til 63 procent. Selvom det kun er en forskel på fem procent, viser analysen en nem måde at øge aktivitetsniveauet. Og vigtigere end det, så var en stor del af børnene positivt stemt overfor de mobil-fri skoledage. Samlet mente 46 procent, at det var en god ide med de mobil-fri pauser. 

Her er det værd at bide mærke i, at pigerne generelt var mere positivt stemt end drengene. De selv samme piger, som faktisk står for den største grad af inaktivitet. 

Samarbejde er vejen frem

På tværs af aldersgrupper er det nemlig pigerne, som i lavest grad bevæger sig. Når aktiviteten samlet set falder med alderen, betyder det, at det kun er omkring syv procent af de 15-årige piger, som rører sig 60 minutter om dagen. 

Piger er generelt mindre aktive end drenge, og derfor har der i en del år været fokus på, hvordan vi kan få flere piger til at bevæge sig. Dette eksperiment viser, at vi ved at fjerne mobiltelefonen faktisk kan understøtte, at flere piger bevæger sig i frikvarteret, siger projektleder og lektor Charlotte Skau Pawlowski. 

Er du forælder – hvad end det er til drenge eller piger – viser tallene, at det kan være en rigtig god ide at få børn og unge lidt mere op i gear. En måde at fremme det kan være ved at tage telefonerne fra dem. Men det skal gøres på den rigtige måde, hvis det skal blive en succes.

– Vores undersøgelse viser, at godt halvdelen af eleverne ønsker mobilfrie frikvarterer. Ønsker man, at det mobilfrie frikvarter skal lykkes, er det dog vigtigt, at det er baseret på samarbejde og dialog mellem lærere, elever og skoleledelse, understreger Charlotte Skau Pawlowski.

Forrige artikelCO2: Fra kvist til kælder

Næste artikelVælg naturlige produkter – uden gener