Ny forskning viser, at meditation mindsker stress, sænker blodtrykket og aktiverer specifikke dele af hjernen.
Merete Lund Hetland holder torsdag den 19. april kl. 17-18 foredrag på Københavns Universitet om den nyeste hjerneforskning i meditation. Det sker i Henrik Dam auditoriet, Panum Instituttet, Blegdamsvej 3, i København. Der er gratis adgang.Hver morgen mediterer overlæge, lektor og ph.d. Merete Lund Hetland en halv times tid. Hver aften, når hun kommer hjem fra Hvidovre Hospital, gør hun det samme, og sammen med kolleger fra Sverige og Norge har den danske forsker ud fra ny – og tidligere forskning i meditation – lægefagligt kunne påvise, at meditation tilsyneladende begrænser de skadelige fysiske og psykologiske konsekvenser af stress.
»Når man bliver stresset eller kommer ud i en akut eller belastet situation aktiveres kroppens alarmberedskab. Pulsen, stofskiftet og blodtrykket stiger. Når man mediterer, er der nogle områder i hjernen, som specifikt bliver aktiveret. Under meditation sker der nogle ændringer i de elektriske impulser i hjernen, og pulsen og blodtrykket falder,« siger Merete Lund Hetland. Resultaterne fra et endnu ikke offentliggjort norsk forskningsprojekt med scanninger af personer, der mediterer, viser, at det er et område langt fremme i hjernen – den præfrontale kortex, som aktiveres under meditation. Det område af hjernen, der fordøjer kropslige indtryk, følelser og opmærksomhed. Målinger af hjerneaktivitet under meditation viser samtidig, at bevidstheden forandrer sig, men at den mediterende stadig er helt vågen.
Ny forskningDet er måske ikke nyt for de buddhistiske munke og mange andre, som i årevis har praktiseret meditation, men i forsknings øjemed er der først i de senere år kommet fokus på, hvordan meditation påvirker kroppen og hjernen. »Det er rigtigt, at meditationsforskningen stadig er ung, men folk har dyrket meditation i tusindvis af år, og de foreløbige resultater peger for hovedpartens vedkommende i samme retning. Det tyder på, at meditation udløser mekanismer i hjerne og krop, som modvirker stress,« siger Merete Lund Hetland.
Hun understreger, at der findes en lang række forskellige former for meditation og meditationsteknikker. »Nogle af dem har en religiøs ramme. Nogle kræver en vis anstrengelse, hvor man koncentrerer sig om at skabe tomhed, og andre handler om at skabe størst mulig frihed i bevidstheden.«
Meditation uden mystiskSelv benytter Merete Lund Hetland den såkaldte Acem-meditation, der siden 1966 løbende er blevet udviklet af blandt andre læger og psykologer i Skandinavien, og basalt set er en afspændingsteknik, som flere end 55.000 personer har taget et kursus i.
Blandt dem 40 svenske togførere, som lærte teknikken over otte uger, mens 40 af deres kolleger lærte andre meditationsteknikker, og endnu 40 ikke fik nogle tekniske redskaber til at slappe af. Resultaterne fra det svenske forsøg viste ifølge Merete Lund Hetland, at blodtrykket og stressniveauet hos de 40 togførere, der regelmæssigt praktiserede Acem-meditation, faldt markant.
Stressniveauet faldt mindre hos de togførere, som praktiserede andre meditationsteknikker, mens de sidste 40 stadig fortsatte med at være stressede. »Der er ikke noget mystisk, flagrende 1968 ånd eller spacy over meditation. Meditation er det stik modsatte af stress og en metode til afspænding,« siger Merete Lund Hetland.
Kilde: Jyllandsposten