Mine muskler svinder!

Jeg er en kvinde på 35 år, jeg har 3 børn, er gift, har job på deltid samt delvis selvstændig virksomhed. Mit spøgsmål drejer sig om mine muskler.

Jeg føler, at mine muskler i benene, samt underarmene svinder, vel at mærke selvom jeg laver det, jeg plejer. Jeg dyrker ikke motion – har ikke tid, men passer da børn, hus, job osv. Det har nu stået på igennem cirka et år.

Jeg spiser almindeligt, men prøver at få mange kalorier, da jeg er lidt undervægtig.

Jeg har en fornemmelse af, at der er nedsat kraft i mine muskler generelt, men det er klinisk bekræftet, at der er nedsat kraft i højre ben og venstre arm, samt atrofi i højre ben. Der var normal MR-scanning, da symptomerne begyndte for et år siden, hvor jeg blev undersøgt pga. mistanke om sclerose (på grund af føleforstyrrelser og nedsat kraft) som pt. er afkræftet (der blev ikke lavet lumbalpunktur)

Derudover er mine øjenmuskler angiveligt ifølge optiker blevet “svage”, så jeg ikke kan fokusere ordentligt, og jeg har da også problemer med synet samt smerter bag øjnene.

Jeg har desuden mange “små trækninger” i musklerne i benene. Ikke i hele musklen, men i små dele af den, og det bliver bedre ved hvile.

Der er blevet taget yderligere blodprøver for at se efter tegn til muskelsygdom, som var negative. Jeg er tilbudt muskelbiopsi, lumbalpunktur og EMG, men kan ikke finde ud af, om der er grund til dette. Vil det alligevel føre til en diagnose?

Det, jeg søger, er et svar på, om der findes muskelsygdomme, som ikke ses i blodprøver, eller om der kan være andre ting i vejen med mig?

Det er jo generende, at musklerne svinder og dermed også kræfterne og energien. Føler mig generelt meget træt. (Det ser heller ikke pænt ud med så tynde ben og arme).

Ellers er der vist ikke noget galt med mig mht. allergi eller anden sygdom, ud over problemer med huden i ansigtet. D-vitamin er vist lidt lav, men kalk, blodprocent og blodsukker er ok.

Håber du kan finde rede i alt dette, og at du har et svar til mig.

Mange venlige hilsner og godt nytår.

Med venlig hilsen

Uden diagnose


Tak for mailen. Der er næppe tvivl om, at du har en muskelsvindelse. Der kan være flere årsager til det, blandt andet mangel på vigtige næringsstoffer som f.eks. B12-vitamin. Foruden en grundig neurologisk undersøgelse (muskelbiopsi kan være medvirkende til en diagnose), bør det undersøges, om du mangler vigtige vitaminer, mineraler, aminosyrer. Her kan du med fordel konsultere en ortomolekylær læge. Det er private læger, der ikke arbejder for Sygesikringen, men har suppleret deres lægeuddannelse med naturmedicinsk og ernæringsmæssig uddannelse. Se en liste nedenfor.

Mangel på D-vitamin kan også være medvirkende, da det medfører muskelsvækkelse og muskelsmerter. Også jernmangel kan medføre muskelsvækkelse, og jernmangel er hyppig hos kvinder i din alder. Man kan måle jerndepoterne i kroppen ved hjælp af ferritin i serum, og
D3-vitamin kan også måles og bør ligge højt i normalområdet. Mangel på magnesium medfører også muskelsvækkelse, og er meget almindeligt forekommende på grund af den moderne kost og livsstil med sukker, hvidt brød, sodavand, cola, for få grønsager, og at de bliver kogt og stegt for meget. Du bør få målt dit indhold af kalk og ioniseret magnesium i blodet samt PTH, der er biskjoldbruskkirtelhormonet, og dine stofskiftehormoner.

Mange gode hilsener
Carsten Vagn-Hansen

Ortomolekylære læger:

Villy Lade
Græsvangen 16 B, st.
9800 Hjørring Tlf. 9892 8464

Birgit Aalborg Funch
Åløkken 36
5250 Odense SV Tlf. 6596 0077 (8.30-9.00)

Knut Flytlie
Gludsmindevej 39
7100 Vejle. Tlf. 7572 6090

Claus Hancke m.fl.
Institut for Ortomolekylær Medicin
Lyngby Hovedgade 37
2800 Kgs. Lyngby Tlf 4588 0900

Helge Volkmann
Kongelundsvej 434
2770 Kastrup Tlf. 3253 0998

Aage Winther Nielsen
Puggårdsgade 7
1573 København V Tlf. 7025 1205

Bruce Phillip Kyle
Stautrupvej 7 A
8260 Viby J Tlf. 8628 9688

Skriv din mening - ikke til spørgsmål, send dem gennem brevkassen i stedet.

Skriv et svar

Husk at krydse af her!Denne anordning er desværre nødvendig, da vores inbox ellers oversvømmes af spam-mails, afsendt automatisk fra såkaldte mailrobotter.

*