Mit hår fedter hurtigt til, virker shampooen ikke?

Af: Tine Juul Andersen, skønhedskonsulent

Jeg er en 22-årig pige, der i snart fire-fem måneder har døjet med hovedbund/hår-problemer.

Jeg lider af skæleksem både i hovedbund og i ansigtet, men føler egentlig, at jeg har det nogenlunde under kontrol. Min hovedbund er ikke skællende, kun tørre skæl af og til, og den hverken klør eller virker irriteret.

Det, jeg kan fornemme og se, er dog, at mit hår ikke bliver rent, og under bruseren virker shampooen ikke til at trænge ind, og håret bliver fedtet dagen efter vask.

Håret virker fuldstændig plat, livløst og sådan tjavset. Jeg taber en del hår, og om morgenen, når jeg kæmmer det igennem, er vasken fyldt med hår, og når jeg går i bad ryger der også en del.

Der er ikke tale om store klumper, og formentlig mister jeg et normalt antal, men jeg føler dog selv, det er mere end for nogle måneder siden.

Jeg har forsøgt mig med mange forskellige shampooer, og regelmæssige skæl-kur – shampooer anbefalet fra hudlægen. Men efterhånden er det, som om intet virker mere på hverken hår eller hovedbund, og jeg føler, at hårvasken næsten er umulig, da håret ikke bliver rent alligevel.

Selve håret og spidserne virker lidt tørt og håret er ofte meget filtret, generelt virker hår og hovedbund til at være en sådan mærkværdig blanding af at være fedtet og samtidig tør.

Jeg aner ikke, hvad jeg skal stille op og har svært ved at forstå, hvad denne pludselige forandring skyldes?

Med venlig hilsen

Den hårforvirrede

 


 

Det forstår jeg faktisk godt, at du undrer dig – og du gør dig nogle gode overvejelser. Jeg vil kommer med nogle forslag til dig, som andre har haft gode erfaringer med.

Ubalancen kan komme både indefra og udefra. Det lyder rigtig godt, at du har fået ro på skæleksemen. Kurene kan både have været gode (deres effekt), men selvfølgelig også have påvirket din hovedbund udefra.

Derudover oplever mange, at årstider og vejrskifte kan spille ind på deres hår og hovedbund – og hud for den sags skyld. Men også hvis man i perioder er stresset eller ryger i underskud på vitaminer og mineraler kan det også have stor indflydelse på hår og hovedbund. Især kan et underskud af A- og B-vitaminer påvirke hårets glans.

Jeg foreslår en multivitamin morgen og aften, gode omega 3-fedtsyrer (understøtter også din egen fedtomsætning). I en periode gerne oven i et ekstra sammensat kosttilskud særligt til håret, som Hair Nutrient fra Solaray eller Hair Volume fra New Nordic, der med deres særlige sammensætninger af B-vitaminer, biotin, silicium og kobber plus ekstra aminosyrer og urter vil understøtte både hårvækst og hårsundhed.

Hvis du kan nøjes med at vaske hår hver tredje dag i en periode og lade hovedbunden få ro, kan det for mange give plads til at hovedbundens egen balance vender tilbage. Jeg ved godt, at det kan være nemmere sagt end gjort. Hvis du ikke kan holde ud, at det fedter, kan du bruge silk powders (lavet på ris, ikke silke) fra f.eks. Dr.Hauschka eller Jurlique. De absorberer overskydende olie uden at lukke porerne.

Hårshampoo med især rosmarin kan være en stor glæde og hjælp for mange. Det er ikke så udtørrende som brændenælde, men stimulerer hovedbunden og er også god ved irriteret hovedbund. Enkelte vasker super rent, men kan kræve, at der så skal lidt olie (f.eks. ren argan) eller balsam i længderne for pleje og mod tørhed.

Dette er alt sammen bare forslag, og du er velkommen til at vende tilbage med tillægsspørgsmål, hvis du får brug for det undervejs.

Pøj, pøj og bedste hilsner

Tine Juul Andersen, skønhedskonsulent

1 kommentar

  • Anni-Elisabeth Johansen siger:

    Prøv med bukkehornsfrø. Knuste frø kan spises som en lille portion grød. Frøene er meget bitre,men man kan søde med honning. Hjælper på hårkvalitet og fældning.u

  • Skriv din mening - ikke til spørgsmål, send dem gennem brevkassen i stedet.

    Skriv et svar

    Husk at krydse af her!Denne anordning er desværre nødvendig, da vores inbox ellers oversvømmes af spam-mails, afsendt automatisk fra såkaldte mailrobotter.

    *