Mobilstråling er på manges læber for tiden. Både fordi Danmark skal være testland for det nye 5G-netværk, og fordi store studier sidste år påviste carcinogene effekter af strålingen på rotter. Men er der noget at være bange for?
Snakken om mobilstråling og potentielle sundhedsrisici forbundet med den har nærmest eksisteret siden den mobile teknologi kom på markedet i 1980’erne. Dengang var mobiltelefoner dog store, dyre klodser forbeholdt de få. Det har ændret sig markant over årene. Man estimerer, at omkring fem milliarder i dag har en mobiltelefon.
Det betyder, at det påvirker mange, hvis strålingen øger risikoen for at påvirke sundheden negativt. Derfor er der også blevet forsket – og bliver stadig forsket – meget på området.
Men resultaterne stikker i forskellige retninger, og det kan være svært at skelne pålidelig information fra usaglige påstande. Særligt, fordi forskere kritiserer hinanden, og det kan være svært at hitte redde i, om kapitalistiske kræfter styrer konklusionerne i en bestemt retning.
To journalister fra The Guardian har afdækket, hvordan chefer indenfor mobilindustrien allerede tilbage i 1993 begyndte at have fokus på at spinde mediedækningen væk fra sundhedsrisici. Det fik de, fordi en amerikaner ved navn David Reynard sagsøgte NEC America Company for, at deres telefon var skyld i hans kones kræft.
Så Tom Wheeler, som var chef i the Cellular Telecommunications and Internet Association, udpegede epidemiologien George Carlo, som også havde en juridisk uddannelse bag sig, til at undersøge sagen. I 1999 fremlagde Carlo sine fund. De viste, at der var en fordobling af sjældne tumorer på ydersiden af hjernen hos mobilbrugerne.
The Guardian beskriver så, hvordan Wheeler begyndte at kritisere Carlo i medierne, og hvordan industrien igangsatte en målrettet kampagne for at fremdyrke forskning, der pegede på, at der ikke var en sundhedsrisiko. Journalisterne forklarer også, at en professor fra Washington University analyserede 326 studier om sundhedsrisiciene fra 1990-2006.
Analysen viste, at 44 procent af dem ikke fandt en effekt, mens 56 procent gjorde, men når han opdelte studierne efter, hvordan de var finansieret, viste 67 procent af de uafhængige studier en effekt, mens kun 28 procent ikke fandt nogen sammenhæng.
Det er altså et mudret felt, hvor det kan være svært at give definitivt svar på, om vi udsætter os selv for risici – og om vi får alt at vide.
Herhjemme er holdningen fra myndighederne og Kræftens Bekæmpelse, at mobilstråling i de doser, som vi har i dag, ikke er bevist skadeligt. Sundhedsstyrelsen anbefaler dog på deres hjemmeside, at man bruger headset ved samtaler, skriver sms’er fremfor at snakke, ikke sover med telefonen tæt ved hovedet og et par andre sikkerhedsforanstaltninger, som de har opsat ud fra forsigtighedsprincippet.
For som med så meget andet, kan man ikke bevise, at strålingen ikke er farlig. Man kan kun se på, hvad vi har bevist til dags dato, og det er altså nok til, at International Agency for Research on Cancer (IARC) under WHO i 2011 kategoriserede stråling i kategorien 2B, som betyder, at det muligvis er kræftfremkaldende.
Det er til gengæld ikke nok til, at Kræftens Bekæmpelse på deres hjemmeside giver udtryk for bekymring om emnet. Her skriver de, at store undersøgelser viser, at elektromagnetiske felter fra mobiltelefoner ikke øger risikoen for kræft. De skriver dog, at én undersøgelse peger på en mulig sammenhæng mellem stort og langvarigt forbrug og en særlig form for kræft i hjernen.
De nævner i den forbindelse, at strålingen er kategoriseret som et muligt carcinogen, men fremhæver med fed ordet ‘muligvis’ og understreger, at det ikke er sandsynligvis.
Den videnskabelige data, der ligger til grund for tekster om stråling på hjemmesiden, kommer i høj grad fra professor, overlæge Christoffer Johansen, Rigshospitalets kræftafdeling. Han ser ikke, at der er evidens for, at strålingen øger risikoen for kræft. Og når IARC kategoriserer strålingen i 2B, mener han, at det blandt andet er et udtryk for politiske beslutninger, og at det er svært at bevise, at noget ikke er farligt.
– Ser man på de sidste 7-800 vurderinger er det enormt få, der bliver dømt ikke-carcinogene, siger han.
Men et hurtigt blik på IARC’s hjemmeside viser, at der samlet er 1013 vurderinger. Ud af dem er 120 klassificeret som carcinogene. 500 er i kategorien, hvor man ikke kan klassificere dem som carcinogene. 82 er sandsynligvis carcinogene. 311 er i kategorien 2B: muligvis carcinogene.
Johansen har selv forsket i mobilstrålingens risiko for at give kræft. Han står blandt andet bag et stort dansk kohorte studie, hvor man undersøgte risikoen for hjernekræft ud fra data fra telefonselskaberne om abonnenter sammenholdt med det danske cancerregistrer for at analysere på, om der var en øget risiko.
Studiet påviste ingen sammenhæng. Der er siden hen blevet lavet flere opfølgninger på studiet med samme resultat. Men resultaterne har også mødt kritik.
Blandt andet skriver IARC i deres evaluering af, om strålingen øger risikoen for kræft, at ”teleudbyderen som surrogat for mobilforbrug kunne have ledt til misklassifikationer af vurdering af eksponering”, derfor konkluderer de også, at studiet ikke giver reel information om, hvorvidt risikoen for kræft stiger i takt med mobilforbrug.
Den svenske forsker Lennart Hardell har også sammen med sine kolleger forsket i strålingens sundhedsrisici. Deres fund viser, modsat de danske, en øget risiko for hjernekræftformen glioblastom, og at risikoen stiger, des mere man bruger mobilen og over hvor mange år.
Hardell og kolleger har også været ude med selvstændig kritik af det danske studie. Her fremhæver de ligesom IARC svagheden i at bruge abonnenter som surrogat for forbrug, ligesom de kritiserer kontrolgruppen, som brugerne er holdt op imod. De fremhæver også, at forskningen delvist er betalt af mobilindustrien.
Christoffer Johansen siger om kritikken:
– Studiet er publiceret i nogle af de bedste tidsskrifter, og det må jo være, fordi redaktionen synes, at der er værdi i det. Det er klart, at vi ikke kan vide, om den, der har abonnementet, er den, der bruger telefonen. Det har vi også skrevet om. Men vi har gennem Interphone-studiet fundet et stort overlap mellem dem, der har abonnement, og dem, der siger, at de bruger telefonen.
Johansen fremhæver, at han har tilbudt kritikerne at se både deres data og finansiering igennem – som han understreger, at han har været meget åben omkring – men at der ikke er nogen, der har ønsket at re-analysere materialet. Han slår også fast, at betalingen ikke spiller ind på deres fund, selvom han anerkender, at der ligger en generel problemstilling i betalte studier.
– Vi er gået åbent til værks. Det er da rigtigt, at dem, som betaler, har en interesse, så det er ikke en uvæsentlig problemstilling – men det vigtigste er, hvordan man håndterer det. Derfor skal man se på integriteten af forskerne, og jeg har kun fået kritik for involvering, hvis vi har vist, at der ikke er en sammenhæng. Jeg har aldrig fået det, hvis vi har, siger han.
Og han forklarer, at man i de danske cancerregistre ikke ser en stigning i hjernekræft i de aldersgrupper, hvor teknologien bliver brugt mest. Det mener han, at vi ville have set, hvis mobiltelefonerne øgede risikoen for kræft.
Johansen er ikke den eneste, der fremhæver, at vi skulle have set en stigning i hjernekræft, hvis eksponeringen øgede risikoen. Og her menes altså en stigning, når man ser på forekomster fordelt på køn og alder – ikke bare en absolut stigning. Men faktisk er der opgørelser, der peger på, at man nogle steder ser en reel stigning.
En engelsk analyse fra 2018 konkluderer, at der er en stigning i forekomsten af glioblastom i perioden 1995-2015. Analysen viser både en stigning i absolut antal og fordelt på fem-års grupper. Bag analysen står bl.a. professorer fra University of Sunderland og University of Bristol og er baseret på data indhentet fra UK Office for National Statistics, som alle kan få lov til at se. Det oplyses i rapporten, at flere af forfatterne har aktier i selskaber, der beskæftiger sig med stråling.
Konklusionen er, at den observerede stigning er højere end, hvad man kan forvente baseret på øget diagnostisk aktivitet blandt ældre borgere. Derfor peger de på, at en miljøfaktor sandsynligvis spiller ind. De kommer selv med nogle mulige forklaringer, herunder øget brug af CT-scanninger, trafikrelateret luftforurening og mobilstråling.
Samlet er der mange studier, som påviser sundhedsrisici. Både store dyrestudier indenfor kræftområdet som NTP-studiet og Ramazzini-studiet, men også studier, der påviser celleskader, indikerer, at skjoldbruskkirtlens funktion bliver påvirket negativt, og konkluderer, at strålingen skader fertiliteten.
Et eksempel på det er et australsk, peer reviewed studie fra 2009, som viser, at strålingen i de mængder og frekvenser, som udsendes fra mobiltelefoner kan påvirke sperm og give DNA-skader. Det kan både gøre det svært for mænd at forplante sig, men det kan også have stor betydning for barnets sundhed, hvis det er undfanget med skadet sæd.
De mange resultater skaber stigende opmærksomhed på stråling. I Frankrig, Cypern, Israel og andre steder, har de forbudt wifi i de mindre klasser. I Italien har en dommer beordret myndighederne at igangsætte informationskampagner til fordel for helbredssikker anvendelse af mobiltelefoner og trådløse telefoner. Herhjemme holder myndigheder og organisationer fast i, at vi ikke skal være bekymrede, og vi gør klar til at udrulle 5G.
Det bekymrer interesseorganisationen Rådet for Helbredssikker Telekommunikation. De mener, at Sundhedsstyrelsen trækker på rapporter og organisationer, som har krav til, hvad de vil godtage som evidens for strålingseffekter, der reelt umuliggør en opklaring.
Professor og Ph.d. fra Washington University Martin L. Pall er enig med organisationen i, at der er et stort datasæt, som peger på sundhedsrisici, men at dataene ikke bliver taget seriøst eller fejlagtigt miskrediteret. Han retter blandt andet kritik af en stor gennemgang af litteraturen udarbejdet af gruppen SCHENIR, som er en videnskabelig EU-komite, og som Pall ikke mener, giver et korrekt billede af sundhedsfare ved stråling.
Rådet for Helbredssikker Telekommunikation mener, at man bør sætte en bremse i udrulningen af 5G, og at myndighederne bør benytte sig af forsigtighedsprincippet – det samme princip som Sundhedsstyrelsen benytter sig af, når de opstiller gode råd til brug af telefonen.
Rådet henviser til, at over 200 internationale forskere, som har lavet over 2000 studier i stråling, opfordrer til det selv samme, fordi sundhedsrisici ikke er testet for 5G-netværket, og at en af hovedårsagerne til, at strålingen i 2011 blev kategoriseret som 2B og ikke 2A var manglen på dyreforsøg. De dyreforsøg er her nu, og det har også fået en række forskere til at appellere til, at IARC opklassificerer klassifikationen.
Forrige artikelHavregrødsknækbrød med chiafrø
Næste artikelAntidepressiv medicin: Abstinenserne kan være langt værre, end vi får at vide