Nyheder

Mobilstråling kan nedsætte sædkvalitet

11. juni 2014

Mikrobølgerne fra mobiltelefoni bekymrer mange, og sagkundskaben kan ikke opnå enighed om eventuelle helbredsrisici. Nu viser et nyt studie imidlertid, at mobiltelefoner kan nedsætte mænds sædkvalitet.

Hvis du er hankøn og ønsker børn, er det en dårlig idé at have mobiltelefonen liggende i bukselommen. Det må være konklusionen på et studie fra University of Exeter i det sydvestlige hjørne af England. For selvom nogle forskere understreger, at studiet er mangelfuldt, og at yderligere studier er påkrævet, er det jo til at overskue at opbevare mobiltelefonen et andet sted. For en sikkerheds skyld.

Studie af mobiltelefoni og fertilitet hos 1492 mænd

Studiet, der har været offentliggjort i tidsskriftet Environment International, er baseret på ti selvstændige studier, der sammenlagt har hentet data fra 1492 mænd. Studierne har blandt andet taget udgangspunkt i spørgeskemaer fra mænd på fertilitetsklinikker og undersøgelser af sædprøver, der blev udsat for mobilstråling.

Mobiltelefonen i lommen er en overvejelse værd

Studierne antydede ret klart, at mobilstråling gik ud over sædcellernes mobilitet.

– Den gennemsnitlige mand behøver ikke at gå i panik, men hvis du allerede har problemer med fertiliteten, er dette nok en ting at overveje. Nøjagtig som at du ændrer dine kostvaner for at opnår bedre sædkvalitet, kan du overveje, hvor du opbevarer din telefon, siger lederen af studiet, Dr. Fiona Mathews.

Hun understreger, at studiet på ingen måder konkluderer, at alle mænd med en mobiltelfon i lommen bliver ufrugtbare.

Studierne i mobilstråling og sædkvalitet er for upræcise

Dr. Allan Pacey fra universitetet i Sheffield er meget kritisk overfor studiet, og han har proklameret, at hans mobiltelefon bliver i bukselommen.

– Der har længe været diskussion om hvorvidt en mobiltelefon i bukselommen kan påvirke sædkvaliteten, og der har været nogle ret urovækkende overskrifter igennem tiden. Men jeg synes, at de foreliggende studier har været for begrænsede og ufuldstændige. Man har enten udsat sæd på en plan, åben flade for stråling eller spurgt til mænds telefonvaner uden at undersøge deres øvrige adfærd, siger Allan Pacey.

Han påpeger, at der er brug for nogle mere nøjagtige undersøgelser, hvor man sammenholder mobilvaner med andre livsstilsvaner.

Kilde: BBC.co.uk

Forrige artikelPump dit bentøj!

Næste artikelParabener atter lovlige i solcreme