Nyheder

Moderat motion er sundest

3. februar 2015

Endnu en undersøgelse konkluderer, at moderat træning er markant sundere end hård træning. Faktisk kan hård træning være ligeså livsforkortende som ingenting at lave.

En undersøgelse fra København, hvor man blandt andet har fuldt 1098 motionsløbere i 12 år, viser at hård og intensiv træning ikke er meget bedre for sundheden end livet som sofakartoffel. Moderat træning tre gange om ugen er derimod livsforlængende.

Vi skal overgå hinanden

De senere år har der været en tendens til, at motionister hele tiden skulle overgå sig selv og hinanden. De sociale medier, hvor træningsresultater kan deles, har bidraget til udviklingen. Det regnes stadig for en stor præstation at løbe et maraton, men nu må det helst ikke tage mere end tre en halv time, hvis det for alvor skal tælle. Ganske almindelige mennesker med familie, parcel, bil og otte-til-fire-job er også begyndt at kaste sig over en jernmand og lignende former for ekstremsport.

1098 motionsløbere deltog

De fleste er bevidste om, at selve jernmanden, hvor der skal svømmes 3800 meter, cykles 180 km og løbes en maraton på godt 42 km ikke er fremmende for helbredet. Men det har hidtil været antagelsen, at træningen op til et maraton eller en jernmand er godt for levetiden og sundheden.

Det sætter en ny undersøgelse et meget stort spørgsmålstegn ved. Det er Østerbroundersøgelsen under Københavns Universitet og Frederiksberg Hospital, der har undersøgt 5048 raske menneskers motionsvaner igennem 12 år. Blandt deltagerne fandt man 1098 motionsløbere og 413 mennesker, der slet ikke dyrkede motion.

Man spurgte løberne, hvor tit de løb, hvor langt de løb, og om de opfattede deres egen løbehastighed som langsom, moderat eller hurtig.

Motionsløbere lever seks år længere

Når man sammenholdt disse oplysninger med dødeligheden de følgende 12 år blandt alle deltagere, var dødeligheden lavest hos dem, der motionerede i moderat tempo tre gange om ugen i sammenlagt én til to en halv time. Tidligere undersøgelser har vist, at motionsløbere i gennemsnit lever seks år længere end mennesker, der ikke motionerer. Det var det resultat, der fik nogle af forskerne bag Østerbroundersøgelsen, der har lagt navn til en række studier i hjertekarsygdomme siden 1976, til at studere forskellene mellem hård og moderat træning.

Moderat træning fastholder motivationen

Der er naturligvis usikkerheder i resultaterne. Det kunne f.eks. være, at mennesker, der træner hårdt også lever et hårdt liv og generelt er hårde ved sig selv. Det er jo ofte udprægede konkurrencemennesker, der træner sig op til ekstreme præstationer. Samtidig er det velkendt, at motionister, der træner i et moderat tempo og omfang, har lettere ved at fastholde interessen og passe træningen. De bliver ikke så demotiverede, når løbstiderne med alderen helt naturligt bliver dårligere, og de får heller ikke så mange skader, der i sidste ende kan stoppe træningen.

Restitution er vigtig for kroppen

Med disse forbehold in mente er det dog ret sikkert, at moderat motion er det sundeste for dig på længere sigt. Når du løber i moderat tempo (9-12 km/t), øges stofskiftet op mod ti gange, mens løb i meget højt tempo (over 16 km/t) hurtigt kan blive en belastning for hjertet. Når du løber i moderat tempo og nøjes med tre træningspas ugentligt à under én times varighed, vil kroppen have lettere ved at restituere, og du vil få væsentlig færre løbeskader. Jo hurtigere, længere og oftere, du løber, desto flere skader vil du også få. Løb skal holde din krop smidig, dine knogler og muskler stærke og give dit humør et skud endorfiner. Hvis du stiller en masse krav til løbstider og kæmper for at blive hurtigere og hurtigere, vil du også lettere miste motivationen, når din alder helt naturligt skaber nogle begrænsninger.

Kilde: dr.dk

Forrige artikelRyd op! Det giver energi

Næste artikelNi gode grunde til at vælge kokosolie

Bliv medlem af Naturli+
helt gratis

 

Få tips og hacks til et lykkeligt liv med naturlig sundhed.

Velkommen du er nu tilmeldt Naturli+ klubben.