Modstridende kostråd?

Hvad pokker stiller man op, med alle de modsatrettede kostråd? Min samlever og jeg prøver at spise sundt og varieret. Dvs. meget grønt, og lidt frugt. Mere fisk og fjerkræ end rødt kød. Mindre brød osv.

Tidligere lavede jeg selv min mysli, med blandt andet hørfrø og solsikkkekerner i, for de skulle indeholde gode fedtsyrer. Så læste jeg, at hørfrø og solsikkekerner indeholder store mændger cadmium, der kan være skadelig.

Jeg skiftede også iceberg salat ud med frisk spinat, men så læste jeg, at spinat indeholder store mængder nitrat, der kan omdannes til det skadelige nitrit. Så det skal man også passe på med. Vi spiste vitaminpiller, men så skulle man ikke det alligevel. Og nu skal man så igen?!?

Vi søgte også de magre mælkeprodukter, men nu mener nogen, kroppen bedre kan håndtere så uforarbejdede (mælke)produkter som muligt. Dvs. hellere lidt ren økologisk smør, frem for Becel eller mager Kærgaard. For ikke at tale diskussionenen omkring hvor meget æg, vi må få! Og Nøglehulsmærket i butikken er ikke altid enig med det, man læser andre steder.

Hvad pokker stiller man op? Findes der et sagligt objektivt medie, man kan holde sig til? Eller skal man bare tage alt, man læser med et gran salt? (og det er jo forøvrigt også til diskussion:-)

Venlig hilsen

Den grundigt forvirrede



 

Ja, det kan være rigtig svært at finde hoved og hale i de forskellige kostråd m.m. – særligt når de modsiger hinanden! Derfor mener jeg, det allervigtigste råd er at bruge sin sunde fornuft og spise varieret. Når vi spiser varieret, kommer vi ikke til at spise for meget af enkelte fødevarer, og hermed mindsker vi også risikoen for at få alt for meget af nogle stoffer.

Jeg ser ingen problemer i, at du fortsætter med at lave din egen müsli med solsikkekerner og hørfrø. Den mængde, du får derigennem, er ikke sundhedsskadelig. Heller ikke selvom du også får hørfrø og solsikkekerner i andet mad. Hvis du vil have udnyttelse af fedtsyrerne i hørfrøene, skal de kværnes og spises umiddelbart herefter, så fedtsyrerne ikke ødelægges af ilt, lys og/eller varme.

Spinat indeholder nitrat, men det gør kartofler, porrer, hvid- og rødkål og salat også. Problemet med spinat kan være, at det opbevares eller tilberedes uhensigtsmæssigt, og det kan være svært at gøre helt rent for jordbakterier. Jordbakterierne kan derfor omdanne nitrat til nitrit. Her gælder det, at skal mad med spinat gemmes, skal det nedkøles hurtigt og varmes grundigt igennem, når man spiser resten.

Tænk igen på at variere kosten.

Når det kommer til fedtstoffer, er kvaliteten det allervigtigste. De produkter, du nævner, har gennemgået en forarbejdningsproces, og så er fedtstofferne ikke sunde længere. I den forbindelse vil det være langt bedre at spise lidt økologisk smør og bruge koldpressede økologiske olier til dressinger. Fedtstoffer er følsomme over for lys, ilt og varme, og mange billige, ikke økologiske fedtstoffer samt fedtstoffer i blandingsprodukter har været udsat for ilt, lys og varme eller alle tre ting. Kokosolie er mere stabilt over for varme og er fint at stege i.

Der har også været meget i medierne om vitaminpiller. Jeg tror, det kan være svært for mange mennesker at få nok vitaminer og mineraler gennem kosten, fordi mange af os ikke spiser sundt nok eller mad af god nok kvalitet. Derfor kan en vitaminpille være et godt supplement, men det er ikke en erstatning for sund kost. Der er ikke risiko for overdosering med de vitaminpiller, der forhandles i Danmark, hvis man ellers holder sig til doseringen angivet på produktet. Tænk på at købe vitaminpille af god kvalitet, så du undgår for mange fyldstoffer.

Som du siger, er der også modstridende informationer i forhold til, hvor mange æg man bør spise. Nogle mener 3-4 om ugen, andre op til 6-7 om ugen. Så igen er det op til sund fornuft og varieret kost.

Det er svært at anbefale et objektivt medie. Men det er altid godt at undersøge, hvem der skriver informationen, og hvem der udtaler sig. Er det en person med en relevant faglig baggrund, eller er det et medie, der gerne vil lave en forsidehistorie? Eller er det en producent, der gerne vil sælge?

Jeg tror, du har ret i, at rigtig meget skal tages med et gran salt. Vi skal ikke lade os narre til at tro, at én bestemt fødevare er meget mere sund end andre. Samtidig skal vi heller ikke lade os skræmme og tro, at nogle fødevarer er farlige, hvis de indgår i en varieret kost.

Jeg håber, det kan være svar på nogle af dine spørgsmål.

Mange hilsner fra

Trine Vesteraa

Skriv din mening - ikke til spørgsmål, send dem gennem brevkassen i stedet.

Skriv et svar

Husk at krydse af her!Denne anordning er desværre nødvendig, da vores inbox ellers oversvømmes af spam-mails, afsendt automatisk fra såkaldte mailrobotter.

*