Nyheder

Morfinforbrug er eksploderet

11. marts 2015

Receptblokken er altid inden for rækkevidde hos de privatpraktiserende læger, og i 2013 fik 413.000 danskere mindst én recept på et morfinpræparat.


Der er tale om en stigning på 43 pct. siden 2000, viser tal fra Statens Serum Institut. Der er tale om opioider og lignende morfinlignende præparater. En undersøgelse fra Rigshospitalet viser tillige, at omkring fem pct. af den danske befolkning regelmæssigt tager morfinlignende medicin.

– Vi forskere har i årevis fremlagt undersøgelser, der viser, at det stigende morfinforbrug ikke hjælper mange patienter med kroniske smerter og kan medføre alvorlige følgetilstande som f.eks. afhængighed og sygelighed. Men Sundhedsstyrelsen synes stadig ikke at være opmærksom på, hvad der foregår. Der mangler ét samlet overblik. Og ét samlet ansvar, siger Per Sjøgren til dagbladet Politiken. Per Sjøgren er smerteprofessor og overlæge på Palliativ Forskningsenhed, Rigshospitalet.

Per Sjøgren oplyser, at Danmark ligger på tredje- eller fjerde-pladsen på verdensplan, når det gælder forbruget af smertestillende morfinpræparater i forhold til indbyggertallet.

Alvorlige risici ved morfin

Det er ganske alvorligt, da smertestillende medicin med morfin har en række alvorlige bivirkninger. Morfin er et narkotikum fra opiumvalmuens kapsler, og de fleste vil opleve en fysisk afhængighed efter et par ugers brug, der kræver en nedtrapning. Længere tids morfinbehandling kan i visse tilfælde skabe en psykisk afhængighed og afløses af et blandingsmisbrug, fordi der ikke er andre typer smertestillende medicin, der helt kan matche morfinen. Der er også en risiko for, at visse patienter blander morfinindtagelsen med alkohol og derved opbygger et afhængighedsforhold.

Egentlig burde morfin fortrinsvis bruges af kræftpatienter og terminalpatienter med meget stærke smerter. Men en del læger udskriver også morfin, hvis en patient eksempelvis klager over uudholdelige rygsmerter – selvom et kiropraktorbesøg formentlig var et bedre og sundere valg.

Lægestanden er dårlige til at håndtere smerter

Sundhedsstyrelsen erkender, at mere end 400.000 danskere under morfinbehandling lyder af for mange. Styrelsen understreger, at der altid skal udarbejdes en behandlingplan, når der udskrives en recept på morfin. Planen skal beskrive formål, forventet behandlingsvarighed, tidspunktet for ophør, dosis og kontrol.

– Som lægestand er vi ikke i stand til at håndtere smerter tilfredsstillende, og myndighederne og det politiske system har ikke interessen for området. Der er ingen vilje til at lave forløbsbeskrivelser. Derfor griber de praktiserende læger til hylden med medicin. Selv om vi for patientens skyld bør gøre alt muligt andet først«, siger overlæge Gitte Handberg fra Smertecenter Syd, Odense Universitetshospital, til Politiken.

Kilde: Politiken.dk, sundhed.dk

Forrige artikelSmå børn døjer med forstoppelse

Næste artikelWrap med kylling, tranebær og mandler

Bliv medlem af Naturli+
helt gratis

 

Få tips og hacks til et lykkeligt liv med naturlig sundhed.

Velkommen du er nu tilmeldt Naturli+ klubben.