Nyheder

Motion gavner din hukommelse

4. januar 2011

Motions positive indflydelse på hjernen – hukommelse og koncentration – skal nu testes på patienter med demenssygdommen Alzheimer.

Både folk med depressioner, urolige skolebørn og mange andre har mærket glæderne ved motion og dens indflydelse på hjernen. Vores humør, hukommelse og koncentration har absolut gavn af, at vores krop bliver rørt – og denne positive tilgang skal nu afprøves på 200 danskere med Alzheimer.

Selvom den alvorlige demenssygdom lige præcis rammer hukommelsen, har motion og bevægelse aldrig været testet på denne patientgruppe, så det danske forsøg bliver det første af sin slags i verden.

Motion hjalp mus

Demenssygdommen Alzheimer er indtil videre en uhelbredelig sygdom, hvor det går støt ned ad bakke fra sygdommens start, til patienten dør. Men forsøg med mus har faktisk vist, at de forandringer, Alzheimer forårsager i hjernen, rent faktisk svinder ved fysisk træning.

Hvis de danske forsøgspersoner oplever samme resultat som musene, er perspektiverne store. Hvis motion kan forhindre sygdommen i at udvikle sig yderligere, vil det være et stort skridt inden for behandlingen af demenssygdommen.

Forsøg med hukommelse og motion på demensklinikker

Professor, dr.med. Gunhild Waldemar kalder forsøget banebrydende, netop fordi Alzheimer hidtil har været anset som en sygdom, der er håbløs at behandle.

– Af en eller anden grund er der ingen, der tidligere har tænkt i retning af genoptræning af patienterne, måske fordi Alzheimer betragtes som noget, der ikke rigtig kan gøres noget ved. Men vi mener, at der er grund til at anlægge et mere optimistisk syn, siger Gunhild Waldemar, der som leder af hukommelsesklinikken på Rigshospitalet skal stå i spidsen for projektet.

Forsøget skal i Danmark gennemføres af landets otte demensklinikker, der har fået bevilget 13,3 millioner kroner fra Det Strategiske Forskningsråd.

Hukommelse vender ikke helt tilbage

Men selvom motion kan udrette mirakler i forhold til at standse udviklingen af sygdommen, kan den fysiske træning ikke helbrede Alzheimer.

– Ingen medicin kan kurere sygdommen, og det kan fysisk træning heller ikke. Men ethvert tiltag, som kan fremme patienternes funktionsniveau, er vigtigt. Det vil betyde, at de kan klare sig uden hjælp i længere tid og dermed også indebære en sundhedsøkonomisk gevinst, siger Gunhild Waldemar.

Fysioterapeuter skal på demensklinikkerne stå for afviklingen af motion til 200 patienter med Alzheimer i lettere grad. Den fysiske træning bliver tilpasset den enkeltes helbred og fysiske form.

Kilde: ritzau

(Oprette 4. januar 2011)

Forrige artikelRyd op i dine kalorier

Næste artikelUdrensning med tilskud